Jeg fandt et reb på vejen
samlede det forsigtigt op
og trak det med mig hjem
dengang vidste jeg ikke
noget om hverken reb
eller metaforer
Jeg trak og trak i rebet
til det var helt spændt ud
jeg holdt så hårdt fast
at mine fingre dunkede
jeg troede det gjaldt om
at holde ud
Jeg holdt fast så længe
at jeg glemte hvorfor
jeg syntes det var vigtigt
måske det aldrig var det
det var vist mest fordi
jeg godt kunne lide tanken
Jeg så på de hvide knoer
og rebet uden skrammer
der lignede sig selv altid
selv når jeg klemte helt til
jeg tror kun det var mig
det gjorde ondt på
Jeg løftede min lillefinger
bare for lige at prøve
og mærkede blodet
vende tilbage igen
og friheden i at give op
og give slip