Jeg har fået plads til alle mine ting i en almindelig rygsæk, og det er jeg glad for da jeg ser hvor mange mennesker der skal med toget. Det er hovedsageligt studerende, men der er også enkelte børnefamillier med deres skrigende unger. Jeg fortryder at jeg ikke bestilte plads i en stillekupe. Her er så meget larm. Jeg har lyst til at stikke fingrende i ørene og lukke af for omverdenen, men jeg er bange for hvad folk vil tænke. "Gør aldrig noget der kan blive opfattet som decideret mærkeligt", ligegyldigt hvor stort behovet er, så må jeg ikke, så hellere have det af pommeren til. Det er en af de mange regler jeg har for mig selv. En knægt på en 15-16 år står med nogle kæmpe høretelefoner og hører musik. Jeg misunder ham. Han må være helt afskåret fra denne kaotiske verden af støj.
   Toget kører ind på perronen, men der er noget galt, numrende over dørene mangler. Jeg mærker panikken brede sig i kroppen. Mit åndedræt bliver besværet, mine negle borer sig ind i min håndflade og jeg kan ikke tænke klart. Andre er også forvirrede, men de virker til at tage det ganske roligt, er det virkelig kun mig der har lyst til at sætte mig ned og tude? Er det kun mig der føler at noget forfærdeligt vil ske hvis jeg går ind i den forkerte vogn? Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og være lige så cool som alle andre. En midaldrende dame spørger en konduktør om vogn 21, det er også min vogn. Jeg følger efter hende, men det er med bankende hjerte, for jeg er stadig ikke overbevist om, at det er den rigtige vogn. Jeg finder det der forhåbentlig er min plads. Den er godt nok reserveret fra Århus til Odense, men jeg er stadig ikke helt sikker. Der sidder en ung mand på pladsen, og jeg er nervøs da jeg undskyldende beder om at få min plads. Jeg føler mig som en sur gammel kone. Det er så dumt og egoistisk når nu der er andre ledige pladser, men jeg er nød til at have min egen plads, for ellers tør jeg ikke at slappe af, tænk hvor flovt det ville være hvis nogen var nød til at bede mig flytte mig, jeg ville ikke kunne holde det ud.
   Jeg smider jakken og tager en af mine gamle universitetsbøger op af tasken og begynder at læse. Det er en historisk gennemgang af humanioras historie, og er langt mere interessant, end jeg syntes da jeg var nød til at læse den før min eksamen. Jeg læser om retorikken, semiotikken og hermeneutikken og jeg føler mig meget klog. Jeg lægger den fra mig for at købe en plade chokolade fra servicevognen. Fyren på den anden side af bordet kommer med nogle hånlige bemærkninger om humaniora. Chokoladen føles med et alt for sød og klam, men jeg spiser hurtigt det hele for at undgå at svare.Jeg ser ned i bogen og lader som om jeg læser, men jeg kan ikke. Jeg har lyst til at tude. Jeg ved ikke om jeg er vred eller ked af det. Jeg føler, at det er mig som person han kritiserer. Jeg elsker naturvidenskab og læser gerne om det, men mit livssyn er hummanistisk. Jeg er lige så nysgerrig omkring livet, universet og alt det der som han er. Nej, jeg kan ikke skrive en formel op på tavlen og bevise mine påstande. Jeg er nødt til at observere og komme med teorier der kan overbevise på anden vis. Jeg studerer mennesket og så kan man ikke være objektiv, og hvad så, hvorfor er det egentlig naturvidenskab der skal diktere, hvad der er rigtig videnskab. Hvad med dig selv? Jeg kan se på dine papire, at du læser matematik. En ingeniør ville nok sige, at du bare er en forlængelse af hans lommeregner, og at det meste af det du laver er unyttigt. Og matematik, hvad er det i grunden, er det overhovedet rigtig naturvidenskab? Det kunne vel lige så godt høre ind under filosofien eller semiotikken? Jeg kunne sikkert få lige så meget ud af de græske bogstaver som dig [...] Ha, jeg sidder og jorder dig, og du ved det ikke en gang. Jeg koncentrerer mig for ikke at begynde at smile. Det ville se dumt ud
   Hvordan kan man forvente af mig, at jeg får venner, når de mennesker jeg møder er idioter?
   Hvorfor skulle han overhovedet indlede diskussionen? Vel fordi jeg er blevet for hovmodig og trænger til at blive sat på plads. Jeg er et fjols. En af grundende til at jeg overhovedet læser den bog er for at virke klog. Hvor idiotisk. Hans hånlige ord var en velfortjent straf. Dum, dum, dum. Jeg prøver at holde uroen i mig. Der går 1 min, der går 5, hvor jeg dog hader dette her.

Efterlad ikke bagage og andre personlige egendele uden opsyn! Som om man har noget valg, når man rejser alene fra Århus til Odense, jeg tager i hvert fald ikke nogen af mine tasker med ud på toilettet. Der er selvfølgelig kø. Der er alt for mange mennesker i den lille gang, og min hud stikker og prikker under den tykke sweater, og mit hår hænger som en død orm ned ad ryggen på mig. Jeg føler mig med et fuldstændig usynlig og påfaldende forkert på en og samme tid. Pigerne omkring mig virker så perfekte med deres diskret farvede hår og deres skinnende øjne. Jeg kan mærke min krop på en varm og oppustet måde, og jeg væmmes ved mig selv. Hvorfor spiste jeg dog den chokolade, idiot.
   Lidt længere henne står nogle af de dunkle eksistenser. To sorthårede piger med nylonekstentions og piercinger. Deres tøj er overlæsset med sorte blonder og stropper. Jeg har lyst til, at de ser på mig. Jeg har lyst til at fortælle, at jeg en gang var som dem, dengang før jeg mistede overskudet til at skille mig ud, Jeg savner det. Jeg savner det at høre til, hvilket ikke er helt rigtigt, for også blandt dem, følte jeg mig forkert. Jeg var hverken elegant eller grov, jeg var bare mig, klodset og genert.
   Det bliver min tur tur til toilettet, og jeg går ind. Gulvet er vådt og tilfældigt dekoreret med toiletpapir.
   Jeg ser vredt på mig selv i spejlet. Hvorfor kan jeg aldrig gøre noget rigtigt? Hvorfor skal alting være så forkert? Jeg slår mig selv fire gange på hver kind i hurtig rækkefølge. Slagende falder hårdt, og jeg er rød i ansigtet, men farven vil fortage sig om lidt. Jeg sætter mig på brættet selvom man siger at man ikke må, man kan jo blive smittet, men hverken hepetitis eller bændelorm virker skræmmende på mig, det kunne egentlig være lidt rart at være rigtig syg til en forandring. Jeg tjekker mellemrummet mellem min mave og bukselindingen i spejlet. Min talje kan måske godt konkurere med de små nipsgenstande ude på gangen. Jeg overvejer at tage min sweater af, så de kan se, at jeg også kan, men jeg ved, at de alligevel ikke vil se mig og opgiver. Desuden kommer jeg igen i tanke om den chokolade jeg lige har spist. Man kan ikke se tynd ud når man er klam nok til at spise en hel plade chokolade på ingen tid, det må være noget jeg bilder mig ind. En anorektiker ser sig i spejlet og tror at hun er fed. Jeg ser mig i spejlet og tror, at jeg er tynd, nej ikke tynd, bare slank, men som sagt, det er kun indbildning.

Jeg har ikke lyst til at tage min bog frem igen, så jeg sidder og stirrer tomt ud af vinduet. Vi nærmer os Vejle, og jeg ved at udsigten over fjorden burde være smuk, men den siger mig ikke noget. Jeg lægger mærke til at der er parkeret 5 røde biler på række. Det er bare lidt for mærkeligt, jeg får helt lyst til at grine, men jeg lader være. "Man skal ikke grine når almindelige mennesker ikke ville kunne forstå hvorfor", endnu en regel. Jeg kan se en slank og veltrænet men midaldrende mand der løber. Hans skridt er lange og yndefulde som hos en dressurhest, men løbedragten og den neonfarvede vest får ham til at se latterlig ud. Motion skulle hjælpe mod depression, siger de kloge hoveder. Det kommer vel sandelig an på ens forhold til motion. Jeg ville ønske at jeg kunne løbe som manden langs Vejle Fjord, let og fri, men når jeg prøver, føler jeg mig tung og akavet, mit åndedræt bliver tungt og besværet og og jeg føler alle mine fiktive deller hoppe op og ned. Jeg kan ikke lide at kunne mærke min krop, jeg kan ikke lide at høre mit eget åndedræt, og jeg hader at mærke mit hjerte slå, det minder mig om at jeg er i live. Jeg elsker til gengæld at gå. Nogle gange slendrer jeg hen ad vejen, andre gange storker jeg afsted med med rockmusikken blæsende ind i ørene. Muligvis tror folk, at jeg forsøger at forbrænde den mad jeg spiser, men det har intet med det at gøre. Jeg er på flugt. Hvis jeg ikke holder mig i bevægelse, bliver jeg indhentet af tankerne og følelserne. Hvis de indhenter mig bliver jeg bange og hvis det går helt galt skal jeg beroliges med medicin.
   Vandet i Vejle Fjord er lige så kedeligt som det ved Århus, flat og tamt. Vand skal være vildt og farligt "og Guds storm jog henover de monstrøse vande". Det er alt for længe siden jeg har set et rigtigt hav.

Jeg mærker min mobil vibrere. Det er en standard besked fra teleselskabet, men jeg lader som om jeg fører en længerer og meget interessant samtale med en ven. Det hele er der, ansigtets udtrykkende, fingrenes dans på tastaturet og ventetiderne, det er lige ved at jeg ved hvad vi snakker om, det eneste der mangler er en ven. Jeg bliver nok ved i omkring 5 minutter. Jeg har venner, jeg tør bare ikke skrive til dem, for hvad nu hvis de finder mig påtrængende? Mit liv er for kedeligt til, at jeg vil trække dem med ind i det, og hvad nu hvis vi ender med at blive tæt knyttet? Hvad så med alle mine hemmeligheder?
   Jeg læner mig træt tilbage og ser på menneskene omkring mig. Menneske! Human! Mench! Andros! Adam! Jeg har læst så meget om dem, men når det kommer til stykket forstår jeg dem ikke, de er blot papfigurer i det teaterstykke jeg kalder mit liv. Hvis manden i den sorte trøje slår ham i den hvide, vil jeg få et chok fordi det kom uventet, men jeg vil ikke føle noget. Jeg vil spørge om han er okay, ikke fordi det interesserer mig, men fordi det forventes af mig, de kan jo ikke se at jeg ikke er et rigtigt menneske. Enkelte mennesker er kommet til at betyde så meget for mig, at jeg interesserer mig for hvordan det går dem, men jeg kan ikke forstå, at de har et liv når jeg ikke er til stede, jeg ved det kun fordi de fortæller mig om det, men det virker ikke virkeligt. Disse mennesker, som jeg end ikke kender navnene på, betyder så uendeligt lidt for mig, men deres holdning til mig betyder alt. Hvordan kan det ske? Jeg forstår det ikke. Andres accept betyder mere for mig end selve livet.
   For jeg ved ikke hvilken gang, lader jeg hændene glide ned over mine ribben, de er der endnu og kan enddog mærkes gennem ulden. I gymnasiet lærte jeg at være spiseforstyrret. Det sociale spil var så svært, og i bøgerne stod der at det var i orden at melde fra hvis man var anorektisk. Asociale anorektikere var socialt acceptable, asociale særlinge var ikke. Det lykkedes mig dog aldrig at blive undervægtig, men hvor jeg dog hadede gymnasiet.
   Hvad føler de, alle disse mennesker? Hader de sig selv lige så meget som jeg gør? Hvordan føles det mon at ønske at overleve alt det her?

I Fredericia bliver passagere uden pladsbillet bedt om at gå op i de vogne der lige er blevet koblet på toget. Selvom der står mange mennesker i midtergangen, er det kun nogle få der går ud. Det er det samme hver gang, og jeg forstår det ikke. Hvordan kan man ignorere en direkte anmodning? Jeg bliver vred. Hvorfor kan de ikke bare tage deres ting og gå? Jeg har min plads, så hvorfor interesserer jeg mig overhovedet for det, jeg har ikke noget med dem at gøre. Alligevel hader jeg det. Jeg hader, at de ikke bare gør hvad de bliver bedt om. Jeg hader, at de står og fylder. Jeg hader deres larm. Sådan må jeg ikke tænke. Jeg har ikke ret til at tænke sådan om folk. Jeg er bare så fandens egoistisk. Folk tror at jeg er en pæn pige, jeg ville ønske, at jeg var en pæn pige, men det er jeg ikke. Jeg prøver at råde bod på min egoisme ved at skade mig selv. Jeg vil have at folk kan se, at jeg godt ved, at jeg ikke er noget værd. Jeg skærer mig fordi jeg er egoistisk, og jeg er egoistisk fordi jeg skærer mig og ikke tænker på at det sårer og skræmmer folk omkring mig. Jeg ville ønske at jeg bare kunne forsvinde sammen med al erindring om, at jeg nogensinde har været her.

Jeg rejser mig længe før vi når ind til Odense, lige efter bissonerne. Det gør jeg altid, jeg ved ikke hvorfor, jeg kan bare ikke blive siddende. Jeg længes væk fra dette tog og alle disse mennesker. Jeg længes efter stilhed. Jeg vil hellere stå og svede i midtergangen end jeg vil stå i kø for at komme ud. Der sidder nogle teenagere på trappen. De er glade og slås for sjov, den ene af dem har to forskellige snørrebånd i sine sko. Langsomt begynder andre passagere at slutte sig til mig, og jeg bliver presset ud, hvor jeg ikke har noget at holde fast i. Jeg ber til, at jeg ikke vil vælte, det ville være for anmasende. Vi kører ind på Odense Banegård, og jeg er desperat efter at komme ud. Her er så mange mennesker, og vi står så tæt, at jeg føler, at jeg skal besvime. Ud, ud, ud.. Jeg bliver mere og mere panisk, mens jeg venter på at dørene kan åbnes, men ud ad til virker jeg helt rolig. Et par tåbelige teenagepiger står bag mig og taler i et toneleje der gør ondt i ørene på mig. Lige nu hader jeg hele verden. Dørene går op, og den første mundfuld frisk ilt får det til at snurre i mit hovede. En politiker, fra et parti jeg ikke stemmer på, synes ikke, at han kan vente på at vi kommer ud og møver sig ind imellem os. I forsøget får han næsten slået min taske ud af hånden på mig. Jeg ser vredt efter ham.