Hun blev vækket af en lastbil der kørte forbi ude på gaden. Selvom vinduet stod åbent, virkede hendes værelse så forfærdelig indelukket. Hun kunne ikke få luft, hun måtte ud, men hun var så træt så træt. I en times tid lå hun bare sådan og kunne ikke helt finde ud af at vågne. Hun hørte sin mor gå ud på badeværelset og prøvede endnu engang at åbne øjnene. En lyserød tøjkat sad på skabet og stirrede hånligt ned på hende. Hendes mor stak hovedet ind af døren for at sige, at det vist var på tide at stå op, men hun blev liggende og stirrede tomt ind i væggen. Hendes mor troede på hende, da hun sagde, at hun var syg. Det var heller ikke helt forkert, hun havde i hvert fald kvalme, og hendes krop føltes så modbydelig tung. Det var ikke kun hendes værelse der virkede indelukket, resten af lejligheden var endnu værre. Hun åbnede alle vinduer og døre, men der blev ikke friskt, bare koldt. Hun stod midt i midt i stuen og stirrede tomt ud i luften. Hun stod der bare uden at røre sig. Det var så svært at trække vejret. Naboens gråstribede kat prøvede at komme ind, men hun smed den ud og lukkede vinduerne. Hun lå på sengen og stirrede ind i væggen. Alting var så langt væk. Hun kunne mærke tyngden af sin egen vægt der lå på sengen, men hun kunne ikke røre den. Hun rørte forsigtigt på væggen med fingerspidserne. Det hele var så langt væk, og hun var ligeglad. På øverste hylde stod alle glassene og æskerne med piller. Hun udvalgte den eneste hun kendte. Hun slugte dem to af gangen og skyllede dem ned med lunkent vand. Kvalmen var startet med det samme, og den stoppede ikke. Hvis de dog bare ville holde op med at tale så højt og ruske i hende. Et sted i nærheden sad den gråstribede kat og slikkede sine poter. De gråstribede katte føler hverken sorg eller glæde. De skelner ikke mellem godt og ondt. De går hvorhen de er behøvede, men hvis de bliver afvist, så går de igen.