En penibel affære trækker sit slør,
jeg er gående i psykose,
lukket i spær,
som jeg danser med sjælen,
kogende i dystert adfærd,
defragmentere universerne,
og jeg er alene,
unikt stjerneskud,
som danser med djævle,
fanget i deres klør,
ser jeg verden gå bort,
i regnen af sved,
i mindernes blod,
smager jeg på essensen,
og alligevel er jeg levende.
 
Det er et udtryk af at have ramt bunden,
at være en andens slave,
 og mærket promillernes tag,
ind i svælgets afkroge,
når jeg ikke længere bare kan se brostenene,
men må ligge i skjul for vinteren tag,
og trække sig i langdrag,
for at vinde tid.
 
Det er en penibel affære,
at vente på sin straf,
se bukserne falde langsomt,
og man drømmer sig væk,
når man kan se blodet syde fra tjørnekransen,
en velsignelse i smerte,
når man kan mærke blodet forsvinde,
og sindet slappe af,
så defragmentere sjælen,
man svæver og sætter sig fri,
når regnen bliver til blod,
og synderne bistår i skæret,
så svæver man,
og oplever en mening,
ingenting,
komplet tilfredsstillelse,
komplet nulstilling.
 
Det er et udtryk for at have ramt bunden,
for at sætte sig fri,
have ingen mennesker omkring sig,
at være unikummets barn,
og være fremmed igen,
fremmed for verden,
og bare være til,
opleve det hele på ny,
når sjælen bliver udrenset,
og misbrugt i klørene i natten,
så er jeg ikke længere luderen,
nede på gaden,
så er jeg bare endnu et menneske,
endnu en fri kvinde.