Han lagde sig på sengen og slukkede natlampen. Først syntes rummet helt mørkt, men langsomt vænnede hans øjne sig til mørket og kontrasterne trådte frem i soveværelset. Han kikkede op mod loftet i det dunkle værelse og gennemgik dagen for sig selv. Han var meget træt og udkørt. Men på en god måde, som når man har udrettet noget stort, som man har set frem til længe. Han smilede for sig selv, da han tænkte på alle de mennesker, som havde samlet sig ved døren til opgangen, da politibilerne og ambulancen med hylende sirener parkerede foran huset. Der gik ikke længe, før menneskemængden hviskede selvmord fra person til person, og man mødte de nyligt ankomne tilskuere med: "At tænke sig... en kvinde i så ung en alder, og så selvmord." Og: "Var der for resten ikke også noget med hendes psykiske tilstand?" Og folk satte hånden op foran munden og udbrød i sympati med den afdødes efterladte: "Åhhh...! den stakkels mand. Se, han er helt på grådens rand!"

Jo, dagen var gået rigtig godt.

Han lukkede sine øjne og vendte sig tilfreds om på siden. Nu skulle han have en hel nats søvn, uden at være tvangsindlagt til at høre på Anettes øredøvende snorken. Han bredte sig i sengen og nød, at han ikke blev presset af Anettes store bagdel.
   Bedst som han var ved at falde i søvn, mærkede han en kold rislen ned ad ryggen. Nej, det var nok nærmere som en kold vind ned langs rygraden. Han trak dynen om sig, men endnu engang kunne han mærke den kølige vind på hans ryg. Han strakte armen bagud og greb fat i Anettes dyne, som han lagde oven på sin egen. Men lige lidt hjalp det, endnu engang mærkede han den kolde vind henover sin ryg. Han vendte sig halvt om for at se, om vinduet var lukket. Men det han så i mørket, fik hans hjerte til at slå hårdt i brystkassen. Anette sad på sengekanten og smilede ned til ham.

"Hvad laver du her...!? Du skulle jo være død!!" udbrød han i rædsel, mens han slog ud med armen som for at skubbe hende ned af sengen, men hans hånd gled lige igennem hende.
   "Du har ret min elskede, jeg er død... Det ved du jo bedst af alle!" Hun smilede stadig til ham.
   "Men hvis du er død, hvad laver du så her?"
   "Jeg syntes bare, at du skulle vide, at jeg har tilgivet dig," sagde hun og smilede ned til ham.
   "Jamen, hvordan...?" Han stoppede brat, og hans tanker fløj tilbage igennem dagens begivenheder.
   "Hvordan jeg kan tilgive, at du myrdede mig?!" fortsatte hun. "Var det det du ville vide?" Hendes hånd gled henover hans kind, men i stedet for at mærke hendes ru fingre følte han en kold vind blæse henover sin kind.
   "Lad mig sige det kort... Man kommer meget igennem, når man dør. Man får kikket på sit liv, ser hvad man har gjort godt og hvad man har gjort dårligt. Man finder ud af, hvor man har handlet rigtigt og hvor man har handlet forkert. Og skal jeg være helt ærlig, så har jeg ikke rigtig værdsat dig og det, som du har gjort for mig gennem lang tid." Hun smilede overbærende og aede ham endnu engang over kinden. "Undskyld, at jeg var, som jeg var. Jeg har helt sikkert fortjent min skæbne."
   Han ville sige noget. Følte at han burde undskylde, for det han havde gjort, men ordene sad fast i halsen på ham. Og inden han nåede at sige noget, forsvandt hun for hans blik, som cigaretrøg der opløses.


* * *
   "Er du da blevet fuldstændig sindssyg!!?" Hendes øjne lynede, hendes hænder var knyttede og hun lænede sig let forover.
   "Jamen skat!" sagde han og kikkede ned, samtidig med at han tænkte på, hvor meget hun lignede et forurettet barn i både krop og sind.
   "Hvad forstiller du dig, at du helt præcis har gang i!?"
   "Jamen, elskede Marie... jeg gjorde det jo for os...! for dig!" Han lod øjnene tage på udflugt på hendes underskønne krop. Den kvinde gjorde ham vanvittig af længsel. Han kunne ikke se på hende, uden at det begyndte at blusse i hver eneste celle i hans krop.
   "Du gjorde det for mig!!? Slog du din kone ihjel for min skyld!!?"
   "Jamen er jeg dog ikke heldig?!! fnøs hun.
   - Nu er hun på vej over i den for kvinder så typiske hånlige og ironiske fase - tænkte han.

Så kom den længe ventede pause i ordstrømmen. Desværre, tænkte han, tager det ikke så lang tid for kvinder at trække vejret.
   "Og kunne man måske så få lov at høre, hvor du har tilbragt de sidste fem uger af dit liv?"
   "Jamen, skat!" startede han, og forsøgte at se såret ud, mens han tænkte på de værtshuse han havde besøgt, og de kvinder han efterfølgende havde fulgt hjem og vist, hvad en rigtig mand er. "jeg har da ikke været nogen steder...! Kun lidt ude omkring hos familien og spille den sørgende enkemand." Han kikkede op, og smilede til hende så charmerende han kunne.
   "Men nu er jeg jo her hos dig, ikke! Og det er det der tæller, ikke?" Han skulede til hendes henrivende krop. Kunne hun dog ikke snart stoppe denne diskussion og gå i seng med ham? Han længtes sådan efter at udforske dette guds mesterværk af en krop, længtes efter at kysse hver en centimeter af den. Den krop ville han gøre alt for. Og det havde han jo faktisk også gjort.
   "Nu er jeg jo her!" gentog han.
   "Ja, men ikke ret længe!" sagde hun, mens hun hurtigt gik hen til hoveddøren, greb hans jakke på vejen og smed den ud i opgangen. "Farvel..!!"
   "Jamen, skat!?"
   "Farvel...!!!"
   Braget, da døren hamrede mod karmen, gav genlyd i hele trappeopgangen. Et skygge gled for dørspionen i døren overfor. Han kvitterede med en fuck-finger, hvilket fremkaldte et svagt "Humh!!!" fra den anden side af døren, og skyggen gled væk igen.


* * *
   S-toget kørte ind på perronen. Han satte sig ind i en kupe i enden af togvognen. Det var det sted, hvor der var færrest mennesker, og han kunne mærke, at han trængte til at sidde alene uden den konstante frygt for at skulle smile venligt til alle, som sad i nærheden af ham. Storkøbenhavn for forbi togets vinduer. Det var ved at blive mørkt og gadebelysningen var blevet tændt. Ikke at det var noget, som han bemærkede, hans tanker var helt andre steder. De var helt præcis hos Marie eller måske mere præcist, så var de koncentreret omkring hendes krop, som han nok aldrig mere fik lov til at nyde. Faktisk var det noget underligt noget, for når han tænkte sig om, så elskede han hende slet ikke. Det var hendes krop, som han begærede. I virkeligheden havde han aldrig haft en ordentlig samtale med hende, sådan en dyb og følsom samtale. Det havde han dog haft talrige gange med Anette. De havde faktisk altid været gode til at snakke tingene godt igennem. Nej, Marie og hans forhold havde altid drejet sig om sex, og nu hvor han tænkte over det, så havde det faktisk heller aldrig været noget at råbe op om. Faktisk var den eneste fordel ved Marie - hendes krop. Problemet med Anettes og hans sexliv, havde altid været Anettes krop. Den enorme krop, som hun slæbte rundt på. Selve hendes væsen havde der som sådan aldrig været noget galt med, men hendes krop tændte ham ikke mere, og havde vist aldrig rigtigt gjort det. Hvorfor fandtes der dog ikke en kvinde med et sind som Anettes og en krop som Maries? Han kikkede bedrøvet ud af vinduet. Der var bare intet, der gik efter hans plan.

I starten ænsede han ikke den kolde vind i nakken, men da den kolde vind et par gange havde bevæget sig op og ned i hans nakkehår, drejede han sit hoved om og så lige ind i Anettes klare blå øjne.
   "Hvad tynger dig, lille skat?" spurgte hun.
   "Jeg ved ikke... det hele tror jeg."
   "Du virkede også så fjern i den sidste tid vi var sammen. Jeg har bagefter gået og troet, at det var på grund af, at planlagde mit mord, men det var det slet ikke vel...? Du havde fundet dig en anden kvinde!?"
   "Ja... Jeg..." Han trak undskyldende på skulderne, mens leden over det han havde gjort mod hende bredte sig i ham som en steppebrand.
   "Og nu vil hun ikke have mere med dig at gøre?"
   "Nej, hun blev faktisk temmelig sur" sagde han med en opgivende hovedrysten.
   "Stakkels dig, lille skat" sagde hun trøstende mens hun lagde hovedet på skrå. "Hvorfor vil hun ikke have noget at gøre med dig mere?"
   "Tjaa... det var vist det med dig... du ved?!"
   "Men har du ikke forklaret hende, at vi har snakket sammen, og at jeg har tilgivet dig?"
   "Nej, jeg tror ikke rigtig, at det er noget, som jeg kan sige til nogen.. At jeg taler med min kone, som jeg har myrdet."
   "Hvad vil du så, lille skat?"
   "Jeg ved det faktisk ikke. Men vil du høre noget dumt?" Han kikkede ind i hendes dybe blå øjne. "Jeg savner faktisk vores forhold. Vores samvær. Jeg er glad for, at du er her." Han ville give hende et kram, men armene gled lige igennem hende."
   "Du må hellere stoppe det der" sagde Anette. "Se hvor folk sidder og kikker på dig. De kan jo ikke se mig." Fniste hun "De tror nok, at du er en eller anden gal person!" Med et for hendes hånd op foran hendes mund. "Guud! Tror du, at de har hørt det, du sagde med, at snakke med din kone, som du selv har myrdet?"
   Han kikkede ud på menneskerne i kupéen,, der måbende sad og kikkede på ham. "SHIT!!!"
   "Shyy, lille skat...! jeg tror ikke at vi skal snakke mere sammen nu" Hun fniste glad, og forsvandt foran hans øjne. Hvor havde han dog egentlig savnet at høre hende fnise, det føltes som evigheder siden han sidst havde hørt det.
   Han smilede ud til de folk, der stadig kikkede på ham, og skyndte sig ud, da toget stoppede ved næste station.


* * *
   Telefonrøret var stadig varmt, da han løftede det fra telefonen og satte det for sit øre. Hans finger trykkede på tasterne, uden at han tænkte over nummeret. De sidste dage havde han ringet det nummer op så mange gange, at det var blevet en ren refleks. Hver gang hans fingre mødte et telefontastatur, så tastede de hendes nummer ind. Og hver gang fik han fat på den forbandede telefonsvarer, som med hendes engleblide stemme forkyndte, at hun ikke var i nærheden af telefonen, men at man blot behøvede at ligge sit navn og nummer, så ville hun ringe tilbage hurtigst muligt. Det gjorde hun sikkert også til alle andre, men bare ikke til ham. De sidste par dage havde tanken spiret i hans hoved: "har hun fundet en anden?" En kvinde som hende behøvede blot at gå en aftentur, så ville hun have en håndfuld bejlere rendende efter sig som en flok parringslystne hanhunde. Han kunne ikke holde tanken ud. Ikke nok med at han aldrig mere kunne nyde hendes vidunderlige krop, men udover det, ville en anden mand besidde det, som retmæssigt burde være hans. Det han havde myrdet for.

Han var i syv sind. Havde han ikke været glad for at slippe af med Anette? Men da hun var død og vendt tilbage som genfærd, så virkede hun som den eneste kvinde, som forstod ham, den eneste kvinde der var værd at være sammen med.
   Ved lyden af telefonsvareren der gik i gang, kastede han røret tilbage på telefonen. Han skulle til at bande højlydt da han opdagede, at han ikke længere var alene i stuen.
   "Det er længe siden, jeg har set noget til dig" sagde han til spøgelset, som svævede i hjørnet og smilede til ham, uden han på nogen måde forsøgte at gengælde smilet.
   "Jeg har også haft travlt" sagde Anette og så om muligt endnu mere glad ud. "Sidst vi snakkede sammen sagde du, at du savnede mig. Jeg har brugt tiden på at finde ud af, hvordan jeg kan komme tilbage til dig.
   "Komme tilbage til mig?!" Han kikkede desorienteret på genfærdet.
   "Ja, komme tilbage...! ville du ikke have det?" sagde hun spørgende. "Gi' os to en ny chance!? Jeg havde da fået forståelsen af, at det var det du gerne ville!" sagde hun, og han kunne tydeligt hører skuffelsen i hendes stemme.
   Han kikkede på hende. Selv som genfærd var hun stor. Tanken om at skulle tilbringe resten af sit liv sammen med den krop var lige så afskrækkende, som tanken om at tilbringe resten af livet med hendes sjæl var tiltrækkende.
   "Åh, undskyld!" sagde hun, da hun fornemmede hans afvisning. Og hendes glade smil forsvandt. "Det var i virkeligheden også en rigtig dum ide."
   "Undskyld, men det.." Han nåede ikke længere.
   "Nej, nej... det er helt ok." Sagde hun tydeligt skuffet. "Du havde nok aldrig vænnet dig til mig i en ny krop alligevel."
   "Stop.... Stop lige lidt!!" udbrød han, da hans hjerne registrerede, hvad hun havde sagt. "Hvad mener du med en ny krop?"
   "Ja, det er jo lige meget nu. Men eftersom min egen krop er brændt - dels fordi det var mit ønske, dels for at du skulle have slettet dine spor - så var det jo nødvendigt med en ny krop."
   "En ny krop?" sagde han spørgende. "Hvorfra skulle den komme?"
   "Tja.. kroppe hænger jo ikke på træerne, vel?! Vi skulle, for vores egen skyld, finde en, som vi syntes fortjente at dø. Det ville vi kunne forsvare overfor os selv. Du skulle så hjælpe hende lidt på vej, så jeg kunne overtage hendes krop, i netop det øjeblik hun døde."
   "Kan man det.. Jeg mener, overtage en andens krop?"
   "Ja, det kræver godt nok noget timing. Det kræver at jeg indtager kroppen, i præcis det øjeblik hendes sjæl forlader den."

Han var langt væk i sine tanker. Dette var lige præcis det han længe havde ønsket sig.
   "Jeg kender en der fortjener det!" Glæden strålede ud af hans øjne, mens hun så spørgende på ham. "Jeg mener det..! Maria! Det var hende, der overtalte mig til at myrde dig. Det var hende, der lavede hele planen. Hun fortjener virkelig at dø!!"
   Alle brikkerne faldt på plads inde i hans hoved. Hvordan han kunne få Marias krop og Anettes sind. Nu manglede han blot at overbevise Anette.
   "Er det hende, der står bag alt dette??" Anette så eftertænksomt ned i gulvet. "Ja, så har hun jo fortjent det!" Hun kikkede op på ham. "Hvad siger du? Kunne du tænke dig at få mig tilbage, også selv om det måtte blive i Marias krop?"
   Han anstrengte sig alt det han kunne for at undertrykke den brændende glæde inden i ham.
   "Elskede, det er jo noget, jeg må lære at leve med, bare jeg får din sjæl tilbage. Det vigtigste er, at du kommer tilbage til mig!" Han kunne mærke, hvordan han dirrede inden i. Dette var simpelthen det bedste, der kunne ske for ham. Nu gjaldt det bare om ikke at ødelægge det hele, men blot at spille med.

"Hvordan får vi lokket hende i baghold?"
   "Det bliver dit problem, og det bliver nok et stort problem, men det er nok lettest, hvis du aftaler at møde hende et offentligt sted." sagde hun, "Rådhuspladsen for eksempel."
   "Hvorfor det?"
   "Hun vil ikke tale med dig nu. Hvordan tror du så, at du kan overtale hende til at mødes med dig under fire øjne?"
   "Men vi kan jo ikke myrde hende, mens en masse mennesker ser på!"
   "Skat, du glemmer, at jeg indtager hendes krop, lige præcis i det øjeblik hendes sjæl forlader den. Kroppen når aldrig at ramme jorden. Faktisk vil det næppe ligne andet, end at hun snubler og når hun genvinder balancen, er vi atter sammen igen."
   - Og med den perfekte krop, tænkte han.


* * *
   Anette havde haft ret. Det havde ikke været nemt at få kontakt til Maria og slet ikke at få hende til at mødes med ham, men da han havde forslået, at de skulle mødes på Rådhuspladsen, var hun blødt op og havde til sidst ladet sig overtale.

Det hele var gennemgået til mindste detalje med Anette. Når han så, at Anette stod bag Maria, skulle han stikke Maria med en medbragt kniv. Og inden nogen opdagede noget, ville Anette overtage Marias krop. Maria kunne så drage hvorhen hun ville, Anette og han selv ville sammen drage ud i solnedgangen.

Han klappede sig på inderlommen for at sikre sig, at han havde fiskerkniven med sig. Han havde købt den i en sportsforretning på vejen og havde sikret sig, at den var rigtig skarp. Han glædede sig, om kort tid ville hans lykke være gjort. Verden ville ligge for hans fødder.

Maria så fortryllende ud som altid, og hendes mund var på konstant overarbejde som sædvanligt.
   - Gad vist om de kæber er vandafkølede, tænkte han smilende og spejdede efter Anette, mens Maria fortsatte med at svine ham til, uden at han på nogen måde gjorde det mindste forsøg på at høre efter, hvad hun sagde.
   Han kikkede ud over menneskemængden, nu måtte Anette da snart dukke op. Han gad ikke høre mere på Maria. Det var de samme eder og forbandelser, der blev ved med at komme ud af hendes mund. Han forestillede sig, at Anette stod bag Maria. Han ville trække fiskekniven og støde den ind i Marias mave. Maven, fordi der ikke var nogen ribben, han kunne støde ind i med kniven, og mest af alt fordi han ikke kunne nænne, at der skulle komme et ar i nærheden af Marias smukke bryster... Nå, ja! Det ville jo være Anettes smukke bryster på det tidspunkt. Han ville i hvert fald stikke kniven ind, og lige i det øjeblik Marias sjæl forlod kroppen, ville Anettes sjæl indtage den. Ingen ville opdage noget, heller ikke selv om det hele ville foregå på Rådhuspladsen. Det ville gå så hurtigt, at det for de forbipasserende højst ville se ud, som om Maria snublede. Han ville gribe hende, presse det viskestykke han havde i lommen imod såret, for at ingen skulle kunne se det eventuelle blod, og så ville de skynde sig væk. Han var fuldstændigt ligeglad med hvad Maria ville gøre, han ville være færdig med hende, men stadig have det bedste af hende.

Anette dukkede op som en sky bag Maria. - Endelig! tænkte han - det var tæt på, at Maria havde snakket mig til døde.

"Lad os få det overstået," sagde han, mens han kikkede på Anette over Marias skulder. Maria vendte sig halvt om og kikkede sig over skulderen. "Få hvad overstået?!" spurgte hun forvirret og vendte sig mod ham tids nok til at se knivsbladet blinke i sollyset.

Om kniven ikke var så skarp, som han havde regnet med, eller om det var på grund af mavens muskler og sener, fandt han aldrig ud af, men kniven kom ikke særlig langt ind i Marias mave. Den ønskede virkning udeblev. I stedet for at dø slog Maria ham hårdt i hoved, mens hun skreg. Han ville have presset kniven længere ind, men hun trak sig tilbage, så han pludselig stod helt blottet med den blodige kniv i hånden. Reaktionen kom helt bag på ham og inden han nåede at tænke yderligere over det, trådte han et skridt frem og stak kniven hårdt ind i hendes mave igen. Heller ikke dette fik hende til at falde sammen eller stoppe med at skrige. Hvor mange gange han nåede at stikke, før hun sank sammen i hans arme, mistede han overblikket over, men hver gang han stak hende i maven, var det eneste han tænkte på hvor arret og grim Anettes kommende mave ville komme til at se ud.

Da Maria til sidst var faldet sammen, kikkede han over på Anette.
   "Skynd dig... så er det nu!!" sagde han, men Anettes genfærd blev bare ved med at svæve på stedet. Han skulle til at skynde på hende igen, da hun begyndte at grine.
   "I stedet for at grine skulle du hellere se at komme ind i hendes krop," sagde han surt.
   Sætningen fik hende til at grine endnu mere.
   "Tænk at du er så dum!!" sagde hun. "Tænk at du kunne falde for den."
   "Jeg forstår ikke...?"
   "Nej, du ser heller ikke sådan ud!"
   "Men du skulle jo overtage hendes krop?!" sagde han forvirret.
   "Jeg hverken kan eller vil overtage noget"
   "Hvad skal jeg så opnå med det her?!"
   "Opnå! Tja, du opnår nok ikke det store med det!"
   "Men hvorfor skulle jeg så myrde hende?"
   "Simpelt, min ven," sagde Anette, med afsky i stemmen, mens hun begynde at opløses for hans øjne. "Jeg ville bare se, om du også kunne få det her til at ligne et selvmord!"

Det var nu, at han opdagede politiet med våbnene i hænderne, der brød igennem den menneskemængde, som havde samlet sig rundt om ham og Maria.
   Det var nu, han så børnene, med tårerne rendende ned over deres kinder, puttende sig ind til deres mødre. Voksne, der råbte skældsord mod ham. Kvinder, der skreg mens de pegede på ham.
   Det var nu han indså, at det hele havde været en simpel fælde. Anettes usle hævn. Fælden var klappet i og han sad uhjælpeligt fast.