I flugt fra vejen skærmer jeg følelserne inde,
burer drømmende inde bag tomme handlinger,
lader virkeligheden rive og flå i mit skind,
mens jeg afgiver de materielle goder og gør mig fri,
af de bånd som anerne har skænket mig,
i de timer de bekendte deres synder,
og ville skabe et nyt og bedre selv.
 
Søger tomhedens skær ned af eftertænksomhedens kurs,
banen kridtes op og viger fra nemme valg,
gør klar til faldet i afmagtens kant,
i de blikke samfundet pådrager en voksen mand,
der forbinder jeg kanten af synder med diffuse skridt,
når jeg afviger fra normen af fortabte mænd.
 
Der skal straffes uskyldige øjne med svigt,
udelukkes trolige bånd så egoismen kan fejres,
med selvtægt i psykedelisk adfærd,
når synderen slipper gråden løs med tag i skødet,
figurerer afmagten som en vunden piedestal,
en ny højborg af selvtillid må rejses,
i handlinger der taler med tårer.
 
I de vilkår konsekvenserne skaber finder jeg fred,
med smagen af blod fra frydens hjerte,
sætter jeg englen fri og søger et nyt billede,
mens jeg vasker min sjæl i lyset af en ny dag,
kravles der ned på knæ og synkes i dybde,
i den frie filosofi af sande kår efterskælvet spejler.
 
Der opstår et nyt bånd mellem tankernes ro,
og af gråden hulkes sandhederne op,
for i spejlbillede glimter de grimme realiteter sin sandhed,
i virkeligheden fortsætter livet sin cyklus,
af glødens aske formes arene og heles,
i sin søgen på ny energi.