Hør min bøn,
nu hvor jeg går på efterskælvet flade,
ser ødelæggelsens frustrationer,
de mange berørte ansigter,
der tegner deres håb i øjnene,
og husker det liv de en gang havde,
hvor meget de har givet slip på,
hvor meget de har måtte ændre,
måden de tænker på.
 
Hør min bøn,
blandt sprængte skorper og korruption,
efterladenskaber af et forsvundet rige,
kæmper lysene for at se horisonten,
synger hymnerne i nattens gløder,
elegien er over de sørgende,
melankolien virker helende,
hvor de har måtte lade deres hjerter briste,
hvor de har måtte ofre en del af dem selv,
måden de tænker på.
 
Hør min bøn,
brugere af et forjættet land,
sjæle af skræk og pinsel,
flyder tomrummet i ekkoet,
ødelæggelser fortærer verdensbilledet,
men det er levende i det spinkle,
i håbet om at dele konklusionerne,
at skabe noget bedre,
nu hvor de har måtte sande deres fejl,
nu hvor de vasker deres hænder,
måden de tænker på.
 
Hør min bøn,
Nu hvor efterskælvet rør grænser,
eksistenser tager form,
låste mennesker i dybets greb,
dør hen i sirenernes kamp,
hvorfor liv forspildes,
opildnes til nye trosgange,
i håbet om fred og kærlighed,
menneskelighed på trods af fejl,
kan smerten ikke sanses,
på trods af vort løfte om åndelig renæssance, 
nu hvor vi bruger tiden på politisk valgkamp,
nu hvor vi bruger livet på familiehygge og tv,
måden vi tænker på.