Jeg træder tårer,
vandrer i blikke,
ser tabte bånd,
fortabte drømme,
målt op i point,
mens kys visner i politik.
 
Jeg træder tårer,
kikker på vores land,
og det føles som,
et historisk tilbageblik,
lidt a la tegneserie komik,
en ny nazi kronik,
uden logik,
eller blot,
simpel proletar fysik,
der i tidens sand,
mangler kvalitet,
frem for kvantitet,
forståelse i dets udformning,
af de grundlæggende værdier,
deres holdning til mennesker.
 
Jeg træder tårer,
når mennesker,
tyr til den holdning,
den, den, den!!!,
forbandede holdning,
der tager livslysten,
fra mig,
og jeg væmmes,
i sorte skygger,
over at være søn,
af den danske fane.
 
Jeg træder tårer,
for i min verden,
er der ingen grænser,
ingen barrierer,
der diskriminerer,
retten til at leve,
ånde frit,
og udtrykke sig,
i min verden,
er alle mennesker lige,
og kan kun dømmes,
efter deres handlinger,
i nuet.
 
Jeg træder tårer,
for i dette land,
har frygten bidt sig fast,
fyldt hvert afkrog af sindet,
fyldt dansken med løgne,
og vansiret vores holdning,
udtømt vores spinkle,
men ellers så ægte,
mangfoldighed.
 
Jeg træder tårer,
når jeg ser tidens sand,
forme et Danmark,
hvor folk har forskellig rang,
afhængig af deres kulør,
deres indkomst,
deres uddannelse,
eller blot deres evne,
til at egne sig som,
normativ slave,
frem for deres evne,
til at eksistere.