En tæt tåge skjulte næsten den lille landsby
på den ene side af vejen stod skoven mørk og rank
på den anden lå et par huse
en smal sti snoede sig mellem de ranke grantræer
alt var mørkt og stille
bortset fra en hunds gøen
på landevejen kørte en bil af og til forbi
deres skarpe lys oplyste det hele
snart var det mørkt igen

Ved det kalkhvide hus stod en gammel gadelampe
den brændte kun svagt
men nok til at oplyse det andet hus
træernes grene spejlede sig i de skæve små vinduer
huset var rødt med stråtag
haven var tæt bevokset med ukrudt
her var ingen hjemme
det var et spøgelses hus
her var sket et mord

På stationen
ikke langt fra det røde hus og den mørke skov
sad en billettør i billet lugen
han var varmt klædt på
det var koldt
om benene havde han et spraglet tæppe
han gabede, så på sit ur
det var snart fyraften
tog sin termokande
hældte den sidste sjat kaffe op i sit krus
den varmede
blev afbrudt af en kvinde der løste billet
hun gik videre ud af den menneske forladte perron
toget var ikke kommet
hun gik frem og tilbage for at holde varmen

Det begyndte at sne
i det fjerne hørtes lyden af det buldrende tog
der nærmede sig perronen
snart blev stilheden brudt af den endnu kraftigere støj
toget holdt nu stille
dørene smækkede op
kvinden gik ind
det kørte videre, væk fra perronen
billettøren gabede atter
så på sit ur
nu var det sidste tog passeret.
langsomt pakkede han sine sager samme
Termokanden, tæppet, blyanterne
alt skulle med
han slukkede lyset og låste døren
forlod billet lugen
på sin vej vendte han sig mod lugen
kiggede for sidste gang
der var nu helt mørkt på den lille station
langsomt og med tunge skridt
forsvandt han ud i mørket
han var på vej - på vej
med sin tilståelse