Regnen kom helt bag på ham. Solen havde skinnet fra en skyfri himmel hele dagen, og så lige pludseligt var en flodbølge af store vanddråber væltet ned ovenfra.
   Ideen om, at smutte ned af trappen og søge ly for regnen i kælderforretningen var kommet lige så pludselig som regnen. Indenfor i antikvitetsforretningen lugtede der af en blanding af mølkugler, og ting som har stået for længe i et kælderrum. Overalt i lokalet stod der gammelt ragelse, som mest af alt mindede ham om ting fra dødsboer, hvilket det sandsynligvis også var.
   Manden som kom ind fra baglokalet, lignede et omvandrende mumie. Han var rynket og indtørret at se på, og da han sagde:
   "Hvad kan jeg hjælpe dem med?" bredte der sig en stank af kloak fra hans mund og ud i rummet, der helt overdøvede stanken af gammelt kælderrum og mølkugler.
   "Her har vi specialiseret os i kun at have de unikke ting," sagde han. "De er ikke alle sammen skabt af store kunstnere, men alle vores antikviteter har sin helt egen historie." Han pegede med en nikotingul finger på statuen, som stod på disken.
   "Se nu bare den statue der, den siges at være forbandet. Dens sidste tre ejere har alle lidt en voldsom død." Manden smilede skævt. "Det sjove ved det hele er, at da jeg fik den ind første gang, klistrede jeg et mærke nedenunder med forretningens navn og telefonnummer. Og pudsigt nok har man ringet til mig hver gang man skulle have tømt dødsboerne."
   Han vendte statuen om, og kikkede på mærket i bunden - "Dødsboer / restboer. Købes eller ryddes" - stod der med store bogstaver. Nedenunder stod adressen og telefon nummeret med små bogstaver.
   Antikvitetshandleren pegede på statuen endnu en gang.
   "Jeg siger dig, der hviler en forbandelse over den statue. For den person som tiltrækkes af den, kan den enten betyde held eller ren ondskab."
   "En forbandelse!!? Nej lad mig gætte...!! Dens første ejer var en massemorder. Under en flugt fra politiet blev morderen hårdt såret, og inden han udåndet lykkes det ham at overføre sin sjæl til statuen.....!!" Han grinede hånligt. "I hvilken gyserfilm er det nu, at jeg har set det før?"
   Antikvitetshandleren kikkede surt på ham.
   "Mærk dig blot mine ord. I dens kølevand følger enten held eller ren ondskab."
   "Du tror ikke på forbandelser?!"
   Antikvitetshandleren virkede fornærmet.
   "Prøv at tænk dig om. De tre kendte ikke hinanden, havde aldrig set hinanden før. Det eneste de tre mennesker havde til fælles var denne statue."
   "Og så det, at de havde købt den hos dig," sagde han, mens han smed pengene på disken.
   Antikvitetshandlerens salgsmetoder var en anelse for overdrevet for ham, men han viste, at det var en så gyselig statue kombineret med en sådan røverhistorie, der ville kunne få lokket smilet frem på Mona.

En ting slog ham, da han igen stod ude på gaden. Regnen som havde tvunget ham i læ i antikvitetsforretningen var stoppet helt, og solen skinnede atter fra en skyfri himmel. Folk syntes at smile mere nu. Tænk hvad sådanne en regnbyge med efterfølgende opklaring kan gøre ved folks humør. Gad vist om det også havde gavnet Monas humør. Hendes humør kunne godt trænge til en gevaldig opløftning. De havde netop haft et skænderi, og hun havde truet med at forlade ham. Det var derfor han var gået en tur, som så på forunderlig vis havde bragt ham ned i antikvitetsforretningen.

Da han kom hjem, kunne han med det samme se forskellen. I stuen var der dækket op med det pæne bestik, en flaske rødvin var trukket op, og der var skænket op i et par glas, som stod på bordet ved et stearinlys. Der duftede af mad fra køkkenet, og ude i badeværelset kunne man høre Monas nynnen blande sig men lyden af brusende vand. Da han forsigtigt åbnede døren ud til badeværelset, kunne han dufte, at hun brugte den bodyshampoo, som han altid havde været vild med. Han stod og betragtede Monas silhuet igennem brusekabinen. Han anede vandet, som gled ned over hendes krops velskabte former, som smeltevandet risler ned af bjergskråningen. Det gav et sæt i ham, da hun pludselig sagde:
   "Når du nu alligevel skal være her ude, kunne du så ikke lige hjælpe mig med at sæbe ryggen ind?"
   Statue eller ej... Så heldig havde han ikke været længe.

"Nå, så det er statuen," sagde Mona, da hun stod og betragtede den. "Den er ikke nær så rædselsfuld at se på, som jeg havde forestillet mig."
   "Nej, måske ikke! Men sikken en historie der følger den."
   "Jeg kan forstå, at du ikke rigtigt tror på den."
   "Nej, det gør jeg ikke. Men jeg kan ikke lade være med at tænke over det."
   "Jeg tror på det!" sagde Mona. "Der er mere imellem himmel og jord end som så." Hun kikkede endnu en gang på statuen. "Og tænk på, at du har lukket den ind i vores stue, helt frivilligt!"
   "Der er ikke mere forbandelse i den statue, end der er vin i vingummi!" I det samme han havde sagt det, syntes han, at han i de små skygger i statuens ansigt, anede et skævt smil. Det løb ham koldt ned af ryggen.
   Aftenen forløb godt. Bedre end han havde turde håbe på. De havde rigtigt hygget sig sammen, og da Mona på et tidspunkt havde sat noget stille musik på stereoanlægget, havde de også danset tæt sammen. En oplevelse som gav ham en følelse tilbage, som han næsten helt havde glemt. Hendes krop var fast i hans arme, og han havde følt det som små elektriske stød, nå deres kroppe gned imod hinanden.
   Det havde været en helt igennem perfekt aften. Det eneste der havde irriteret ham var, at han hele aftenen følte sig iagttaget. Hele aftnen havde han haft en følelse af, at der konstant hvilede et par øjne på ham. Han indså, at han - selv om han ikke selv mente, at historien om statuen var sand - var ved at blive påvirket af historien alligevel.

Det skulle vise sig, at natten ikke skulle forløbe så godt, som hans aften havde gjort. Han var ikke meget mere end lige faldet i søvn, før han begyndte at drømme om statuen. Han drømte, at den prøvede af komme væk fra sin plads i stuen, som en massemorder der desperat forsøger at slippe ud fra dødscellen.
   Drømmen stoppede, da han blev vækket af et brag. Han stod op og gik rundt i lejligheden. Det lille vindue på badeværelset stod åbent, så måske havde der været gennemtræk. Han gik ud i køkkenet, men her var der intet usselvanlige at se. Han gik ind i stuen, der kun var svagt oplyst af gadelamperne udenfor. Han nåede kun lige inden for stuedøren, så stod han lammet af skræk. Statuen var væk.
   Hans hjerte føltes som om det var holdt op med at slå.
   "Tag dig sammen," sagde en stemme inde i hans hoved. "En statue kan ikke sådan bare gå sin vej." Han slog ud med hånden, og ramte lyskontakten ved siden af døren. Det pludselige lys skar i øjnene og gjorde ondt. Ikke kun på ham, men også på en utilfreds mjavede kat under hans sofabord.
   "Naboens kat! Vi har fået besøg af naboens kat!" tænkte han lettet. Katten sad oven på statuen, og han tog den i nakken inden den skulle få den gode ide at forsøge at hvæsse sine kløer på den. Statuen satte han på sofabordet. Katten kastede han fra altandøren, ud i den gadelampe oplyste nat. En handling han flere gange før havde praktiseret, når den uindbudt var kommet på besøg, i et forsøg på at frarøve den for nogle af dens medfødte ni liv. Selv fandt han tilbage til sin seng og faldt i søvn med det samme.

Han var sammen med Mona i mørket. De badede i blod. Et brusebad af blod plaskede ned over dem. Han sæbede hendes ryg ind, og de skyllede sig i blod. De grinede højlydt, nærmest sindssygt. Statuen kikkede på, den smilede skævt.
   De dansede tæt sammen, stadig indsmurte i blod. Dansede rundt i stuen indtil en usynlig kraft skilte dem ad.
   "Gør det så!" kommanderede statuen med ondskaben lysende ud af øjnene. "Gør det så!! Kom af med fjolset!"
   Det var ikke mere Monas ansigt han så, det var en ukendelig rød masse med blodrødt hår.

Han blev vækket af sit mareridt, da en hånd ruskede ham i skulderen. Hele hans krop var badet i sved. Han troede, at mareridtet fortsatte, da han åbnede øjnene og kikkede op i et par hårde øjne, tilhørende et lige så hårdt ansigt på en statue, som blev holdt over hans ansigt.
   Mona stod ved siden af sengen og kikkede på ham. Hendes ansigt var helt forandret. Det smilende og glade som havde været over hende hele aftenen var væk, og var nu erstattet af et hårdt, vredt udtryk.
   "Havde du forestillet dig, at alt skulle blive godt, bare fordi du kom hjem med denne rædsel af en statue...? Havde du virkelig troet i din lille naive hjerne, at alt ville blive godt igen, bare du slæbte en masse gammelt lort med dig hjem....?"
   Han kunne ikke kende Mona igen. Det var som om, det var en helt anden person. Aldrig havde han set hende sådanne før. Hendes ansigt var stenhårdt, ud af hendes øjne lyste ondskaben, og der var et skævt selvtilfreds smil på hendes mund.
   Statuen forsvandt væk fra hans ansigt. Blev løftet mod loftet for lynhurtigt at blive sendt tilbage mod hans hoved. En smerte bredte sig i hans hoved, som om en atombombe var blevet sprængt i hans hjerne. I tåger så han sine arme foran sine øjne, han følte sig ude af stand til, at kunne styre dem, men som om de havde deres egen vilje, kæmpede de selvstændig en kamp for at overleve. Statuen forsvandt igen op mod loftet, og trak en stribe af blod på den hvide loftmaling. I et nu kom statuen med stor fart mod hans hoved igen. Og der, i et kort øjeblik, mens statuen susede ned mod hans endelige, syntes han i hans omtågede tilstand, at han så statuen smile skævt til ham, kort før alt blev mørkt.

Regnen slog mod kælderruderne. Flere dages solskin var brat blevet afbrudt af et pludseligt uvejr. Manden stod gennemblødt og dryppede henne ved disken.
   "Se nu bare denne statue." En nikotingul finger pegede på en statue i den våde mands hænder. "Den siges at være forbandet." Stanken af kloak bredte sig fra ekspedientens mund, mens han selvtilfreds stod bag disken og smilede skævt.