Alder er en underlig ting
kun et tal men så alligevel
skulle vi helst blive klogere
bare en smule
Det føles ikke fair at vi skal
så grueligt meget igennem
og først kan forstå hvorfor
tyve år efter
Jeg føler mig lidt gammel
når jeg har siddet for blødt
og helst skal op at stå igen
uden at stønne
Jeg føler mig temmelig ung
når jeg lærer folk om smileys
og hvordan man logger på
et eller andet
Alder er en fordel og hindring
begge dele på samme tid
vi vil så gerne vokse i en fart
indtil vi ikke vil
Det føles stadig paradoksalt
at vi aldrig bliver yngre end nu
men endnu ikke helt forstår
hvad det betyder
Jeg håber aldrig nogensinde
jeg holder op med at grine
af ting der ligner tissemænd
men ikke er det
Jeg håber jeg bliver klogere
før jeg bliver dummere igen
og at jeg kommer til at hvile
mest i mig selv