Den ækle sorte masse glider med besvær ned i min mave. Hver enkelt slurk jeg tager, er mere modbydelig end den foregående. Kullet giver mig kvalme, men hvis jeg kaster op nu, er der ingen der vil have ondt af mig, ikke som dengang da jeg var lille og min mor holdt mit hår og beroligede mig, når jeg var syg. Jeg er helt alene med det her. Jeg tvinger et glas kul mere ned, for jeg vil ikke have det ned med en slange. Jeg er en pæn pige, jeg gør, hvad jeg får besked på, næsten da. Jeg er en god pige, jeg vil ikke være til for meget besvær, men det er jeg.
   Jeg tør næsten ikke se på sygeplejersken. Hun må i tidens løb have set mange af min slags komme igennem skadestuen. Ynkelige selvmordersker der af den ene eller anden grund blev afbrudt i deres forehavende. Små piger der leger med ilden. Afskyr hun os mon? Eller er hun ligeglad? Hun fjerner nænsomt kullet fra mit ansigt og tøj med en fugtig klud, og hun virker slet ikke vred. Hun må være en god skuespiller, for jeg kan ikke tro på, at hun virkelig føler omsorg for en som mig, jeg må ikke tro på det. Jeg er ækel, modbydelig, beskidt.
   Jeg følger nøje med i alt hvad hun gør, og hun besvarer tålmodigt alle mine spørgsmål. Hun forklarer hvordan iltmåler-tingen på min finger fungerer, hvad det afskyelige kul skal gøre godt for, og hun viser mig hvordan mine blodåres lige baner deler sig, og det derfor er svært at sætte drop i. Efter tre forsøg, tilkalder hun en sygeplejerske i grønt. Efter endnu to forsøg tilkalder de en læge i grønt tøj og med en lilla ble om hovedet. Lidt efter sidder nålen som den skal. Jeg undskylder, at jeg er så besværlig at stikke i. De tror, jeg driller dem, så jeg smiler til dem, for at lade dem blive i troen, og de smiler venligt tilbage. Hvis jeg var normal ville jeg være sygeplejerske, en engel i hvidt.
   De siger, der vil komme en ambulance efter mig, og at jeg må forberede mig på at vente et godt stykke tid. En ambulance? Det må betyde at jeg skal over på Kommunehospitalet. Kommunehospitalet? Hvorfor vil de pludselig sende mig over på Kommunehospitalet? Jeg plejer altid at skulle blive på Amtssygehuset, der kender sygeplejerskerne mig, der smiler de til mig og siger, at jeg er en helt usædvanlig pige, at jeg har sådan et sødt smil, at jeg er alt for sød og klog til at ende der, men på Kommunehospitalet vil jeg bare være endnu et af de der pigebørn. Hvis lægen og sygeplejerskerne ikke var der ville jeg begynde at græde, men ingen må se mig græde, INGEN, så jeg bider mig hårdt i tungen og smiler. De går og lader mig ensom tilbage. Døren når kun lige at lukke sig bag dem da tårerne kommer, men jeg må være helt stille, de vil stadig kunne høre mig. Fanden tage det hele, jeg er ynkelig. Måske er det meget godt, at jeg skal på en fremmed afdeling. Jeg er her jo ikke for hyggens skyld, jeg er her fordi jeg er et beskidt monster der skel straffes, så den tryghed der findes ved en kendt afdeling fortjener jeg ikke.
    
   En fremmed gang, med fremmede billeder, og fremmede sygeplejersker i hvide kitler, der iler fra sted til sted. Falck-damen hjælper mig over i sengen der skal være mit hjem de næste 72 timer. Til at begynde med vil de sige 36 timer, men jeg har prøvet det før, og selvom jeg måske er et fjols, så er jeg ikke dum. En sygeplejerske kommer ind og stiller mig ligegyldige spørgsmål om livsstil og allergier. Hvis jeg var lidt vaks, ville jeg svare, at jeg er allergisk over for livet, men jeg giver hende ligegyldige svar. Jeg falder i søvn. En læge kommer ind. Hun kaster et blik på arene på mine arme og spørger, om der bliver behov for at have fast vagt hos mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Hvad lægger hun i ordet "behov"? De spørger altid om det samme, men jeg forstår stadig ikke spørgsmålet. Jeg lukker øjnene og lader dem om at bestemme. Jeg ønsker, at jeg får en vagt, en der holder alt det onde væk, en der holder ensomheden på afstand i et par dage, en der sørger for, at jeg ikke forsvinder, et bevis på at den rigtige verden eksisterer, men jeg ved godt, at det ikke fungerer på den måde. Lægen spørger igen, men søvnen er så tæt på, at jeg er ligeglad.
   Jeg tror jeg har sovet, eller måske gør jeg det endnu. Mit hoved er fyldt med et tungt mørke der ikke tillader sætninger at danne sig, alle tanker bliver opslugt af intetheden, og for første gang bliver jeg rigtig bange. Fader vor, du som er i Himlen... Jeg beder ikke, men griber efter sætninger jeg kender og klynger mig til dem. Jeg tænker, altså er jeg, men er jeg holdt op med at eksistere? Jeg kan ingenting gøre, jeg kan ikke bevæge mig, jeg kan ikke engang holde mine øjne åbne.
    
   Da jeg vågner igen er mine tanker tilbage. Selvom jeg kun kan tænke små simple ting, er jeg glad, for jeg husker nu at en stol hedder en stol og Henrik den 8. havde seks koner. Jeg kan også åbne øjnene og se mig omkring, men jeg kan ikke røre mig uden at blive dårlig.
   Den pige der skal holde vagt over mig og redde mig fra mig selv sidder i stolen ved døren med en bog i skødet. Jeg får næsten lyst til at grine, for i mine øjne virker hun så typisk, spinkel, anæmisk, med glat musefarvet hår samlet i en hestehale, helt igennem en stille pige. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på om hun læser medicin, fordi hun brænder for faget, eller fordi hun ikke kan tillade sig andet med den fine afgangseksamen hun fik fra gymnasiet, men så brækker jeg mig, og hun holder mit hår, og den dårlige samvittighed melder sig straks. Hvorfor skal jeg altid tænke sådan nogle dumme ting om folk? Hvilken ret har jeg til at dømme hende? Kullet er endnu mere modbydeligt, når man får lov til at smage det igen.
   Mine fingre og tæer gør ondt, det samme gør mit hoved. Laboranten står bøjet over mig og slår mig på armen for at få en blodåre frem. Hver 6. time kommer de og forstyrrer mig i min søvn. Det føles som om, jeg altid sover, når de kommer. Jeg smiler altid og laver sjov med dem for, at de ikke skal vide, at jeg er bange for deres nåle, selvom de næsten ikke gør ondt. Jeg længes tilbage til søvnen, men min blære har andre planer med mig. Da jeg er færdig med at vaske hænder, begynder det at snurre i baghovedet, og alting forsvinder. Jeg ligger på gulvet og ser op i ansigtet på en smilende sygeplejerske. Hvor kom hun pludselig fra? Hun taler til mig, men jeg kan ikke finde ud af at høre efter. De får mig op i en kørestol og kører mig ind på stuen, og jeg griner lidt for mig selv da dropstativet driller.
    
   Første dag på hospitalet er søvnens dag, den anden dag er refleksionernes dag. Jeg er for vågen til at sove, men for træt til at foretage mig noget. Det er ikke en tid til åbenbarelser, for jeg er holdt op med at tro på, at jeg nogensinde bliver klogere. Refleksioner, nej, der er nærmere tale om brudstykker af min forskruede hjernes forsøg på at retfærdiggøre mine handlinger. Jeg vil bruge en hel dag på at overbevise en fiktiv lytter om, at det i virkeligheden er synd for mig, at jeg ligger her. Jeg vil ligge og gentage ting, jeg allerede har fortalt mig selv hundredvis af gange. Noget af det er så indøvet, at jeg ikke længere kan huske om det er sandt, andet forandrer sig til gengæld hele tiden efter mit humør.
   Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det her. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne give lægerne et svar, men ordene svigter mig, og jeg smiler genert. De vil så gerne hjælpe mig, men der er ikke noget de kan gøre, jeg er fanget. Fanget i en verden dækket af grå tåge. Jeg har haft otte ture på psykiatrisk hospital inde for det sidste år, fem ture i akut modtagelsen. De ved ikke hvad de skal stille op med mig, ikke fordi jeg er et svært tilfælde, for det er jeg, så vidt jeg ved, ikke, jeg passer bare ikke i nogle af deres kasser. Jeg gør det for at holde op med at eksistere, om ikke andet, så blot for en stund. Jeg er blevet som en alkoholiker der drikker for at glemme sig selv. Jeg gør det for smerten, for ydmygelsen og for det ligegyldige mørke der i nogle timer omgiver mig, for det er hvad jeg fortjener. Jeg gør det for at ødelægge den krop, som jeg foragter. Jeg bliver ked af det når lægerne med et smil fortæller mig, at mit levertal igen er fint. Jeg ved, at det er en farlig leg der kan ende med at koste mig livet, men det skræmmer mig ikke. Jeg kan ikke sige, at jeg gør det for at dø, for jeg tror ikke længere på, at jeg kan finde ud af at dø, også der har jeg fejlet. De siger jeg gør det som et råb om hjælp, og det er ikke alle der gider lytte når jeg siger nej. Jeg forventer ikke at få nogen form for hjælp, og det er kun nu, mens kvalmen stadig har sit tag i mig, at jeg overhovedet kunne ønske mig det, om nogle dage vil jeg igen være forhærdet. Eller måske har de ret, måske er det bare mig der benægter det, fordi jeg ikke kan holde ud at tænke på mig selv som værende så ynkelig, jeg der ellers ikke lader en mulighed for at rise mig selv gå mig forbi. De siger, det hele vil gå over af sig selv når... men dette "når" ændre sig som tingene finder sted, men alt forbliver det samme. Nogle gange håber jeg, at tingene en dag vil ændre sig, men jeg er bange for at håbe. Håb kan mere end noget andet i verden knuse én. Jeg vil så gerne være fri, men jeg er fanget. Jeg ville ønske, at jeg kunne se min familie i øjnene, at jeg ikke behøves lyve for dem, men jeg er nød til at beskytte dem, min verden er for ond for dem. De ved ingenting, hvis de gjorde, ville de prøve at forstå, og det kunne ødelægge dem. Min mor har sit eget liv nu, et lykkeligt liv, hvor hun kan gøre alle de ting, vi ikke vidste hun havde lyst til, et nyt liv hvor der ikke er plads til en datter der er syg og ulykkelig. Jeg kender ikke længere min mor, eller rettere, jeg har nok aldrig kendt hende, men det er først nu, jeg har opdaget det. Min far derimod engagerer sig for meget. Hver gang jeg fortæller om nogle af de mere dystre detaljer fra mit liv, ligner han en hundehvalp der er blevet slået. Denne, min absolut mørkeste hemmelighed, er jeg nød til at skåne ham for. Og hvad så med min søster og min elskede farmor, dem tør jeg slet ikke tænke på.
   De har taget den faste vagt fra mig, for jeg opfører mig jo så pænt. Jeg er rædselsslagen, men jeg siger ikke noget, smiler bare.
   Damen ved siden af kom omkring frokost og hun snakker hele tiden. Hvis hun ikke taler i telefon, så taler hun med personalet eller med mig. Hendes stemme er høj og skinger og fylder hele rummet. Hendes sætninger bliver til reb der prøver at kvæle mig. Kan hun dog ikke holde mund i 5 minutter? Jeg bliver vanvittig. Hun falder i søvn. Først tror jeg, at jeg nu vil f ro, men så begynder hun at snorke. Aldrig har jeg hørt noget lignende. Langsomt begynder jeg at slå hovedet ind i mit sengegærde. 1, 2, 3, 4, 1, 2, 3, 4. det holder i det mindste noget af lyden væk, og jeg føler mig mere afslappet. 1, 2, 3, 4. Hun vågner og skælder mig ud fordi jeg larmer. Jeg har lyst til at skrige, dels af selvmedlidenhed, dels fordi jeg godt ved at jeg er andenrangspatient, og jeg derfor stiltiende bør finde mig i alt. Hvorfor skal jeg altid være så besværlig? Jeg prøver ydmygt at holde mig i baggrunden, men det går altid galt. Jeg går ud på toilettet og skærer mig med et ødelagt plasticbæger. Det bliver ikke dybt, men det gør ondt, da jeg gnidder det med hospitalssprit. Jeg bliver siddende derude til der kommer en sygeplejerske og leder efter mig. Da de spørger mig hvad jeg har gang i, tør jeg ikke svare. De må ikke vide hvor egoistisk jeg er, så hellere lade dem tro, at jeg bare er skør. Damen ved siden af taler stadig. Jeg krøller mig sammen i sengen med ryggen til damen og forsøger at lukke af for hendes snak, men jeg kan ikke.
   Jeg har fået fast vagt igen. Vi snakker og snakker om alt muligt, og han taler til mig som om jeg er et rigtigt menneske, ikke en dum tøs i en hospitalsseng med drop i armen. Jeg er bange for alt det der efterhånden ligger så uendelig langt væk i den virkelige verden. Når jeg en sjælden gang omgås folk fra verden udenfor systemet, morer jeg mig, men frygten er der hele tiden. Jeg er bange for, hvad jeg skal sige, for deres historier fra studiet, jeg er rædselsslagen for den uudtalte forståelse der findes imellem dem og som jeg ikke har del i. Man kan ikke se på mig, at jeg er bange, og hvis jeg prøver at fortælle det til nogen, bliver jeg altid mødt med et "jamen, du klarer det ellers så fint".
   Aftensygeplejersken hilser på mig? Har jeg set hende før? Det korte stålfarvede hår og de røde briller siger mig ikke umiddelbart noget. Jeg prøver at tænke tilbage på alle de sygeplejersker, jeg har talt med siden jeg ankom til akut modtagelsen, men deres ansigter har jeg glemt. I mit hoved smelter de sammen til en hvid tåge af smil og ligegyldige spørgsmål. Så genkender jeg hendes lugt. Det var hende der samlede mig op i nat, da alt blev sort. Jeg ved, hun er min skytsengel, og at jeg ikke længere behøves, at frygte natten. Jeg vil ikke have at hun går, men jeg ved godt, at hun har andre patienter der fortjener hende mere end jeg gør, så jeg tør ikke sige noget. Jeg har jo min faste vagt, så jeg ser sjældent sygeplejerskerne. Den røde snor hænger ubrugt ved siden af min seng. Selv hvis vagten ikke havde været der, ville jeg ikke have turdet trække i den. De har altid så travlt, og jeg er selv skyld i, at jeg er her, så jeg bør så vidt muligt klare mig selv.
    
   Jeg vågner sent ved, at der kommer en ny patient på stuen. Hun er gammel. Mit gæt er, at hun er konfus og dehydreret, muligvis på grund af en infektion, lungebetændelse, eller måske blærebetændelse. Jeg er egentlig ligeglad med hendes diagnose og med hende, men det får tiden til at gå. Da lægen lidt senere kommer for at tale med hende, kan jeg høre, at jeg havde ret. Lægen går igen. En sygeplejerske kommer, taler lidt med den gamle dame og går så igen. Jeg prøver for sjov at fange hendes blik, da hun går forbi min seng, men hun ser mig ikke. Jeg siger til min vagt, at jeg skal tisse, selvom det ikke passer. Dropmaskinen hyler, da jeg hiver stikket ud. Det ene af hjulene driller så jeg flere gange kommer til at køre stativet ind i væggen. Der er mange mennesker på gangen. Det første toilet er optaget så vi må længere ned af gangen. Der er malet ansigter på væggene på gangen. Jeg kan ikke lide dem, de ler hånligt af mig. Da jeg er tilbage i min seng underholder jeg min vagt med historier om litteratur, for at hun ikke skal tro at jeg er dum. Min nye nabo bliver forvirret over vores snak, så jeg holder mund. Hvis jeg dog bare havde en bog. Jeg er helt vågen nu. Minut efter minut betragter jeg sekundviseren køre i sin uendelige bane, og i min dybe kedsomhed lader jeg mig hypnotisere. Der er kun mig og viseren. Jeg plejer ellers at sige, at jeg aldrig keder mig, men det er vist ikke helt sandt. Jeg registrerer slet ikke sygeplejersken der kommer med frokosten. Først da hun rører ved min arm, vender jeg mig om. Jeg er ikke sulten.
   Jeg spørger sygeplejersken om jeg må få et bad. Hun virker irriteret, måske skulle jeg have ventet med at spørge, måske passer tidspunktet dårligt. Min dårlige samvittighed vokser som et grådigt lille dyr inde i maven på mig. Hvorfor skulle jeg også bede om det bad? Det er jo i virkeligheden ligegyldigt om jeg er ren eller ej. Det var jo kun på grund af min forfængelighed, men nu er det for sent at ombestemme sig, for sygeplejersken kommer tilbage for at koble mig fra dropmaskinen. Hun tager lidt for hårdt fat, det gør så ondt, at jeg får tårer i øjnene, men jeg siger ikke noget. Jeg vil være en nem patient, jeg er jo selv skyld i, at jeg er her, så det er da det mindste jeg kan gøre. Jeg ville give hvad som helst for, at en af sygeplejerskerne standsede op et øjeblik, smilede til mig, sagde noget, lige meget hvad, bare noget, men jeg er selv skyld i, at jeg er her, så jeg fortjener det ikke. Jeg får en ren pyjamas i en forkert størrelse, men jeg siger ikke noget.
   Den lille gamle dame ved siden af sover trygt, så hun bliver ikke forstyrret af, at jeg taler med min vagt. Han er flink. Han fortæller mig historier fra det virkelige liv, fra studiet, arbejdet, ture med vennerne, om problemerne ved at flytte sammen med kæresten. Jeg kan godt lide at høre ham fortælle. Jeg prøver at huske dengang, mit liv også handlede om studiet og veninderne, men det vil ikke rigtig lykkes, måske var det bare aldrig helt sådan. Jeg fortæller nogle af mine historier fra de forskellige steder jeg har været indlagt, er det virkelig mit liv?
   Dropmaskinen begynder at hyle helt forfærdeligt. Der bliver en farlig ballade. Min nabo vågner og bliver bange, fordi hun ikke ved hvor hun er. Sygeplejersker kommer for at hjælpe hende, andre for at hjælpe mig, og maskinen bliver bare ved med at hyle.
    
   Da jeg vågner, er klokken otte. Jeg kan mærke, at der er noget galt allerede før, jeg opdager at min vagt er væk. Sygeplejersken der kommer med min morgenmad siger, at det er fordi jeg skal have droppet ud klokken ti, at jeg da nok kan passe mig selv i et par timer. Jeg smiler, men indeni styrter alting sammen. Stuen er ikke længere et trygt sted. Rummet er så stort, her er så mange lyde. Damen ved siden af taler uforståeligt med sig selv. Jeg har kvalme, kan ikke trække vejret, og det gør ondt når mit hjerte slår. Jeg kryber ned under dynen, skriger lydløst ned i puden, græder lidt. Jeg giver mig selv en lussing. Så tag dig dog sammen, Fjols. Jeg må ud herfra, hospitalet er blevet et farligt sted.
   Da lægen kommer, kan jeg slet ikke koncentrere mig om, hvad hun siger. Jeg smiler bare alt for meget.

Udenfor er den første frost kommet. Jeg har hjemmesko på og ingen jakke.