Jeg var blevet sagt op på min arbejdsplads. "Besparelser", som de sagde.
På det tidspunkt var jeg 56 år gammel, og sad nu med en fornemmelse af håbløshed og angst. I erkendelsen af, at det ikke bliver lettere at lære med alderen.
Ville jeg få et job igen og kunne jeg omstille mig til det nye?
Så havde jeg en drøm.
Jeg stod på en smal afsats op af en bjergvæg, og så ned i en dyb afgrund, omkranset af høje nøgne bjerge. Der var så langt ned til bunden af kløften, at jeg knap kunne ane den. Det var et frygteligt uvejr. Det stormede voldsomt og lynene, der oplyste himlen over mit hoved, blev efterfulgt af høje tordenskrald. Regnen styrtede ned.
Tøjet klæbede sig til min krop og jeg frøs.
Jeg stod med ryggen presset op mod bjergvæggen, da et anfald af svimmelhed overfaldt mig. Jeg lukkede øjnene et kort sekund og bad til, at én eller anden ville holde hånden over mig. Så begyndte jeg at græde. Vildt og voldsomt. Jeg skreg min angst og smerte ud i tomrummet, og det kom tilbage som et uhyggeligt ekko. Så åbnede jeg langsomt øjnene igen og så skrækslagent ned på afsatsen, hvor jeg stod. Håbede vel, at den var bredere, end jeg huskede den. Min skuffelse var ubeskrivelig da jeg så, at den stadig kun var ca. 30 cm. bred. Regnen strømmede som små floder i de mange ujævnheder under min fødder. Der lå efterhånden et tyndt lag mudder, som gjorde underlaget meget glat. Jeg famlede bag min ryg for at finde et lille hul eller fremspring, jeg kunne klamre mig til.
Der var intet....
Tankerne hvirvlede rundt i mit hoved.
Skulle jeg virkelig dø nu? Havde livet ikke mere til mig?
Jeg var panisk angst, men der var ingen vej tilbage. Det vidste jeg.
Jeg blev nødt til at springe ud i intetheden.... Bare få det overstået.
Jeg ved ikke hvor lang tid der gik. Jeg rystede af kulde og stormen rev og sled i mit tøj og var ved at rive mig ned i dybet.
Jeg prøvede at overtale mig selv til at springe. Hvorfor trække pinen i langdrag? Der var ingen andre muligheder.
Efter et stykke tid tog jeg mod til mig. Tog en dyb indånding .... og sprang.
Jeg faldt i en rasende fart, bare faldt og faldt.
Pludselig så jeg, at der kom et stort, hvidt klæde dalende ned til mig fra himlen. Jeg greb fat i det med begge hænder og klamrede mig til det. Mine forfrosne fingre havde svært ved at holde fast.
Det lykkedes mirakuløst.
"Klædet" havde samme virkning som en faldskærm og tog farten af mit spring. Stille dalede jeg nu ned mod dybet, langt under mig. Min angst var helt forsvundet.
Ned og ned, svævede jeg.
Jeg kunne nu se, at jeg ville lande på en grøn plæne i en lysning i en skov.
Ganske rigtigt landede jeg blødt kort tid efter.
Vandet drev fra mit tøj og mit hår.
Jeg så mig fortumlet omkring. Det var det smukkeste sted, jeg nogensinde havde set. Græsset var fløjlsblødt og et væld af blomster stod mellem træer og buske og lyste i et sandt farveflor. Luften var fuld af blomsternes duft og fuglenes sang, ellers var der helt stille. Ikke et menneske var at se.
Jeg så at solen skinnede fra en fantastisk blå himmel og den varmede min forfrosne krop.
Mit blik gled opad. Op til afsatsen, meget højt oppe, hvor jeg kom fra. De mørke skyer tog nu hastigt flugten om bag bjergets top. Jeg gyste.
Pludselig fik jeg øje på en lille skikkelse, der stod helt stille midt i dette vidunderlige sted, som lignede paradis, som jeg forestiller mig det.
Det var et barn. En lille pige med masser af lyse krøller. Hun havde en lysegul kjole på og bare tæer. Hun stod og fulgte mig med øjnene, da jeg gik over mod hende.
Så sagde hun. "Hvorfor kommer du først nu? Jeg har ventet på dig."
Så rakte hun de små buttede arme i vejret, og jeg løftede hende op. Så smilede hun til mig, og jeg så ind i de mest fantastiske blå øjne, der var indrammet af lange, mørke øjenvipper. En lille tåre glimtede på hendes kind.
Så lagde hun sine arme om min hals og jeg kyssede hendes lille røde kind og hviskede "Hvad hedder du og hvor kommer du fra?"
Hun svarede ikke, men knugede sig ind til mig.
Jeg vidste det bare. Vidste hvad hendes navn skulle være. "STORM"... hviskede jeg i hendes øre. "Jeg vil kalde dig STORM."
Jeg vidste instinktivt, at vi to aldrig skulle skilles.
Sammen gik vi ud i solskinnet.
* * *
Så vågnede jeg. Lå med lukkede øjne og genoplevede drømmen. Jeg havde ikke lyst til at vågne. Ville gerne være der lidt endnu. Så for mit indre øje det vidunderlige fredfyldte sted. Hvor var den lille pige mon? Jeg følte mig så lykkelig og lettet.
Jeg vidste, at noget uforklarligt var sket. Jeg havde fået et varsel. Et godt varsel om, at jeg roligt kunne springe ud i det uvisse ... Det ville gå godt. Jeg skulle ikke være bange.
Så gik det op for mig at Storm var symbolet på en ny og hidtil ukendt side af mig selv, som jeg skulle til at lære at kende, for bedre at kunne takle de fremtidige krav og forventninger.
Varslet talte sandt
Jeg skulle til jobsamtale kort tid efter og var fuld af selvtillid, da jeg mødte chefens sekretær, der skulle tale med mig.
Allerede da jeg gik op af trappen i det flotte, nye hus, havde jeg en stærk fornemmelse af, at her skulle jeg arbejde.
Ganske rigtigt.
"Det er dig, vi skal have" sagde kvinden og smilede, da jeg var til samtale nr.2.
"Jeg vidste det med det samme, da jeg så dig. Det er ellers ikke ansøgere vi mangler" tilføjede hun. "Der er over 100."
Jeg smilede og følte en uendelig styrke og tro på mig selv........ Jeg vidste det jo. Takket være varslet.
"56 år og 9 års skolegang og her sidder du" tænkte jeg. "Hvis du ikke havde fået varslet, havde du ikke troet på det her og derfor havde du heller ikke fået jobbet.
Kort tid efter var jeg receptionist i et stort rederi.
Det viste sig snart at være et sandt drømmejob. Som en ekstra bonus kunne jeg nyde udsigten over Københavns havn fra mit skrivebord.
Jeg er glad og taknemmelig for, at Storm og jeg mødte hinanden.
Vi er uadskillelige.
Hvor kommer varsler fra?