Jeg øver mig i at lytte
til de folk jeg ikke forstår
som siger en masse
jeg ikke kan høre
fordi jeg mest tænker
på comebacks og svar
Jeg øver mig i at lytte
til to ting på samme tid
både manden i radioen
og vandet der koger
mit næste mål er
at kunne lytte til tre
Jeg øver mig i at lytte
til dem der taler i suk
og ikke komme med råd
eller prøve at ordne
og fikse og fjerne
bare sige at jeg forstår
Jeg øver mig i at lytte
til alt det du siger med ord
i stedet for altid at tolke
på de ting der sker
i dit udtryk og ansigt
som taler i munden på dig
Jeg øver mig i at lytte
til de lyde der ikke er
når kroppen den skriger
fordi den har prøvet
at sige det stille
men uden det hjalp
Jeg øver mig i at lytte
før det er blevet til larm
før hovedet må råbe
og hjertet må trampe
men nu er jeg træt
og tager høreværn på