Det var i de røde dage i December,
hvor vor grundvolde rystede,
i excentrisk og gnistrende,
opstemt fyrværkeri,
af bobler og promille,
legende og tærende,
kød og blod,
med sjælens,
hjerte. 
 
Unik og skødesløs,
husker vi tilbage,
på de røde dage i december,
hvor skjoldene sad udenpå,
og vi brystede os med lange samtaler,
små finurlige ansigter,
varme hænder,
en dyne,
to sjæle,
samlet,
i kys.
 
Vi lader minderne flyve ind fra sidelinien,
blokerer for lykken når vi negligere hinanden,
i den flugt for realiteten vores valg har skabt,
det er diskuterbart og lystigt,
skæbnebestemt at vor sjæl,
skal lide under det hele,
at vi er hinandens,
nemesis,
og hinandens,
eneste ene.
 
Afhængigheden til dine løgne,
fanger min søndag morgen,
i hævnfyldte klør,
der tærer på mine vener,
begraver mig i sne,
smagene blå likør,
frysende uden,
dine kinder,
dit smil,
kys.
 
Rejser mig for min skal,
og bær dig i mit hjerte,
fylder tankene op og rejser,
til det rige af frugt,
vi engang drømte om,
passionen og håbet,
leger med mig,
i poetiske spil,
om synd og afmagt,
falder i dine øjne,
magtesløs ser jeg,
håbet i minderne,
fra de røde dage i december.