De var kun tre tilbage i klasselokalet - Jonas, Mads og Søren. Det var nogle minutter siden at det havde ringet ud og deres klassekammerater var allerede langt væk. Det var den sidste dag i august og udenfor skinnede solen. Det skarpe genskær fra skolegården fik lokalet til at virke mørkere end ellers.
   Jonas ryddede op, mens Mads stod og ventede. Det var Jonas, der var duks den uge og han tænkte, at han hellere måtte gøre det ordentligt. Deres klasselærer havde sagt, at der havde været klager fra rengøringspersonalet over at der ikke var ryddet ordentligt op, så de kunne komme til at gøre rent. Det var blevet værre siden de var kommet tilbage efter sommerferien. Det kunne klassen ikke være bekendt, mente klasselæreren. Jonas tørrede tavlen af, lagde kridt i tavlerenden og samlede madrester sammen, som han kom i skraldespanden. Han rejste en væltet stol og tørrede vand op omkring vasken. Så manglede han bare at feje.
   Mads stod lænet op ad væggen ved døren, som førte ud til gangen. Han havde en læderbold, som han indimellem stødte ned i gulvet med et klask. Han havde været Jonas' bedste ven lige siden børnehaveklassen, undtagen en periode for et års tid siden, hvor de ikke havde talt sammen et stykke tid. Jonas havde ikke savnet ham som sådan, mens det stod på, men han havde kedet sig mere end han plejede. Det var rart, da de begyndte at snakke sammen igen.
   De spillede tit fodbold sammen om eftermiddagen. Mads havde noget med den ene fod. Den var forvredet en anelse, så den pegede lidt indad. Det var noget han havde haft siden fødslen. Han haltede en smule og kunne ikke løbe så hurtigt, som mange af de andre. Alligevel var han en af de bedste i klassen til fodbold. Jonas og ham spillede tit efter skole med nogle Mads havde lært at kende fra parallelklassen sidste år. Hvis han skulle være ærlig brød Jonas sig ikke så meget om dem, men han kunne godt lide at spille.
   Den sidste dreng i lokalet, Søren, sad på et af bordene med benene dinglende ud over kanten. Jonas var ikke sikker på, hvorfor han ikke bare var gået sin vej. Det var ikke fordi han skulle med ham og Mads, de snakkede aldrig med ham, og han kunne ikke finde ud af at spille fodbold.
   Jonas ville feje under bordet, men Søren flyttede sig ikke.
   "Fjern dig nu, spasser," sagde Jonas.
   "Gu' vil jeg da røv," sagde Søren og smilede åndssvagt.

Søren var i det hele taget lidt mærkelig. Han havde altid en mørkeblå vindjakke på. Han tog den aldrig af, hverken, når han var inde eller ude, lige meget hvor varmt det blev. Lommerne i den var fulde af forskellige metaldimser og andet ubrugeligt ragelse, som han enten havde fundet eller havde haft med hjemmefra.
   Og så var der dette her. Det var altid det samme. Han skulle altid provokere. Tage ens ting. Stille sig i vejen. Sparke en over benet. Så skulle man tage fat i ham, sparke til hans ben, så han faldt sammen med et fjollet hyl, selv om han godt kunne være blevet stående. Nogle gange var det nok, andre gange skulle man sætte sig oven på ham og presse hans hænder mod gulvet. Han indbød til det. Han gjorde det over for Jonas, over for Mads og nogle gange over for nogle af de andre, men ikke særlig tit. Jonas forstod det ikke, men han tænkte heller aldrig over det. Det skete bare på samme måde, som så mange andre ting skete. Det kunne være lidt trættende, men derudover var det hverken godt eller skidt.
   Han skubbede til Søren. Søren grinede, kom på benene og langede ud efter ham.
   "For helvede...," sagde Jonas. Han orkede det ikke i dag.
   Han fægtede Sørens arme væk og tog fat i hans jakke. Af en eller anden grund smilede de begge to, det gjorde de altid. Om lidt ville det ende, som det altid endte. Han fjernede benene under ham og han trimlede om på gulvet. Søren sparkede Jonas over anklen selv om han lå ned. Det var altså ikke slut endnu. Jonas sparkede igen, hårdere end det havde været meningen. Han satte sig oven på Søren og greb ud efter hans arme. Han fik fat om håndleddene og pressede dem mod gulvet. De sad sådan et øjeblik, begge med deres svedne smil.
   "Slip mig," sagde Søren. Hans stemme var rolig, men smilet var stivnet.
   Jonas rystede på hovedet. "Sig du gi'r op."
   Søren lå stille lidt. Så spændte han armene, prøvede at vriste dem fri med et ryk. Jonas pressede håndleddene hårdere ned mod gulvet. Han måtte bruge mange kræfter. Søren var ikke så slap, som han troet.
   "Slip mig," gentog Søren. Hans blågrå øjne så hårde ud i hans blussende ansigt. Så satte han fødderne i gulvet og stødte til med hoften. Det gav et hop, men det lykkedes Jonas at blive siddende. "Sig du gi'r op, så slipper jeg." Han følte, at de havde været på gulvet i lang tid.
   Søren rykkede igen med den ene arm. Jonas mistede grebet og Søren slyngede en knytnæve i ansigtet på ham. Søren sparkede i gulvet med fødderne, fik arbejdet sig hen mod et bord, så han kunne få fat i et bordben. Jonas prøvede at holde ham fast, men kunne ikke. Til sidst fik Søren hevet sig ind under bordet, bordpladen kom i vejen og Jonas blev skubbet baglæns. Søren stemplede ham i hoften. De to drenge kom op og stå.
   Jonas svedte så meget at han frøs lidt. Hans hofte gjorde ondt, hans arme var ømme og han havde en blussende fornemmelse i kinden, hvor knytnæven havde ramt. Søren, den kraftidiot, hvad fanden havde han gang i? Han havde lyst til at gå løs på ham, tæve ham, men når det kom til stykket turde han ikke. Han var glad for at Mads også var her, glad for at han også kunne se, hvor stor en spasser Søren var. Der var aldrig nogen af dem der havde regnet ham for noget og nu var han da en endnu mere latterlig end de havde troet. Jonas ventede at Mads skulle sige noget om det, men det gjorde han ikke. Tværtimod, der var noget i hans blik, noget afvisende.
   Jonas tog sin taske og slyngede den over skulderen. Søren stod ikke langt fra ham, stadig på vagt.
   "Idiot!" snerrede Jonas da han passerede ham. Han gik ned mod døren i det modsatte hjørne af lokalet, den som førte ud i skolegården.