Fuglene kvidrede og Søren lyttede til dem, mens han dovent strakte sig i en stribe sollys. Endnu en lang, varm augustdag ventede.
   Han længtes efter efteråret eller i det mindste nogle regnvejrsdage.
   Hans gode, gamle nabo, Hagbard, plejede at grynte: "Ja, årstiderne skifter. Alting skifter vist, men livet går videre. Det antager bare nye former, så vist."
   Hagbard troede på genfødsel og det havde de haft mange gemytlige diskussioner om.
   Det dér reinkarnations-halløj var noget sludder, men Hagbard havde altid et godt råd, gav gerne en hånd i haven og havde altid bajere på køl, så måtte man jo tage vrøvlerierne med.
   Lidt fugt trængte sig frem i Sørens øjenkroge. Han savnede sgu det gamle fjols. En kold decemberdag, faldt han død om i sneen.

Sørens blik faldt på uret. For pokker! Klokken var halv ti.
   Han for ud af sengen, ud på terrassen. Det skulle ske i dag.

Dagen før Hagbard døde havde de skovlet sne og som sædvanlig havde de sludret om det med livet, der skiftede form.
   "Når jeg engang er borte, så vil jeg vise mig for dig i min nye skikkelse. Så ved du, at jeg har ret."
   Hagbards øjne lyste forventningsfuldt og i et øjebliks trang til at vise velvilje spurgte Søren:.
   "Hvordan ved jeg, at det er dig?"
   Hagbards hånd rodede ivrigt rundt i en lomme.
   "Tag dette her."
   På mandens håndflade lå et stykke violet kridt.
   "Hvad skal jeg med det?" udbrød Søren.
   "Tegn en cirkel på din terrasse, så vil jeg være i den cirkel den 22. august mellem klokken 1o og 11.
   "Så præcist?"
   Søren kunne ikke dy sig. Gud eller hvem Hagbard troede ledede sjælerejserne, tillod vel ikke den slags præcise fremmøder?
   Den gamle så alvorligt på ham:
   "Jo, englen har givet mig lov. Det er vist."

På dette tidspunkt i samtalen blev de afbrudt af en tredje nabo og kom ind på andre emner.
   Næste dag, ilede Søren til undsætning. Manden så meget sløj ud. Det jog gennem Søren, at han måtte vide, i hvilken skikkelse, Hagbard ville vise sig, så han hviskede sit spørgsmål i den gamles ene øre.
   Med stort besvær stødte manden sit svar frem. Det var næppe hørligt.

Søren stirrede på kridtcirklen.
   Nu han følte sig overbevidst om at Hagbard havde mumlet: "En ørn, jo vist."
   Det kriblede i Søren. Tænk om det passede. Hvis der om et øjeblik sad en ørn foran ham, måtte han revidere sin opfattelse.

Da fuglen kom, gibbede det i ham. Højt oppe over ham svævede den gennem luften med udbredte vinger.
   "Cirklen er klar, gamle ven," greb Søren sig i at råbe.
   Fuglen kom nærmere. Søren strakte armene op mod den.
   Det var fantastisk.
   Så fløj den hen over hans hoved, stadig højt oppe. Den susede videre, uden så meget som at værdige ham et blik.
   Skuffelsen bredte sig i hele Sørens krop. Et kort øjeblik var han på nippet til at græde.
   Så blev han vred på sig selv. Tænk at han havde troet på det pjat. Han - et forstandigt mandfolk i sin bedste alder.
   Nu ville han tvære den pokkers kridtcirkel ud.

Noget stort kom imod ham - oven fra. Der blev mørkt og en sær kulde forplantede sig gennem hans krop. Ikke nu - ikke efter alt besværet med at nå det til tiden. Hagbard prøvede at råbe til den truende skygge, men alt blev sort.

Knurrende tørrede Søren et knust insekt af sin fodsål.
   Totalt udtværet drattede det tilbage i cirklen og Søren iagttog det med væmmelse:

Adr. - en ørentvist.