Bosiddende i en iturevet verden stiller jeg ingen krav,
med vinduerne på klem til det håbende skaber paralleller muligheder,
med knæene over kors og hovedet sat på halvt,
flager jeg med drømmene bryst og hjertet åbent,
følende efter det frie fald i nattens mørke tumult,
med øjnene lysende op mod den farverige himmel i brand.
 
Skridtet tager det kommende på en vej fuld af huller,
med asfalten under håndfladen og skoen slidt i stykker,
skaber rammerne vægge fyldt med værdier af melankoli,
indånder skabernes lange mange historier om mening og forståelse,
bag blottede døre i det dyrebare og forventningsfulde hierarki,
der står opsplittet på den lange vej mod tomme glas og flammer.
 
Det er med tankerne på skrå og cap'en på langs jeg savner lagnerne,
iklædt de spillende klæder af mirakuløse handlinger i hverdagens rytmik,
slår trommen i gulvet og banker hjernen på plads,
med blikket flakkende omkring dit æble og synker spyttet,
jeg rammer diffusionen med et brag og længes efter udtrykket,
låst bag de mørke lange gange af sandheder der er ventende.
 
Det er med længsel jeg kikker ind i billederne af de kommende minder,
Hvordan gråden vælter frem og krigen langsomt rammer de følende,
det er med historiske monumenter jeg fremtvinger lokaliteterne i dine følelser,
det er med hårdtslående ord jeg siger farvel til dig igen,
når udtrykket i ansigtet er falmende og krævende en ny sandhed,
du har ret når du siger passionen er vild.
 
Det er med smagen af blod jeg kikker ud i lokalet,
det er med krydret psykiatri at mine indre dæmoner går amok,
til tikkende bomber i en langsom nat,
hvor bremserne er sat ud af spil og speederen blevet sat i bund,
med ankeret er hevet op og sejlet hejst,
rokeres der rundt på værdier og realiteter.
 
Kikkende med det ene øje mod uret på væggen, 
tæller jeg sekunderne til din exit,
til dagen hvor tanken bliver nulstillet,
til dagen hvor dæmonen bliver dræbt,
hvor hjertet bliver accepteret,
og rosen smidt.