Hører din kalden fra indre afledninger,
der søger mit rystende grundlag afbilledet,
i det tilvalg af værdiløse værdier du tilhører,
fanger du mig med skuespil og tomme ansigter,
og du trækker mig mod min egen død.
 
Partiklerne vokser i din tilstedeværelse,
når ophobningen skrænter mod underlaget,
så søger vi komplementerne i distancen,
men lukker ned for omverdenen,
når sanserne bliver for ægte.
 
 Din hånd søger forhåbningen,
men møder min kolde skulder i foragt,
når kvalmen bliver for tung for sindets kraft,
sænket ned i et diffust overblik,
opgivende kampen.
 
Du skal ikke være en del af min egen definition,
konspireret af sammenkogte tvangshandlinger,
så bider med viljen mod lystens afhandlinger,
accepterende sindets magt af legemet,
sætter jeg abstinenserne på afstand.
 
Virkeligheden skal ikke være baseret på min accept af dig,
søger derfor væk fra kroppens tågede søgen,
flytter tanken og lader dit kalden dø,
som et fragment af et selvafbilledet udyr,
fra endnu et grumt mareridt.