Michelles selvmordsforsøg
   De blev alle sammen meget kede af det, da de fik nyheden. Det var Penny, der overbragte den. Michelle havde forsøgt at tage livet af sig.

- Jamen, hvorfor? spurgte Christian. For en gangs skyld var han alvorlig.
   - Jeg ved det ikke., sagde Penny, - De fortalte noget om, hun ikke følte, hun slog ordentligt til... Har I lagt mærke til noget? Har hun været anderledes her på det sidste?
   - Næh... Ikke hvad jeg ved af, sagde Katrine, - Hun virker da altid så glad. Så positiv... Gør hun ikke?
   Hun vendte sig mod Christian.
   - Jo. Det synes jeg også..., nikkede Christian, - Selvom hun selvfølgelig af og til har været lidt trist til mode, men det er vel alle engang imellem?
   - Hvem er "de"? spurgte Julia.
   - Hospitalet. Hospitalet er "de".
   - Altså ikke hendes forældre?
   - Nej. Nej, men de er vist ude hos hende, så meget som det overhovedet kan lade sig gøre for dem?!
   - Det er godt.
   Julia tog en dyb indånding.
   - Så er der vel ikke andet for os at gøre, end at tage på hospitalet, at besøge hende, og fortælle hende, hvor meget hun betyder for os, og gøre det klart for hende, at hun altid kan komme til os?
   - Nemlig. kom det fra Christian, der havde generobret sin gamle optimisme.

Som sagt så gjort. Kort efter stod de alle sammen omkring en hospitalsseng. Den virkede uhyggeligt stor med Michelle liggende i den – eller var det mon Michelle, der virkede uhyggeligt lille?
   Michelle sov. Christian trak forsigtigt en stol hen til sengen og tog hendes hånd. Penny bøjede sig, fra den modsatte side, fremover, og aede Michelles pande lige så forsigtigt.
   Katrine og Julia så på hinanden.
   - Hvordan ku' det ske? hviskede Julia for sig selv, - Hvorfor skulle det ske?
   - Vi er hos dig., hviskede Penny sagte, medens hun blidt strøg Michelles pande.
   Michelle åbnede langsomt sine øjne.
   - Åh..., udstødte hun i et suk, - Er det jer?
   Hun lod blikket glide langsomt fra kollegerne og ned mod droppet i sin hånd.
   - I... I må virkelig undskylde. Jeg...
   Hendes læber bævede og hun lukkede øjnene, som for at koncentrere sig om at færdiggøre sætningen.
   - Jeg er virkelig glad for at se jer igen. Jeg... Jeg troede sgu aldrig, jeg sku' se jer igen...
   Nu kunne hun ikke holde gråden tilbage mere. Et par tårer fandt vej ned ad hver sin kind. Kort efter fulgte en hel del andre, som når en flod bryder gennem en dæmning.
   - Jeg... Jeg ville jo ikke..., græd hun, - Jeg ville jo ikke... Jeg havde det bare så forfærdeligt, jeg...
   - Livet er jo ikke altid lige let, min ven., sagde Christian alvorligt, - Men, du må altså ikke gøre sådan noget.
   - Nej. rystede Katrine på hovedet.
   - Det er ikke den rette løsning. lagde Julia til.
   - For vi holder jo så meget af dig.
   Det var Christian igen.
   - Vi ville slet ikke kunne klare os uden dig. sagde Penny, der selv havde tårer i øjnene. Michelles krop sitrede i grådkramper - og hulk lød fra hendes læber. Christian holdt fastere om hendes hånd, som om han ville vise Michelle, at hun ikke var alene. Langsom kom hun til hægterne igen, satte sig op i sengen, og gav stille hver af dem et knus efter tur. Sagde ikke noget, men de forstod hende alligevel: Hun VAR virkelig glad for at de var kommet. Så lagde hun sig tilbage mod puden og prøvede forgæves at holde øjnene åbne. Hun ville være hos de andre, nu de var kommet for at besøge hende, men ganske langsomt gled hendes øjne helt i, og...

- Hun er da vel ikke...? klynkede Penny.
   - Nej., sagde en sygeplejerske, der pludselig stod i døren, stille bag ved dem, - Det er hun ikke - død. Hun har været meget heldig.
   Christian sank en klump, så på de andre og sagde:
   - Så har vi også!