Hyklerisk kalder vi det kærlighed når vor læber mødes,
uforstående overfor de realiteter der gemmer sig i vor hjerter,
der krydser latente baner af drømme og håb,
iført vores naive blik og alvorlige handlinger,
udspiller realiteterne sig med synergi,
langt fra syntetisk,
helt naturligt,
giver indre ro.
 
For erfaren til at at forstå det unge aspekt af ægthed,
kravles der på blottede knoer mod kildende fornemmelser,
der arbejder sig frem mod fæste og stand i grundvoldene,
helt uforglemmelig i hinandens fravær,
syltes følelserne for abstinenser,
tyr til forudsætningernes kunst,
overgiver sig i lyst,
lindrende sjælen.
 
Voksne mennesker uden evne til at handle rationelt,
bundet i sjæl og legeme til hinandens gunst,
fejrer kroppen mødet i sitrende bevægelser,
grænseoverskridende eksplosioner,
i fangsten af amorinernes små lussinger,
bevæges der tættere på en sammensmeltning,
af sved, blod og kød opløftet i sekret,
med lyse løfter og tro.
 
Tankernes uransaglige handlinger træder i karakter,
udfordrer eksistentielle værdiers sammenspil,
og efterlader os fæstnet i samme bånd,
følger samme kurve af emotionelle tårer,
bindende hinanden i skæbnens tvang,
tællende opløftet til et højere perspektiv,
vor guddommeligt erfaringer krydres
og stiller sig i et spørgsmålstegn.