Det er nu 2 timer senere, 2 dage og 2 sekunder siden. Efter at have tømt mit værelse for flasker og have fået pengene for dem, sidder jeg tilbage med papir på en blok, en kuglepen fra netto i hånden og en smøg i kæften mens jeg drikker noget kold coca cola, til lyden af mainstream punk-rock. Tænker på de tårer jeg har druknet i øl og smøger, tænker på disse kolde skuldre jeg har modtaget og smidt på min samvittighed. Jeg mener, jeg har jo smidt min bagage af, men allerede nu hvor jeg står på starten af broen er de igen tilbage, som om jeg ikke må rejse uden at bære bagage. Nå ja, hvem er jeg, mit eksistentielle spørgsmål, jeg kan bruge uger på at udtænke, selv om det mest smarte svar jeg har fundet på er - Jeg er min fortid, nutid og fremtid, hvad dem før mig har skabt, hvad jeg agerer gennem følelser og hvad jeg ser frem til, fulgt af de kommende konsekvenser og konsekvenserne fra min fortid og nutid. Det er ikke på grund af årsag, nærmere en følelse, da at leve er dyrisk og jeg prøver på det.
   Det er nu 2 timer senere, 2 dage, 10 minutter og 2 sekunder siden. Hvad sker der i mit hoved og i min krop, er svært at forklare, det minder vel mest af alt om en tornado, ja du læste rigtig nok, en tornado som raserer i mit hoved. Den finder et punkt af gangen, kaster det 100 meter ud af mit hoved og gennemsmadrer det, hvorefter jeg genopbygger det punkt igen, mens tornadoen raserer videre. En biologisk forklaring forefindes vel ikke, en fysisk grundprimær grund forefindes ikke, jeg er ikke som de andre og alligevel prøver jeg vel at være. Det er ikke let at leve når min far han er som han er, eller har været.
   "Tro på mig!" siger jeg til mig selv, det psykiske fortids ar, han har givet mig da han slog min mor er slemt, det slår selv det at han slog mig. Det er ikke noget jeg bare kan kaste væk, det kræver at folk skal kunne forstå mig, og at jeg vil lade dem forstå mig.
   Måske er jeg en syg person på fri fod, måske er universet femdimosionelt måske er der liv i midten af kloden. Det er ikke spørgsmålet eller svaret der er intresandt, det er realiteten, det er det man er tæt på, det er det man bør forstå og kunne forklare det, det indebærer så os at man har følelser. Følelser som man hver især bearbejder på hver sin måde, nogle skaber et glasbur til sig selv og kikker ud på andre, andre skaber et glasbur i sig selv og kikker aldrig ind, andre skaber et glasbur i deres baghave, så de hver morgen eller aften kan kikke ud på det, andre laver en plakat og hænger den op på et filmlærred, nogle klistrer det på sit ansigt. Folk bearbejder følelser på hver deres måde, jeg er en af de personer som skaber et glasbur på min computer, hvor jeg kan se ind i det til dagligt, når jeg skal sove, når jeg står op, når jeg skriver, når jeg læser, når jeg danser, når jeg hører højt musik, når jeg er glad, når jeg knepper, når jeg hader, når jeg græder og selv når jeg slår ind i muren. Problemet med at putte ens følelser ind i et glasbur når man er sammen med en anden person, er at man ikke en helhed, men stadig to personer, man slapper ikke af, dyrisk beskytter man sit allerhøjste, glasburet på bordet. Ingen må røre, ingen må knuse det, for tænk hvis alle vores virkelige følelser blev befriet, så kunne alle grine af dem, sparke til dem og virkelig nedbryde en. De kunne ligeså godt gå hen til en, og trække livsgnisten ud af en. For det er det folk lever af, det giver dem en bedre levestandard at skille sneglene fra samfundet. Det er vel også min eneste frygt.
   Det er nu 2 timer senere, 2 dage, 30 minutter og 2 sekunder siden. Jeg sætter mig foran fjernsynet som enhver ordinær person ville gøre mindst en gang om dagen. "Velkommen til Disney-land" - kommer det fra fjernsynet. Væggene er høje og lange, vinduerne nypolerede og træerne pestgule. Det er efterår/vinter hvis man ikke skulle have opdaget det, det er den tid der vækker mindet om hende bedst. Det er det tidspunkt på året, hvor jeg kan se hendes lillesøster eller lillebror løbe rundt i haven og te sig åndsvagt sammen med Bari. Bari er hunden, den sorte labrador agtige hund, der altid er pisse sød og klar til sjov, vel fordi den var en hvalp og godt kunne lide at drille. Tænk!!!, jeg kan næsten se den for mig imens den bader i swimmingpoolen, og når den sagde farvel til mig ved havelågen. Dyrisk levestandard, gid jeg var på det niveau, gid at hundemaden var bedre, for så ville jeg da helt klart gerne være som den. Ikke mindst fordi den putter hos hende nogle gange, nej os fordi den lugter hende og hendes gyldne hår. Jeg kan stadig se hendes vinger for mig, disse gudskabte og englebenåede vinger, der var i hendes øjne. Øjne som kunne skabe fred i fjerne lande, og få fuglene til danse mens de flyver, få blomster til at vokse mens de bliver kikket på eller få ællinger til at vokse sig store. Øjnene er helt klart hendes styrke, hendes vinger, mens håret er gyldent som solen, gyldent som var det af pur guld, blødt og glat som var det ren nyspundet silke.
   Det er nu 2 timer senere, 2 dage, 40 minutter og 2 sekunder siden. Hendes ånd lever i mig, gennem den kærlighed jeg har for hende. Hun kan ikke forstå det siger hun, jeg kan ikke forklare det tænker jeg, forvirret og fortabt, falder jeg gang på gang om i min seng, med nat og tårer over mig. Jo mørkere dagene bliver, jo tristere bliver min verden også, jeg husker hendes ord, husker hendes smil - Nu er der kun 45 dage til jul! Grinte jeg ikke bare for det meste af det, kaldte hende skør og sagde jeg elskede hende, jo det gjorde jeg vel. Jeg sagde vel hun var skør fordi det var lettere barnligt men også utroligt sødt, og grinte jeg ikke for at gemme det pinlige ved den følelse i glasburet, kyssede hende fordi jeg ville væk for emnet og sagde jeg elskede hende fordi jeg mente det. Men da tingene sker så hurtigt som de gør, tænker man ikke over sine handlinger, og de danner et norm. Så kan man så sidde dage efter hjemme hos en selv og tænke over sit minde. Endnu værre bliver det minde så, hvis man forlader hende, et savn, et billede af en hvor man hænger sig selv af ren samvittighed.
   Jeg kan vel aldrig helt forklare hvorfor jeg gik fra hende, det er ene og bund-ulogisk for en læser at forstå, jeg er jo ikke den store mesterforfatter, blot en dreng under udvikling. Træerne svajer i vinden og taber bladende, jeg løber med vinden, for at det aldrig skal blive vinter igen. Jeg løber og løber, til sidst faldt jeg så. Ankeret der var bundet rundt om mit hoved var kortere end det om mit hjerte og jeg faldt det forkerte sted. Jeg målte mit liv i forhold til min fortid, og smeltede i had, glæder, tårer og frygt. Jeg var ene i min fortid eller fortid/nutid, og gav afkrav på min nutid/fremtid som så var hende, blot fordi jeg ikke kunne bære at lade hende bære en halv af min byrde så vi kunne blive en, dette var en kamp for mig selv og for ingen andre. Hvilket også var derfor jeg afskrev mig min allerbedste ven, jeg havde brug for at være mig selv, jeg havde brug for min fritid, jeg havde brug for at fylde følelserne op i et glasbur, som jeg så kunne stille på bordet for at kikke på det. Gennem en analyse, en smerte, gud-ved-hvor-mange-tårer og et håb der langsomt steg, gjorde at jeg kom tilbage. Tilbage til den nutid der nu var fortid, hvor jeg havde afklaret mine problemer med mig selv, men stod uden hende og min bedste ven, så jeg kæmpede videre, jeg kæmpede for at få min bedste ven igen, for-hold-da-op hvor havde jeg savnet ham. Endnu værre var dog tanken om hvad jeg havde lagt bag mig, hende hvis mit hjerte tilhører, havde fundet en anden. Jeg kan på ingen måde føle mig vred, kan på ingen måde føle mig sur over noget som hun jo oprigtigt havde krav på - at være glad. Hvis hun er glad er jeg os lidt glad, men det er bare ikke det samme som før. Hun er glad, det gør mig glad, men det gør mig ikke mindre jaloux på ham, tænk at være sammen med en pige med englevinger i øjnene. Det misundte jeg ham, men tiede for hende. Tiede fra dag et jeg hørte om det, hun har ikke brug for mine ord, tænk på hvilken smerte hun må have følt, det måtte da blive for meget, hun havde ikke brug for mig, hvilket var i orden med mine principper, ikke mine følelser.
   Det er nu 3 timer senere, 2 dage og 3 sekunder siden. Jeg legede så lidt med forskellige piger, nogen var jeg sammen med, andre afviste mig, ligesom realitet nu engang er. Men intet kunne ophøje hvad hun er for mig. En pionerisk engel, der ikke kræver ret meget men blot gir og gir. Hvilket jeg som symbol har gemt hendes rose på, en rose andre har prøvet at slå med en der var der større. Det er bare ikke størrelsen eller farven der gør jeg elsker hende, det er sammenhængen. Det er hendes fødselsdagskort, hendes breve, hendes billede og mine minder der gør hende til den hun er i mit hoved. Så lad os vende den om, lad os se det fra hendes side så jeg måske kan forstå hende.
   Klokken er ca. 24-01 om natten da hun modtager en sms, hvor hendes kæreste sender hende en "small message", der siger at han slår op med hende, ingen vitterlig forklaring, kun rene og sårene ord i hendes sind, der ord for ord sender pile gennem hendes sjæl og et spyd i hendes hjerte. Hun forslår sig med tårer og trøst hos veninder, intet hjælper, alt minder om ham, alt giver genklang af ham, han udseende, hans ord, hans tekst og hans lugt. Alt dette hun aldrig ville få igen, et kæmpe tomrum åbnes og ned i det smides en voldsom stor tyngde, der ikke er til at bære. Hun kvæles mellem sekunderne, og kvalme opstår i hendes krop når hun ser ham, hadet vokser, og alle tingene fra ham smides ud. Der er dog visse spørgsmål hun gerne ville have svar på, men ikke kan få. Hun gemmer ham ned i en glasboks langt ude på landet, og gid han måtte blive der til han rådner op. At hun finder hans profil på dating gør det ikke bedre, mens hans undskyldninger bliver som pest i hendes øre. Helvede eksisterer hjemme på hendes værelse da det ikke længere er for hende og ham, men nu kun for hende, hende alene og ene. Forstå smerten som en ubeskriveligt stor klippe der ligger ovenpå dig, forstå du ikke selv bare uden videre er i stand til at kunne løfte den væk. Hun skulle bruge hjælp, det fandt hun i hendes veninder og hendes nye kæreste. Hvem skal jeg så være at beskylde hende, hvordan skulle jeg så være at dømme hende, hun er den fri, jeg er den bundet og sådan måtte det være.
   Det er nu 3 timer senere, 2 dage, 3 minutter og 3 sekunder siden at det var 0 timer senere, 0 dage, 0 minutter og 0 nul sekunder siden. At jeg fik den besked at min tekst er poesifis, jeg ikke skulle undskylde, at jeg bare skulle glemme fordi det havde hun gjort, det var et overstået kapitel, "hyg dig, det kan være vi ses... Farvel". Smæk direkte på samme måde som jeg gjorde mod hende, og hvor har jeg fortjent det. Hvilket er derfor jeg græd, hvilket er derfor jeg drak som en alkoholiker, hvilket er derfor jeg skriver, når jeg nu igen sidder her på mit værelse. Nogle folk ville kalde det et selvstudie, da jeg kun kan blive klogere, hun ville nok kalde det et overstået kapitel der er til grin. Sårene på mig sidder ikke udvendigt men langt indeni, der hvor de kan mærkes bedst, i hjertet, i lungerne, i nyrerne, bag ørene, på mine armled, på min hals når grebet strammes og luften bliver for tynd. Hvor går jeg fra nu af, skal jeg starte forfra med fortid, skal jeg prøve at fikse noget umuligt, eller skal jeg lade historien gå og lade mit hjerte bløde for evigt. Jeg tror det er tid til jeg skal smutte, jeg tror det 3 timer senere, 2 dage, 59 minutter og 3 sekunder siden nu, og at jeg vil forevigt bløde og elske en engel, hende rundt om hjørnet der får mig til at skælve ved synet af hende. Elsker hende, det gør jeg fandme, og selv om jeg sidder i hendes glasbur 1000 km væk, ude på landet...