Enhver lille pige venter på, at prinsen på den hvide hest skal komme og hjælpe hende til Eventyrland. Hun sidder hjemme på forældrenes slot i sin lyserøde kjole og en guldkrone på hovedet. Som årene går, vokser enhver lille pige, og en dag kan hun ikke længere passe kjolen, kronen og drømmene, og de bliver gemt væk i en kasse i kælderen. Prinsen på den vide hest findes kun i eventyret, og enhver lille pige, der er blevet stor, må lære at hjælpe sig selv. Da den pjuskede lille pige skulle have sin prinsessekjole af, sad hun fast og for vild. Da hun endelig slap fri, var hun forvirret og vidste ikke hvor hun var, eller hvor hun skulle hen, så hun satte sig under et træ for at vente på Godot. Han skulle nok komme, om ikke i dag, så i hvert fald i morgen. Dagene gik, og mange kom forbi for at hjælpe den pjuskede pige, men Godot kom ikke. "Hvis Godot ikke kommer i morgen, så tager jeg livet af mig," sagde den pjuskede pige en dag, og så blev folk bang og bragte hende på hospitalet. "Dette her går ikke," sagde lægerne og gav hende piller. "Dette her går ikke," sagde sygeplejerskerne og forbandt hendes blodige håndled. "Du er ung, du skal have noget ud af livet," sagde de alle sammen, men hvordan skulle hun kunne det? Godot var jo stadig ikke var kommet, og hvordan skulle hun så vide hvor hun skulle gå hen, hvad hun skulle gøre og hvordan? En dag stod den pjuskede pige atter under det træ, hvor det hele var begyndt. Selvom det var sommer, var træet stadig sort, koldt og nøgent. Den pjuskede pige kravlede op i træet og bandt en løkke fast i en gren. Grenen var rådden og holdt ikke til hendes vægt. Da den pjuskede pige sad på jorden med en bule i nakken, forstod hun, at Godot ikke fandtes og derfor aldrig ville komme.