Den grædende stjerne
Da ynglingen over alle yndlinge ikke længere fandt det behageligt i sin moders skød, lod han sig straks føde. Ud kom han sekundet derpå, efterfulgt af et grådkvalt hvin fra moderen. Eftersom hvinet var af grådkvalt natur, kunne man hurtigt forledes til at tro, at der var tale om en smertelig begivenhed for moderen. Men både gråd og hvin var gjort af et glædens stof, da en moder jo næsten altid af hele sit hjerte elsker sit barn, hvilket også var tilfældet her. Da ynglingen fyldte et år, kunne han på kommando synge hver en tone på den kromatiske skala, og kommanderet til det blev han thi alle de voksne omkring ham var meget henrykte og ærefrygtige og nærede kun positivt i henhold til ynglingens kunnen. Hør ham! Se ham lige!, blev der råbt ved en hver given lejlighed dertil, og ynglingen sang og fyldte derved de voksnes øregange med fløde, og de voksne frydede sig ved dette usammenlignelige barn, som tilsyneladende var født under en særlig stjerne. Allerede da ynglingen var fyldt fem, var ynglingen ikke længere en yngling, men nu forvandlet til yndling. Nu optrådte han nemlig på både tv og i radio med sin frydefulde stemme over alle stemmer. Tårerne trillede ned ad kinderne på de mennesker, hvis ører kom i kontakt med den mere end yndefulde klang fra yndlingen. Igen var tårerne ikke udtryk for et smerteligt aspekt ved menneskets indre, men tværtimod udtryk for noget så glædeligt og yndefuldt, som var man blevet rørt af Guds lillefinger. Thi røres man af denne, siger de kloge, er man i kontakt med sit indre på en sådan særlig måde, at man uden videre må bryde ud i gråd - en glædens gråd, eftersom Guds beskaffenhed jo kun kan være af positiv natur. Yndlingen blev nu ti år, og havde allerede turneret med sin stemmes klang i fem af de ti. Han var kendt i den halve verden og havde optrådt i samtlige lande af netop den halvdel, som han var kendt i. Radioerne spillede nu kun hans stemme og ligeledes udgav pladeselskaberne nu kun plader med hans stemme på, da det på nuværende tidspunkt var det eneste, der blev solgt og så gjorde det jo i øvrigt menneskene glade, så glade, at der i denne halvdel af verden faktisk ikke længere eksisterede problemer mennesker imellem. Årene gik og yndlingen blev knap voksen selv. Han følte ikke længere selv glæde ved sin klang og særligt ikke ved at formidle den, som han hidtil havde gjort dag ud og dag ind. Faktisk var han begyndt at væmmes ved det hele og indeni græd han efterhånden hver eneste gang han spredte glæde i kraft af sin enestående klangfuldhed. Verdens beskaffenhed bestod, som nævnt, på dette tidspunkt af to halvdele, to stormagter, der i øvrigt var præcis lige stærke. De havde lige mange tanks, ubåde, bomber, våben, krigsskibe, og nøjagtig samme antal soldater. Hver gang en ny soldat blev hvervet hos den ene halvdel, blev der også hvervet en ny soldat hos den anden, eftersom de i hver halvdel havde spioner på hver side til fortælle om det nøjagtige regnskab af militære foranstaltninger. Det kom derfor aldrig til krig mellem de to halvdele, da herskerne i hver halvdel jo ikke var dumme, men sagtens kunne indse, at en eventuel krig ville udslette begge halvdele tilsammen. Og sådan gik det, at de to halvdele lignede hinanden, men ikke var ens, eftersom den ene halvdel jo ikke var den anden og omvendt. Den største forskel på de to halvdele var dog, at den ene halvdel havde yndlingen som indbygger, og at han som indbygger havde spredt glæde blandt befolkningen de seneste to dekaders tid. Spionerne fra den anden halvdel havde videreformidlet dette fænomen, således at herskerne fra den anden halvdel havde fået nys herom. De ville også have del i fænomenet, da et sådant fænomen jo er godt, fordi det aldrig er skidt. Herskerne fra begge halvdele mødtes over en kop kaffe og besluttede i fællesskab, at stemmens sødme nu også skulle frekventere radioen i den anden halvdel og altså således faktisk i hele den store verden, som herefter skulle blive en salig verden, hvor folk fra nær og fjern kom hinanden ved og lærte at elske hinanden, da stemmernes stemme skulle fungere som katalysator for det elskovspotentiale, som altid allerede havde haft rod i menneskenes natur, men som hidtil var blevet holdt nede af uglædens genstand. Men ak! I takt med kærlighedens fremmarch på planeten, blev yndlingens sind stadig mere melankolsk og faktisk dystert. Han følte sig efterhånden som et dødt dyr på vejen, der igen og igen bliver kørt over, således at det nærmest går i et med asfalten, og man ikke længere kan se forskel på dyr og vej på trods af deres uens natur. En skønne dag besluttede yndlingen derfor, at hele cirkusset nu måtte høre op og, at han i øvrigt aldrig mere ville åbne munden, da han i og for sig ikke længere var i stand til at tale, men kun synge, da han de sidste tyve år kun havde sunget og slet ikke talt. Først græd moderen, dernæst verden, da den uhyrlige nyhed havde vist sig at være sand og ikke falsk. Alle tryglede yndlingen om blot en enkelt strofe igen at synge, men yndlingen stod fast på sit indre ord og munden vedblev med at være lukket. Verden og dets indbyggere græd i kor i fem hele år, og på disse fem år var yndlingen, som nu ikke længere var yndling, men efterhånden genstand for had, blevet som forvandlet indeni. Han forstod nu hvad begrebet glæde ville sige, da han nu befandt sig i dets epicenter, og han spankulerede således lystigt omkring, mens han duftede til blomsterne, som nu næsten alle var visne. Da al glæde nu var borte i hele den samlede verden med undtagelse af yndlingen, måtte verden igen deles op i de samme to halvdele som førhen. Herskerne kunne ikke blive enige, selvom de havde drukket i litervis af kaffe til utallige møder. Det eneste de kunne blive enige om, og det var de måske i deres indre ikke helt enige om alligevel, thi det var jo hele grundlaget for møderne, var, at de igen skulle dele verden op, og at der herefter skulle være krig. Yndlingen var ved sig selv mere fornøjet end nogensinde, og da folk i begge halvdele fik nys om den forestående krig, tryglede de yndlingen om igen at synge i håb om, at dette ville kunne forhindre krigens komme. Men yndlingen afslog prompte, eftersom moralske anliggender ikke angik ham og han i øvrigt ikke vidste noget om moral og deslige, da han jo hele sit liv kun havde sunget og i øvrigt var han jo også glad og frydefuld lige nu og her. Det gik som det måtte og de to halvdele brød ud i en drabelig krig - en krig, som tordnede i tredive år. Yndlingen havde, selvom der var krig, ikke oplevet en eneste dårlig dag på disse tredive år. Selv da han døde, var det med et saligt smil på læben, og da de tredive år var gået, var hvert eneste menneske i verden fløjet til himmels. Da den sidste sjæl forlod sin menneskekrop, stod der denne nat højt på himlen en klar og funklende stjerne. Så man den fra verdens perspektiv, hvilket der jo i øvrigt ikke fandtes nogen til at gøre, kunne det se ud som om den græd, men det var nok bare en komet, som var fløjet forbi og derved imiterede en trillende tåre, thi stjerner kan jo ikke græde i virkeligheden og for alvor, da stjerner er stjerner og ikke mennesker.