Man siger at Gud efter at have skabt landene
havde en rest tilbage af det bedste af alting
som han æltede sammen i sin hånd
og kastede så langt han kunne
Jeg sidder på min bro som ikke helt er min
men mere min end nogen andens
jeg sidder med tæerne i vandet
og venter på en
Jeg kan se en mand der står og maler
han kender alle nuancer af blå
når himlen og havet har fået en ny
spotter han det straks
Jeg kan se en sjæl der står i vinduet
hun står sådan dag efter dag
ser mig som en støvplet på et lærred
imellem hende og havet
Når vandet rigtig hvæser ad mig
hvæser jeg altid tilbage
jeg tæller til fem til ti og til tyve
til jeg er iskoldt gispende
Min kjole flyder op til overfladen
og ligner lidt en parasol
det får ham til at smile et rigtigt smil
øens allerbedste
Maleren pakker sit lærred væk
fordi det gode lys er forsvundet
i morgen kommer han igen
kan ikke holde sig væk
I vinduet står sjælen der endnu
hun er nødt til at blive stående
må se om havet har ændret sig
står der nok for evigt
En dag vil jeg gerne finde ud af
om der er noget spændende
på den anden side af vandet
men ikke i dag
I dag vil jeg sidde på min bro med en
og se på solnedgangen
som er smukkest af alt
og smukkest her