Pigerne havde alle sammen båret poserne med tørklæder ud af bilen, og havde tømt dem ud på tæppet i græsset. Det var sommer, og solen skinnede klart fra den smukkeste himmel, med de sødeste, vattåt-agtige skyer. Christian smilede, trak vejret i et par dybe drag, og sukkede velbehageligt:
   -Ak, ja. Sådan måtte det for min skyld gerne være hele året. ...Nå! Skal vi se at komme i gang, de damer?
   Michelle, der sad lidt fra ham, på tæppet, slog solbrilleglassene fra sine læsebriller, og så op på ham.
   - Ja, hvorfor ikke? sagde hun så, og langede hånden ned i bunken med tørklæder, fandt et, og holdt det triumferende op foran ham.
   - Se, hvad jeg fandt! sagde hun med næsten barnlig stolthed i stemmen. De andre så.
   - Øv! udbrød Katrine, - Du fik det med hjerterne på. Hvad så med os andre?
   - Du finder sikkert det med køer på, smilede Christian faderligt og tog sig et sug af sin cigaret.
   - Hvad så med os? råbte Julia og Penny forurettet.
   - Skal vi så tage til takke med de grimme eller de kedelige? fortsatte Julia alene.
   - Ja..., indskød Michelle, - Det ene skal jo passe til det andet!
   Hun lo højt, da Julia og Penny kastede sig over hende.
   - Nåh! råbte Penny, - Det skal hævnes.
   - Ja, det skal du få betalt, din lille, forkælede gine-substitut! Din... din... statist!

Alt imens de tre kæmpede, havde Katrine fundet tørklædet med køer på, og havde bundet det om halsen. Nu tog hun et andet, og stoppede i munden. Hun sad stille for sig selv, og tænkte grundigt over, hvilke farver, der ville passe sammen, og – især – hvilke type tørklæde, der ville glæde brugerne af deres hjemmeside. www.cutiebound.dk hed siden, og indeholdt – som der stod på den første side, man klikkede sig ind på: "Mere end 5000 billeder af søde piger, i bondage, med tørklæder, reb, håndjern og meget mere. Kneblede, men ikke nøgne!". Det var Christian, der havde startet siden, der i det første år kun havde indeholdt delvist selvbiografiske historier, indtil han over en datingside havde mødt Katrine, og var faldet for hende med et brag. Så snart de havde fået den gensidige beundring på det rene, var det meget naturligt, at Katrine blev hans allerførste model. Da billederne af hende blev populære på rekordtid, fik han råd til at ansætte sin første professionelle model – og det blev Penny. Hun var køn, høj, sorthåret, midt i tyverne, og – allerbedst – helt uden krukkeri af nogen art. Og så havde hun tilmed en måde at se bedende ind i kameraet på, som gjorde hende populær blandt det, efterhånden, stigende antal brugere. Dernæst stødte hendes veninde Julia til, med lige så stor succes, og til sidst Michelle, som den yngste på kun sytten år. Med sine store, brune øjne, lyse sind og søde smil fik hun også trukket et par unge på omkring sin egen alder med ind i kundekredsen. Alt i alt havde de det godt sammen, på "holdet", som de kaldte sig. Pjattede, grinede og snakkede meget, selvom der naturligvis også var nogle få dage, der var mere rutineprægede end andre...

Katrines tanker blev afbrudt af et hyl ovre fra Michelle. Julia og Penny havde bundet hendes hænder sammen på ryggen, og var begyndt at kilde hende. Katrine rystede medlidende på hovedet, og bandt et blåt tørklæde, med små hvide prikker på, omkring munden, og smækkede hver en ring af et par håndjern om sine håndled. Christian begyndte at fotografere hende fra alle vinkler, medens han mumlede:
   - Godt, skat! og - Du er bare helt fantastisk i dag! sådan som han plejede at sige, når han fotograferede. Han påstod, at det lige gav det ekstra, der skabte den rette stemning til hendes billeder, og hun måtte modstræbende give ham ret.

Michelle kæmpede som en rasende med at få overbevist Julia og Penny om, at hun var den bedste model af dem alle.
   - Hvem er det måske der får julekort, hvert år, fra en fan i Tyskland, hva?
   - Nårh, ja., sagde Penny drillende, - En enlig tosse er der jo altid nogen af. Næ, du. Sid du ikke der, og tro, at du har talent, bare fordi du tilfældigvis er udstyret med et par brune øjne, og en hud, der matcher dem!
   - Jeg er vidunderlig! Kys min fod, kys min fod, kys min fod! grinede Michelle.
   Men nu blev det Penny for meget. Hun fandt et stort tørklæde af silke i bunken, og sagde:
   - Sig undskyld, Michelle. Sig undskyld. Ellers så svarer jeg ikke for følgerne!
   - Nej! grinede Michelle, og skævede til tørklædet, som Penny holdt faretruende nær hendes mund, - Nej, nej, nej! Jeg er vidun... mmm... mmm... mmm...
   - Det klæder hende nu at gå med tørklæde. smilede Penny, da hun beundrede sit værk. Silketørklædet var blevet bundet solidt om Michelles mund. Og skønt hun spruttede og grinede, var det hende umuligt at få et forståeligt ord ud gennem det.
   - Hjerterne! huskede Julia Penny på.
   - Ja... Du kan jo binde det om halsen på hende! foreslog Penny, og ragede et par tørklæder til side, til at binde sig selv med...

- Mmm... mmm... mmm...! fnes Michelle, da Julia bandt tørklædet med hjerterne om hendes hals.
   Så satte Julia sig i græsset og gik i gang med at kneble sig selv...

Lad os se det i øjnene: Michelle var glad for at snakke, så da hun havde siddet og mumlet lidt for sig selv, og tænkt dybe tanker i en fem minutters tid - som, f.eks., over, hvorfor græsset var grønt og ikke, f.eks., blåt. Det ville da være en mere opsigtsvækkende farve til en græsplæne, ikke? mente hun, så lyste hendes ansigt helt op, da Christian endelig var færdig med at fotografere de andre, og kom hen til hende.

- Nå, 'Elle! smilede Christian, - Så er det vidst din tur!
   Michelle udstødte et højt, uforståeligt brøl. Hun hadede at blive kaldt "Elle". Det lød så gammelt, syntes hun, og Christian vidste det. Ellers havde han heller ikke sagt det. Så bøjede han sig, og gav hende et lille, venligt klap på hovedet, før han satte kameraet for øjet, og "skød"... de bedste billeder han til dato havde taget. Ja, det sagde han også hver gang.

Da de sidste billeder var taget, løste Christian Michelles hænder. Resten ville hun klare selv.
   - Tror du han bliver glad for dem? spurgte hun forhåbningsfuldt, da hun havde fået fjernet kneblen.
   - Han? Hvem? Glad for hvad? spurgte Christian lidt forvirret, fordi han havde travlt med at få pakket kameraet sammen igen.
   - Ja. Matthias. Ham min fan. Tror du, han vil synes om de nye billeder? Tror du, stadig, han synes, jeg er pæn nok?
   - Selvfølgelig! smilede Christian, der havde set en begyndende usikkerhed i Michelles ellers altid så glade øjne, - Hvorfor skulle han dog ikke det?
   - Jo... Jo, men... Jeg er jo ikke så erfaren som de andre.
   - Det kommer! forsikrede Christian, - Pas du hellere på, at du ikke bliver for professionel. Det kan godt være farligt. Det folk kan li' ve' dig er jo din personlige udstråling!
   - Men, jeg er jo heller ikke nær så pæn som jer andre... hviskede Michelle lavt.
   - Sikke noget sludder! kom det prompte fra Penny, der havde hørt, hvad hun sagde, - Tag dig ikke af det, vi sagde før. Det var bare for sjov. Vi mente jo ikke noget med det, vel?
   - Nej., supplerede Julia, - Selvfølgelig ikke! Hvem af os tre... øh, fire, hvis vi tæller Christian med... Fem, med Katrine... er det måske, der har en fan i Tyskland, hva? Du er smuk, og du er god nok. Hører du efter?
   Michelle nikkede.
   - Men..., brast det ud af hende, - I dag sagde Martin, i min gymnasieklasse, at jeg lignede en ko!
   - Sikke et fjols., røg det ærligt ud af Christian, - Du er da en dejlig pige, 'Elle. Det kan selv jeg sgu da se!
   Michelle reagerede ikke engang på at høre sit kælenavn. Hun så bare på Christian med tårefyldte øjne.
   - Ved du hvad, Michelle., sagde Penny så, - Nu kører vi hjem, og så lægger du en hilsen i gæstebogen på ham Matthias' hjemmeside... Ja, han har da stadig den side, ikke? Hvad er det, den hedder?
   - "I Love Michelle" hedder den. snøftede Michelle, men lyste så lidt op:
   - Det er da et godt navn til en hjemmeside, ikke?
   - Jo, mægtigt! nikkede Julia.
   - ...Og så skal du få at se, hvem der' en ko. Ham Martin der har da aldrig haft sin egen fan. Og jeg er sikker på, at du ikke kun glæder dig selv, men også Matthias, ved at skrive i den – gæstebogen!
   - Ja., sagde Michelle, og lyste igen helt op, - For i hans øjne er jeg nemlig god altid, ikke?
   - Nemlig! sagde Julia og Penny i kor.
   Katrine kom over til de andre og sagde:
   - Nå? Skal vi så køre hjem? Michelle! Lægger du det tørklæde med hjerterne ned til de andre?
   - Årh... Måtte jeg ikke låne det lidt. Bare til at have på i bilen på hjemturen. Det er så fint...
   - Hvad er det vi plejer at have som regel: Du må tage alt med hjem, Michelle...
   - ...Bare du selv køber noget andet, der kan bruges til samme formål! fuldendte Michelle selv sætningen, - Tusind tak, Katrine. Du er så sød!
   - Og hvad så med mig? spurgte Julia indigneret, - Jeg har både drillet dig og alt muligt!
   Og alle brød sammen i grin.

Et par timer senere klædte Michelle sig af, på sit værelse, for at gå i seng. Til sidst bandt hun tørklædet om halsen på sin gamle yndlingsbamse, der sad på en stol, i et hjørne af værelset, så sig i spejlet, der hang overfor hendes seng, og sagde hen for sig:
   - Du nåede det hele – og du er god nok!
   Så lukkede hun øjnene, og tænkte på den mail, Matthias havde sendt, efter hendes indlæg i hans gæstebog. Han var blevet lykkelig, ingen tvivl om det. Til sidst var hendes øjenlåg alt for tunge, til at hun kunne kæmpe imod, og med et smil om munden faldt hun i søvn...