Det er ikke blot rindende vand,
det er tårer af kød og blod,
saltet vand,
trillende ned af kinden,
svøbende i ordene,
intetsigende stumt,
af dansende billeder i luft,
som fryser tiden ude,
og holder kulden inde,
når byen forfalder,
og i lukker varmen ude,
slukker for charmen,
og fjerner skævheden,
mangfoldigheden,
og fjerner hånden over os,
i forfaldne,
voksne børn.
 
I gemmer jer bag jeres udtryk,
som finanskrise,
nedskæringer og prioriteringer,
og håber vi ikke kikker,
at vi ser den anden vej,
og ikke ser tallene florere,
opblomstre af vejkanten,
på Enghave plads,
mens vi som børn,
leger tag fat.
 
Bag en lukket mund,
en smilende facade,
sidder jeres virkelighed,
krakelerende i sved,
spejlende sig i vores tårer,
rindende tårer,
af kød og blod,
som får os til at krybe tættere,
ind til hinanden,
når sparetiden igen starter,
og vi må lade vor drømme falme,
visne i jeres hænder,
mens vi vægter jeres intetsigende ord,
og i stjæler vores indre by af lys.
 
Det er ikke blot rindende vand,
det er smerten af at vide,
et spørgsmål om erfaringens parring,
skævhedens udtryk,
et spørgsmål om at være anderledes,
om at være ytringsfri og turde male,
verden fuld af farver,
og bidrage med nuancer,
et syrebestandigt lys,
som i kunne være stolte af,
men i fjerner hånden,
og lader os falde,
og håber ingen ser det,
vores rindende tårer,
til jer,
i forfaldne,
voksne børn.