En stjerne forlader sin rede i afmagtens klæder,
ifører sig tårernes skind af fremtiden defragmentering,
i en ukendelig virkelighed der syntes rå og ægte,
så evig tom i den efterladte stund,
mens stilheden sænker sig over sindet,
skydes verden i stå med truende bomber,
 af de realiteter som ligger i forsvarets kamp.
 
Dæmonerne dvæler ved klirrerne flasker,
venter i blodbanernes optagelse af ærlighed,
med oprejst pande sejler livet uden styrmand,
i en ukendelig trance i omverdens distance,
der efterlader udtrykket tomt og uden skælven,
flakker dirrende substanser rundt i kroppens kant,
mens magten falder til bunds og søger efter tomhed,
uden kant uden dybde og substans.
 
Bøgerne vælter ned og udrensede orgier at materielle goder,
efterlader munden åndeløs og følelsen stum af ekkoer,
 iført nattøj summer genkendelsen regnestykket sammen,
med det ulogiske materie hængende over hovedet,
"forfald i nat" = "forfald i skæbnen" = "forfald i livet",
kramper stemmen sammen i sunket spyt og gråd,
 maler jeg natten sort og indtræder lyset med lukkede øjne,
følende bitterhedens stemme i lunkne arier,
der synger troens sang på havet.
 
Drømmende om picnic i stuen og smilende øjeblikke,
braser verden sammen og en iturevet sjæl i vridende selvtortur,
skræmmer billedet af nærhed morgendagens kald,
når diffusionen indtræder normalitetens tag i kraven,
sukker hjertet efter sjælefred døbt i alkohol,
smeder livet nøgler og vinduer til at åbne nye døre,
i forgabte udtryk der strækker sig længere end førhen erfaret,
i rullende smerte i stumme øjeblikke.
 
Efterlader verden sigende og fortællende i latterens udmunding,
med kransen af ekkoet i løgnene fortællende,
hvordan man dræber en synder i egne ord,
med kvalitetsvalgte orgier af selvpåført chikane,
når tankerne flyver fra galaksen og søger nye verdner,
vender jeg ryggen mod min drøm og vandrer,
dødens gang mod sjælens ufred,
i solens nedgang og de mørke tankers indtog.