Solens sidste stråler opgav den ulige kamp mod natten, og gaderne lå øde og mennesketomme hen. Af og til kunne en enlig bil høres i nærheden, men den efterlod kun vejene endnu mere spøgelsesagtige end før.

Det havde udviklet sig til en "nedern" dag. En af den slags, hvor enhver - som var i besiddelse af en I.Q. der var bare 10 % større end en regnorms - ville afholde sig fra at krybe udendørs. De ville bare gemme sig i deres huller og lytte til regndråberne, der enten slog ind mod ruden, som sørgmodige jungletrommer der varsler ulykke, eller som kollegadråberne, der fortsatte etagerne længere ned for at lave kamikaze mod asfalten.

Jeg havde siddet på mit kontor hele dagen, mageligt tilbagelænet i min kontorstol med fødderne oppe på skrivebordet, mens jeg havde fyldt mig med whisky. Ingen havde endnu haft den frækhed, at komme med noget der bare kunne minde om et job, og det passede mig faktisk helt fint. Det gav mig en kærkommen lejlighed for at tilbringe noget tid sammen med en god gammel Irsk ven... Jameson.

Et eller andet sted nede i de regnvåd gader, brød et bildæk igennem en vandpyts stilhed og efterlod neonreklamernes spejlbillede som et ulæseligt graffiti inferno.
   Min stilhed blev brudt, da døren til mit kontor gik op, og en repræsentant for det modsatte køn trådte ind.
   Selv en blind mand med en udstoppet førerhund ville ha' svært ved at undgå at opdage, at hun var en temmelig værdig ambassadør for hendes køn, og, at hun næppe behøvede at få det af vide endnu en gang.

Uden nogen form for indbydelse satte hun sig i stolen overfor skrivebordet, mens hun holdt sin Gucci taske i et jerngreb under armen. Hendes rødmalet læber skilte sig fra hinanden, og mens hun proppede en smøg ind imellem dem, præsenterede hun sig.

"Goddag, mit navn er Hanni Heiilbæk, men det ved du vel allerede!"

Hun rakte en hånd over bordet, og jeg så ingen anden udvej end at tage imod den og ryste den, hvilket efterlod mig med følelsen af at vride en karklud.

"Og det må så være den berømte Michael Nielsen?" sagde hun spørgende, mens hun med et vurderende blik stirrede på mig.

"Sidst jeg tjekkede navneskiltet på døren, og efterfølgende så mig selv i spejlet, matchede de godt sammen." Sagde jeg, mens jeg ihærdigt forsøgte at vifte en røgsky på størrelse med Bornholm væk fra ansigtet.

"Åh, en ikke ryger!" udbrød hun, samtidigt med, at hun sendte en ny røgsky hen over bordet. "Tilmed en humoristisk ikke ryger."

Jeg tog benene ned og lænede mig ind over bordet.

"Hvilket problem kan en kvinde som dig ha' rodet sig ind i, som hun så ønsker, at jeg roder hende ud af igen?"

"Nå, søde. Du går lige til sagens kerne... ingen tom udenoms snak."

"Jeg tror ikke på tom udenoms snak... Desuden er vejret ikke værd at tale om."

"Først skulle jeg måske lige spørge, om du er overtroisk?" spurgte hun forventningsfuldt.

"Skat... Jeg tror på nisser og trolde, hekse og alt andet, bare jeg får penge for det."

"En x-kærestes ånd er kommet tilbage for at hjemsøge mig, søde. Han er skam levende nok!" Hun smilede ærgerligt. "Jeg troede, at sjoveren var død, men nu er han kommet tilbage, og jeg kan ikke lide det."
   Hun strammede jerngrebet om Gucci tasken.

"Hvad vil du have mig til at gøre... dræbe ham?"

"Det ville være dejligt." sagde hun, men så rystede hun vemodigt på hovedet. "Men det vil du vel ikke, vel?"

"Kom nu til sagen," sagde jeg irriteret. "Jeg har det som om, jeg spiller en birolle i en Hitchcock film... må jeg så høre?"

"Godt!" Hun snerrede koldt ad mig og blottede sine hvide tænder. "Han hedder Allan Altfeldt, og han var min kæreste, for nogle år siden, i nogle ganske få uger. Jeg var draget af hans udseende og charme... han var mest draget af min daværende veninde. Men inden han nåede at stikke af med hende, nåede han at optage nogle film af os... film som ikke egner sig til en familiekomsammen," sagde hun og kikkede ungpigeagtigt ned. "Nu er jeg i gang med at indspille den film, som skal blive mit helt store gennembrud, og så dukker han pludselig op fra glemslens dyb."

"Hvad så med at true ham med, at melde ham til politiet, hvis han ikke smutter tilbage til glemslens dyb," sagde jeg skurrende.

"Så let er det desværre ikke. Ser du... Han mener, at han sidder inde med nogle film, der kan blive rigtigt mange penge værd, efter mit store gennembrud."

"Men nu har han så valgt, at ladet sit store hjerte løbe af med sig, og han har tilbudt dig muligheden for at købe filmene, inden han forsøger at sælge dem til sladderpressen."

"Præcis, præcis!"

"Hvor meget forlanger han?"

Hun trak vejret dybt. "Tre millioner kroner."

"Vil han kunne få så meget for det hos sladderpressen?"

Hanni så fornærmet på mig. "Når jeg har fået mit store gennembrud, er det ikke særligt mange penge."

"Men det forudsætter så, at du får dit store gennembrud...!"

Hendes Dybblå øjne stirrede med antipati på mig et øjeblik. Så lo hun stille. "Hvor er du dog en forbandet skiderik Michael! Intet under, at ingen i denne by har lyst til at være sammen med dig, med mindre de er i store vanskeligheder."

Jeg lod hendes bemærkning stå ukommenteret hen, og nippede i stedet til min irske ven. "Har du så mange penge?"

"Nej, men det har Lasse V. Thomsen, som er instruktøren på den film, jeg er ved at lave. Allan forventer, at han vil værre villig til at ofre nogle penge, nu, hvor hans filmprojekt også kan lide under en eventuel skandale." Hun kikkede bedene på mig. "Kan du hjælpe mig, Michael?"

"Det tror jeg ikke," sagde jeg ærligt. "Jeg vil godt gøre et forsøg, men jeg tror, at det vil være spild af dine penge."

"Prøv!" sagde hun endnu mere bedene. "Jeg er ligeglad med, hvad det kommer til at koste."

"Også selv om jeg ikke får heldet med mig?"

"Det får du!" sagde hun med sikker stemme.

"Hvad vil du helst ha' mig til at gøre?" spurgte jeg. "Skal jeg forsøge at skræmme ham væk, eller skal jeg købe filmene?"

"Det er helt op til dig," sagde hun. "Bare han kommer ud af mit liv for evigt, så er jeg fuldstændigt ligeglad."

"Hvor mange penge kan jeg tilbyde ham?"

Hun rettede eftertænksomt på hendes smukke, skulderlange, blonde hår. "50.000 kan han få... Men Michael, søde." Sagde hun pludseligt nervøst, mens hun bed sig selv i underlæben. "Ikke et ord til Lasse V. Thomsen. Han skal ikke vide noget... Overhovedet!! Han har et skrækkeligt sind."

"Ok!" sagde jeg. "Ved du, hvor jeg kan finde ham, Allan Altfeldt?"

"Han har lejet sig ind på Scandic hotel i Hvidovre... Du ved, lige der ved siden af motorvejen."

"Jeg kender stedet," forsikrede jeg hende om.

Mit ur fortalte mig, at jeg ville kunne være der ved 22-tiden, så hvis jeg var heldig, ville jeg kunne ordne sagen allerede i aften.
   "Jeg skal tale med ham," sagde jeg til Hanni. "Hvor kan jeg kontakte dig senere?"

"Du kan ringe på min mobiltelefon," sagde hun og rakte et visitkort over bordet med navn og mobiltelefonnummer på. "men vær nu diskret, ikke!!"

Receptionisten sendte mig med et smil op på syvende sal.
   Uden på døren hang et "Vil ikke forstyrres" skilt. Jeg bankede på alligevel. Der hørtes svage lyde derindefra, men ingen lukkede op. Tyve lange sekunder senere bankede jeg på igen, denne gang med en militærpræstation, som ville ha' gjort min gamle delingsfører i Civilforsvaret stolt. Der kunne spores væsentlig mere aktivitet fra den anden side af døren, og en svag kvindestemme hørtes igennem døren sige: "Et øjeblik!"
   Mange lange sekunder senere, blev døren åbnet på klem, og ikke meget mere end en kvindenæse stak igennem åbningen. "Hvem er du?" spurgte de røde læber der sad under næsen.

"Navnet er Michael Nielsen," råbte jeg forbi næsen i døråbningen. "Jeg vil tale med Allan Altfeldt angående noget pengeafpresning."

En rolig mandsstemme sagde noget til næsen i døråbningen, og døren blev åbnet helt. En rødhåret kvinde med ditto kinder stirrede surt på mig. Hendes tøj var krøllet, som om hun havde taget det på i en fart, og hendes ansigtsudtryk fortalte mig, at det ikke havde passet hende at skulle gøre det. Bag hende lå en mand på sengen, kun iført en cigaret i munden. Han lå og lignede Daniel Craig i en James Bond film... nogle burde ha' fortalt ham, at Bond kun er en simpel opdigtet figur i en lige så opdigtet verden. Men det viste manden på sengen åbenbart ikke noget om... Jeg overvejede, om det skulle være mig, der fortalte ham det.

"Hvad vil du?" spurgte den rødhåret kvinde, med en klagende tone.

Jeg skubbede hende blidt til siden, trådte indenfor i elskovsreden og lukkede døren efter mig. "Er du Allan Altfeldt?" spurgte jeg muskelmassen på sengen.

Cigaretten glødede op, da han tog et dybt hvæs, og han gav sig god tid før han sendte en røgsky, på størrelse med den fra Tjernobyl, mod loftet. "Ja" sagde han med selvsikker arrogance. "Jeg er Altfeldt."

"Jeg vil gerne snakke med dig privat," sagde jeg. "Det drejer sig om..."

"Ja, jeg ved det!" afbrød han. "Nogle elendige film, med en elendig skuespillerinde." Han tog endnu et hvæs af smøgen. "Lad mig gætte... Du er den første og mindste af en række ulykker, som Hanni - eller hvad hun nu hedder, efter hun sidst var hos numerolog - har tænkt sig at sende efter mig." Han svingede benene ud over sengen. "Skrub af taber!" sagde han forargeligt. "Bare synet af dit grimme ansigt gir mig kvalme."

Jeg bed hans fornærmelse i mig. "Hvorfor ikke være fornuftig?" foreslog jeg. "Hanni er villig til at give dig 50.000 for film og fred for dig... På den måde får du en fin gevinst, uden problemer af nogen slags."

Hans ubesværede latter gav mig svar på mit spørgsmål.

Jeg skruede bissen på. "Måske jeg bare skulle sparke dig hårdt i røven nu, og hverdag i de næste fjorten dage, indtil du kommer på bedre tanker?"

"Hvis du så meget som tænker på at slå Allan, så skriger jeg," bjæffede den rødhåret hysterisk bag mig.

"Hids dig ned, skat!" snerrede Allan fra sengekanten. "Den taber der kan jeg klare med begge hænder på ryggen." Han gabte og strakte sig.

Jeg burde ha' gennemskuet det, men lige i øjeblikket havde jeg ikke forventet det. Da hans arme var nået halvvejs op over hans hoved, skiftede de pludselig retning. Hans venstre hånd slog hårdt mod min uforberedte hage og den højre krydsede igennem og ramte mig i solar plexus. Hotelværelset eksploderede i stjerner for mine øjne, og jeg forsvandt ind i et sort intet.

Hvor lang tid jeg havde befundet mig i det sorte intet, ved jeg ikke, men en dump smerte i mave og kæbe fulgte mig tilbage til et stille hotelværelset på syvende sal. Jeg regnede med, at Allan og tøsen var smuttet, efterladende den første og mindste at Hanni's ulykker bevidstløs på gulvet. Jeg satte mig op mod sengen, mens jeg filosoferede over, hvor farligt det kan være, at undervurdere sin modstander.
   Så var det, at jeg opdagede min anden fejl den aften. Mine modstandere var ikke forsvundet... kun halvtreds procent af dem. Den rødhåret var her stadigt, hun lå på trægulvet og stirrede op mod loftet med et nyimporteret og stadigt rygende hul i panden.

Udenfor kunne jeg høre sirenerne... jeg viste, at jeg havde en lang nat foran mig.