Et vokslys kom til syne i døråbningen, og i dets skær tonede ansigtet af en gammel dame frem. Hun var mager og havde skarptskårne træk og voksagtig hud, som var dækket af et fintmasket net af rynker. Hendes hår og ansigt var gråt som udbrændt aske, men i hendes mørke øjne brændte der stadig en glød, tindrende og klar.
   Virginie bukkede ærbødigt hovedet og nejede let for kvinden. "Undskyld vi vækker Dem midt om natten, madame."
   Den gamle kvinde så tavst på Virginie. Hun lod sine fingre glide ned over hendes kind, hvor tårerne havde løbet, og betragtede hendes kjole, som var mudret til efter turen op gennem slugten. Så fik hun øje på blodet, som var dryppet ned på kjolen fra piratens sår. En bekymret mine bredte sig på hendes ansigt, men Virginie rystede beroligende på hovedet.
   "Det er ikke mit blod."
   Den gamle kvinde tog Virginies hånd. "Kom indenfor, mit barn. Fortæl mig, hvad der er sket."
   Virginie vendte sig mod Waeward. "Det er bedst, du venter her."
   Så trådte hun ind gennem døråbningen, og døren blev lukket bag hende.
   Der blev tændt lys bag gardinerne i et af husets små vinduer, men Waeward kunne ikke få øje på de to kvinder derinde. Han spekulerede på, hvem den gamle kvinde var. Hun havde kaldt Virginie sit barn, men Waeward fornemmede, at det ikke var ment i den betydning, at kvinden var Virginies mor, dertil virkede de for forskellige i udseende og væsen. Selv om hun havde været omsorgsfuld, var der alligevel noget ved den gamle kvinde, som gjorde Waeward utilpas. Det var noget i hendes øjne, noget i måden hun havde set på ham på. Det var som om, hun havde set lige igennem ham. Fornemmelsen fyldte ham med skam.
   Han stod i haven et stykke tid, før døren igen gik op, og Virginie kom til syne i døråbningen. Hendes tilsølede klæder var blevet skiftet ud med en enkel, dybblå kjole med gyldne broderinger ved halsen og ærmerne, som føjede noget højtideligt til hendes udseende. Hun så værdig ud.
   "Kom med ind," sagde hun.
   Hun viste Waeward ind i en lille stue i hvis ene hjørne, der stod en væv og ved siden af en spinderok. Der var lavt til loftet, og han måtte dukke hovedet for loftbjælkerne. I en udhulning i den ene væg var der en alkove, som han antog at den gamle kvinde sov i, og ved vinduet stod en svær, trearmet kandelaber på et bord af cedertræ. Dens vokslys var det eneste der oplyste rummet.
   Et maleri, som hang på væggen modsat alkoven fangede Waewards opmærksomhed. Det var holdt i dystre nuancer og forestillede en smuk, ung kvinde, som omgivet af tilskuere fik overbragt et afhugget hoved af en knælende, muskuløs mand i bar overkrop. I skyggerne i baggrunden sad en turbanklædt mand på en trone og overværede seancen med hovedet bøjet i skam.
   Waeward genkendte scenen. Det var en skildring af Bibelens fortælling om prinsesse Salome, som fik overbragt Johannes Døberens hoved på et sølvfad. Waeward havde fået læst den op af sin far som barn og huskede den udmærket. Den berettede om, hvordan kong Herodes lod Johannes Døberen arrestere og kaste i fængsel, fordi han offentligt havde kritiseret kongen for at lade sig skille fra sin dronning og tage en ny. Som hævn planlagde den nye dronning, Herodias, en grusom list. Hun lod sin smukke datter Salome danse for Herodes, og ganske som hun havde ventet, blev kongen så betaget, at han lovede Salome at opfylde hendes højeste ønske, hvis blot hun ville danse for ham igen. Salome dansede lydigt og fremsagde derpå det ønske, hun var blevet pålagt af sin mor: At Johannes Døberen skulle halshugges, og hans hoved bringes til hende på et fad.
   Waeward brød sig ikke særligt om maleriet, men alligevel havde han svært ved at få øjnene fra det. Han var ikke sikker på, hvad det skyldtes, men når han så på det, fik han en fornemmelse af, at maleriet havde noget med ham selv at gøre. Han betragtede det afhuggede hoved med dets let åbne mund, den tilbagetrukne hage og tungen, der hang ud af den ene mundvig. En sort pøl af blod havde samlet sig på fadet omkring det. Waeward så ind i dets opspilede og himmelvendte øjne, og et øjeblik følte han det, som om han var blevet suget ind maleriets verden og nu stod i mængden af tilskuere i Herodes' dunkle tronsal.
   Det gav et sæt i ham, da der lød en stemme bag ham.
   "Vi er ikke blevet præsenteret, monsieur."
   Det var den gamle kvinde, der talte. Hun var trådt ind i rummet, uden at Waeward havde bemærket det. "Mit navn er Madame Simonnet," fortsatte hun og rakte en hånd frem mod Waeward.
   "Mig en fornøjelse, madame. Mit er Thomas Waeward." Han tog hendes hånd og lod sine læber berøre nettet af blålige årer, der snoede sig ned over hendes håndryg.
   "De undrer Dem måske over, hvem jeg er, og hvorfor den unge mademoiselle har bragt Dem her," sagde Madame Simonnet.
   Waeward nikkede.
   "Det er mit hverv at passe på pigerne her på øen. Det er blevet mig pålagt af Gud, og jeg efterlever hans bud efter bedste formåen. Det falder mig ikke vanskeligt, for selv om jeg ikke er knyttet til nogen af pigerne ved blodets bånd, betragter jeg hver af dem som mine egne døtre."
   "Jeg forstår," sagde Waeward.
   "Den unge mademoiselle har fortalt mig, hvordan De reddede hendes liv, da hun var i alvorlig knibe," sagde Madame Simonnet. "For det er jeg Dem dybt taknemmelig."
   "Det var mig en ære," sagde Waeward.
   "Jeg har også forstået, at det var takket være Deres tankeløshed, at hendes liv blev bragt i fare til at begynde med."
   Waeward tav. En del af ham gav den gamle dame ret, men det var ikke ham, der havde kastet Virginie ud over klippen, og han følte ikke, at han skulle stå til ansvar for piratens gerninger. Han gjorde en mine til at sige noget, men Virginie rystede på hovedet som tegn på, at det var bedst at tie.
   "Ikke desto mindre står vi i gæld til Dem," fortsatte Madame Simonnet. "Det bringer os i forlegenhed, for vi ønsker ikke at stå i gæld til nogen mand. Vi har derfor kun en mulighed, og det er at stille vores hjælp til rådighed for Dem. Jeg forstår, at De har mistet noget af særlig betydning for Dem. En nøgle af sølv, ikke sandt?"
   "Det er sandt," sagde Waeward.
   "Nuvel. Vi vil sikre, at De får den tilbage."
   Waeward sukkede. Madame Simonnet havde givet Waeward indtryk af at være i besiddelse af en dyb visdom, en visdom, som kom et sted langt borte fra, men hendes sidste ord fik ham til at tro, at det snarere var alderdommens forvirring, som havde magten i hendes sind.
   "Det er venligt af Dem, madame," sagde han. "Men med forlov, så er jeg ikke sikker på, at De forstår sagens rette sammenhæng."
   Den gamle dame så Waeward i øjnene. Hendes blik lyste koldt og klart. "Med forlov, monsieur Waeward. Men det er Dem, som ikke forstår."
   Hun greb fat i den store kandelaber på bordet og gjorde sig klar til at gå ud. Virginie lagde et sjal om hendes skuldre.
   Før Madame Simonnet åbnede døren ud til haven standsede hun op og så på Waeward. "Monsieur Waeward. Der hvor vi skal hen, vil De få ting at se, som De ikke ville tro, hvis ikke De havde set dem med Deres egne øjne. Til gengæld må De sværge, at De bagefter vil forlade øen for aldrig at vende tilbage og at De aldrig vil fortælle nogen om, hvad De har set."
   "Og nøglen?" spurgte Waeward.
   "Nøglen vil være I deres besiddelse, når De forlader øen."
   Waeward nikkede. "I så fald har De mit ord."
   De forlod huset og begav sig gennem byens gader. Madame Simonnet holdt kandelaberen frem foran sig som en fakkel. Hun var overraskende hurtigt til bens, det var næsten, som om hun svævede hen over brostenene, og Waeward og Virginie måtte gå raskt til for at følge med.
   "Hvor fører De mig hen?" spurgte Waeward.
   "Fortæl mig engang," sagde Madame Simonnet uden at lyde forpustet. "Har De aldrig spekuleret på, hvor alting ender?"
   Waeward bed mærke i vendingen, som var den samme, som Virginie havde brugt. "Hvad betyder det?" spurgte han.
   "Kan De ikke se, at det alt sammen må ende et sted?"
   Waeward rystede på hovedet og opgav at forstå, hvad den gamle dame mente.
   Det lille selskab fortsatte gennem gaderne. De passerede den lille plads med kirken, det forfaldne palæ og fontænen i midten. Der lød en høj snorken ovre fra hjørnet, hvor den næseløse tigger sad krøllet sammen op af muren og sov.
   "Det er mærkeligt at en bolig, som tilhører en af Caribiens rigeste mænd, får lov at stå i en sådan forfatning," sagde Waeward.
   De to kvinder udvekslede et blik uden at sige noget.
   De kom til udkanten af byen og fortsatte ad en trampet jordvej, som snoede sig op langs kysten i modsat retning af den gamle udkigspost. Landskabet var anderledes her. Der var ingen stejle opstigninger eller skarpe klippeblokke, i stedet bølgede det blidt op og ned i afrundede, græsklædte bakketoppe og små dale.
   Det varede ikke længe, før de kom til en skov med træer med forvredne stammer og kroner så tætte, at de skjulte stjernehimlen over dem. Da de var kommet et stykke ind i skoven, stoppede Madame Simonnet op. Hun hold kandelaberen frem mod et tæt buskads, som voksede langs vejen. Hun gik hen til det, ragede nogle grene til side og forsvandt så med et hurtigt skridt ind gennem buskadset. Med et blev flammerne fra kandelaberen helt usynlige.
   "Kom med," sagde Virginie.
   Lyden af grenenes raslen fortalte Waeward, at hun forsvandt samme vej, som den gamle kvinde. Han stod nu alene tilbage i mørket.
   Han trådte hen mod buskene og mærkede frem for sig med hænderne for at få fat i grene, han kunne rage til side, men dem, han fik fat i, var tykke og ubøjelige. Buskadset syntes uigennemtrængeligt. Til sidst opgav han at finde et egnet sted og lagde i stedet alle kræfter i i et forsøg på at mase sig igennem. Grenene rev i hans tøj og hans ansigt, men til sidst lykkedes det ham. På den anden side ventede de to kvinder på ham i kandelaberens skær.
   De fortsatte ad en smal sti, som førte dybere ind i skoven. Den snørklede sig møjsommeligt ind og ud mellem buske og træer med udhængende grene og knudrede rødder, men de to kvinder gik uhindret og stedkendt af sted. Ikke en vind rørte sig i skoven, og luften var varm og fugtig og bar på en liflig duft af bær og blomster. En overgang kunne Waeward høre en bæk risle ikke langt fra, hvor de gik, men han kunne ikke se den.
   Pludselig fik han øje på noget. Mellem skovens stammer svævede små, blinkende lys af sted gennem mørket. Først var de få og spredte, men efterhånden blev de flere og flere, og til sidst var der en hel sværm. De to kvinder lod sig ikke mærke med deres tilstedeværelse, men Waeward betragtede dem med forundring mens han gik. For ham lignede lysene gnister fra et usynligt bål eller måske små stjerner, som var faldet fra himlen, og hvis dødskramper nu fik dem til at tænde og slukke. Han havde aldrig hørt om eller set ildfluer før og følte det, som om han var kommet til et fortryllet sted, et sted som ikke hørte til denne verden, og hvor der herskede andre love og regler end dem, han kendte til.
   De fortsatte deres vandring og snart nåede de frem til en lysning, hvor skoven åbnede sig op mod stjernehimlen. Lysningen var omkranset af et hoftehøjt, mosbegroet stengærde. Inden for gærdet stod mindst hundrede gravsten arrangeret i lige rækker. Nogle var firkantede med en let afrundet overkant, andre havde form som kors. Alle lyste de blegt i måneskinnet, så man kunne ane den indgraverede skrift. I midten af lysningen lå et lille kapel.
   En kirkegård, tænkte Waeward. Der hvor alting ender.