Som et fatamorgana blandt mængden af folk,
dvæler jeg til trangen til dine kys nat og dag,
efterladt som en mand uden sit hjerte,
selvskriver jeg samtidigt selvets selvmord,
med panseret lyrik i i vibrerende salg mod kinden,
synger lussingen absolut højere,
når forventningerne skrues i vejret,
og efterlades af et hult tomrum af stilhed.
 
 Offer i buddet om at give til dig,
fanger jeg løgnene med beskidte hænder,
og syndige handlinger i trivielle momenter,
søger jeg trøst i nøgenheden i dine gamle ord,
hvor ord var ærlige udtryk og ikke gennemtænkte fraser,
men lystige efterskælv af flirtens kamp.
 
Gennemroder i det spektrum af ord du har givet mig til rådighed,
tvinger hvert et håb ud af dem med grådige hænder,
i afmagt stiller jeg mine tårekanaler i flod,
så smerten langsomt får frit afløb,
mødende intetsigende tomrum,
da svaret ikke er mig.
 
Træder ud i min lange ørkenvandring,
fyldes med tørst til din kys og fugtige læber,
i aftensolens skær rødmes jeg i dvælende tanker over illusionen,
når fatamorganaet hænger som et billed på en natfarvet væg,
 smiler du sødt til mig med kunstige smil og fragmenter af en svunden tid.
 
I ensomme nætter glimter øjeblikke efter at give efter
træde i karakter og fæstne mig i dit smukke sind,
med mit løfte om ansvar og ønsket om dit herlige væren,
vil jeg skænke rammerne kys fra frosne tider,
og ønske hverdagen velkommen,
men du tvinger mig til at lade vær!
 
Fanget i afmagtens rus skrives der historie blandt vores valg,
når jeg beder dig se på de faldne handlinger,
og granskes i min egen tro på fremtidige minder,
falder valget på din tankers stilhed i tørstige momenter,
og jeg beder dig med fråde om sindet,
tørstende i det uvidende solskær,
- Åben sjælens dør lidt på klem.