Kære lille far
jeg har købt et kort
et af dem med musik i
og et fjollet billede
af en abe og en taleboble
hvor der står noget a la
HEY
du er ikke gammel
du er en klassiker
Kære lille far
jeg har tegnet et flag
der hvor aben ikke er
og jeg har skrevet til
lykke i to ord
jeg bliver altid i tvivl
HURRA
i dag er din dag
hvor end du er
Kære lille far
kortet er færdigt
det bor her i skuffen
med 13 andre kort
du heller ikke fik
for hvem ved adressen
HIMLEN 7
øverste etage
længst væk