Bryllupssangen
   Bladene faldt af træerne uden for Cutiebound-studiet. Christian sad og så ud på det hele. Og grublede, tænkte, overvejede. Hans hoved var fyldt med tanker. Sagen var nemlig den, at det senere på ugen var hans og Katrines bryllupsdag. Christian ville give sin elskede en gave. En god én, og samtidig ville han gerne prøve at give udtryk for noget af det, han følte, pressede sig på af komplimenter til hende. Alle dem, han ikke nåede at give til hverdag. Skulle han male et billede, holde en tale eller skrive et digt? Han vidste det ikke rigtig. Hvad ville fungere bedst? Han faldt igen hen i dybe tanker.

- Hej. Hvad laver du? spurgte Penny glad, da hun lidt efter kom hen til ham.
   - Joh. Jeg..., begyndte Christian, - Penny! Ka' du holde på en hem'lighed?
   - Nej, selvfølgelig ikke. Nej, jeg driller. Selvfølgelig kan jeg det. Er det noget farligt?
   - Nej... Men det er noget VIGTIGT.
   Penny så på ham med spænding i blikket.
   - Hvad er det da? hviskede hun så.
   - Det er Katrines gave. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gi' hende. Ser du. Om tre dage er det nemlig vores bryllupsdag, og jeg synes hun skal ha' noget særligt. Hun ER jo, trods alt, det bedste, der er sket i mit liv!
   - Nååårh, hvor sødt.
   Penny smilede:
   - Hvad med at købe et smykke til hende?
   - Jo, det er en god idé. Men jeg synes OGSÅ der skal være noget personligt med...
   - Skriv en sang., foreslog Penny, - En bryllupsdagssang.
   - Hm... Jamen, jeg kan jo ikke synge.
   - Vi andre kan bakke dig op!
   - Jeg er ikke så god til sådan noget med... Altså... At skrive sange er ikke lige det, jeg gør mest.
   - Hvis jeg nu hjælper dig?
   - Ja, det er selvfølgelig sødt af dig.
   - Jamen, jeg ER bare sød! slog Penny fast, - Og så er der jo også den fordel at jeg både sang i, og skrev sange til, et band da jeg gik på daghøjskole.
   - Gjorde du? Det har du da aldrig fortalt!
   - Næh, men det er jo bare noget med, hvilke emner samtaler drejer ind på, ikke? Nå. Lad os prøve. Har du en idé til en melodi?
   - Tjo... Da Katrine var barn spillede hendes forældre altid den dér "Fandens Oldemor". Det har hun så tit sagt, så det ville da være sjovt, hvis det blev den.
   - Udmærket... Vi...
   ...og SÅ gik de i gang. Inden der var gået en halv time, lå der en fin lille sang på bordet foran dem. De betragtede den med stolt ærefrygt. Så tog Christian den varsomt op – som var den et lille dyr, han for alt i Verden ikke ville gøre ondt – Penny stillede sig tæt på ham, og de læste den hviskende sammen:

Denne dejlige kvinde
   Der sødt sidder dér
   Hun er af den type
   man kun kan ha' kær
   Hvad man siger og tænker
   Så sjældent bli'r sagt
   Men her gør jeg det altså
   Og endda med takt

Du er dejlig Katrine
   Så sød og så nær
   Du' en drøm af en kone
   Jeg virk'li' elsker
   At du fejrer din bryllups-
   dag sammen med mig
   Er en lykke og glæde
   jeg elsker jo dig

Ingen anden kan matche
   Én så dejlig og chik
   Som kan smile så kærligt
   Og varme mit blik
   Hvordan kan andre mænd
   Leve lykkeligt? Nej
   Jeg fatter det ikke
   De har jo ikk' én som dig

Du er dejlig Katrine
   Så sød og så nær
   Du' en drøm af en kone
   Jeg virk'li' elsker
   At du fejrer din bryllups-
   dag sammen med mig
   Er en lykke og glæde
   jeg elsker jo dig
   - Man ku' måske slutte med at råbe tillykke – eller du kunne udbringe en skål? foreslog Penny.
   - Jamen, jeg er helt med. Men, hvad skal den så hedde? Den skal vel ikke bare hedde "Katrines bryllupsdagssang", vel?
   - Hvorfor ikke? Den er da til at huske!
   - Arh, kunne den ikke hedde noget mere personligt a la "Til min elskede Katrine"?
   - Hvad med begge dele? Altså "Til min elskede Katrine – En bryllupsdagssang"?
   - Jo, men så er der jo egentlig lige et problem.
   - Hvad?
   - Du har jo også skrevet den.
   - Ja, men sangen er fra dig.
   - Jo, men kan jeg så i det mindste ikke skrive på den, at den også er lavet af dig.
   - Jo, det ville jeg da være stolt af.
   Penny var glad og Christian var glad. Så det kunne jo ikke være bedre.

Men, nu må vi vist springe lige præcis tre dage frem. Der er dækket kaffebord hos Katrine og Christian. Alle vennerne og kollegerne er mødt op og sangen bliver delt rundt. Katrine ser overrasket på den.
   - Jamen dog, leer hun, - Jeg er jo gift med en digter!
   Christian smiler stolt og kysser hende. Da sangen er sunget og hurraerne er råbt, og endnu nogle kys og knus er uddelt mellem venner, kolleger og det lykkelige værtspar, lister Christian sig over til Penny og Jenny, der sidder og slås med en genstridig sodavand. Han giver Penny et kram – for som han hvisker i hendes øre:
   - Jeg havde aldrig klaret det uden dig!