Træder igennem betonen,
kan ikke få fodfæste,
mærker blot hvordan,
vinden river i min hud.
løfter mig bort i smerten,
nærmere tangenten af mit sind,
hvordan venerne søger,
at udforske grænserne,
at samle og summe,
en højere mening,
bag hvert gadekryds,
bag forkullede minder,
graffiti befængte toiletter,
lilla og alene,
i det ultraviolette lys.
 
På flugt fra realiteterne,
et stykke moment af fred,
igennem de før,
så hårde fliser,
taler toiletkummen,
til mine fantasier,
aer min sitrende krop,
min virkelighedsflugt,
fra manden i uniformen,
fra manden bag skranken,
væk fra nogensinde,
at bære slips og skjorte igen,
afhængigheden,
af at skulle præstere,
at skulle fuldføre,
en andens vision.
 
Vælter muren,
træder i euforiens svøbe,
i et forsøg på at forsvinde,
fra dette helvede,
finde mig selv,
væk fra andre folks meninger,
deres dikteringer af hvordan,
jeg er,
deres fortællinger om hvem,
jeg er,
og tegne et nyt billede,
af min selvstændighed,
her bestemmer jeg selv,
komplet nøgen,
komplet junk,
opgivende og væk fra suset,
smager jeg sindets røde tårer,
i mit forsøg på at nå op igen,
finde overfladen,
livets værdi.