En stank af rom og gammel tobak strømmede Waeward i møde, da han trådte ind i beværtningen. En flok grove søfolk sad omkring nogle runde træborde, som fyldte rummet op. Nogle pralede højlydt med røverhistorier fra deres togter eller udstødte eder og forbandelser, når deres terningespil gik dem imod. Andre talte dæmpet til hinanden med hovederne stukket tæt sammen, som om de udvekslede dybe hemmeligheder. I en jernkæde fra loftet hang en lysekrone lavet af et gammelt vognhjul, og dens mange vokslys kastede et flakkende skær ned over den brogede forsamling.
   Der var blevet en anelse mere afdæmpet, idet Waeward trådte ind. Skulende blikke borede sig ind i hans ryg, da han bevægede sig gennem det tilrøgede lokale, men da han havde nået baren og havde sat sig på en af de høje skamler, lod forsamlingen til at være kommet frem til, at han ikke udgjorde nogen trussel, og havde mistet interessen for ham.
   Han så efter bartenderen, men han var fordybet i en samtale med en ældre, gråsprængt søulk nede i den anden ende af baren, og Waeward, der huskede Coltranes råd om ikke at vække opsigt, fandt det klogest at væbne sig med tålmodighed. Mere end nogle få øjeblikke havde han dog ikke ventet, før en ung kvinde kom hen til ham.
   "Jeg synes ikke, jeg har set dig her før, kaptajn. Er du lige ankommet?" sagde hun med et udfordrende smil og tog plads på skamlen ved siden af ham.
   Hendes ansigt var smukt, om end en smule magert, domineret af et par grønne øjne og indrammet af et mørkegyldent hår, som bølgede ned over hendes spinkle skuldre. Uden på kjolen bar hun en stramt snøret korsage og om livet et skarlagensrødt skørt. Hun strøg sine slanke fingre gennem sit hår, og Waeward lagde mærke til, hvor små og fine hendes ører var.
   Hendes selvsikre bevægelser afslørede, at hun havde udført det ritual, hun nu var i gang med utallige gange før. Det var næsten som om, hendes ord og bevægelser ikke var adskilte elementer, men derimod hang sammen i en helhed, som et stykke musik, som hun havde øvet sig på igen og igen. Når den første tone var slået an, fulgte resten efter i en selvfølgelig strøm. Selv om hun var ung, fik hendes rutine hende til at virke ældre, præcis som Waewards vejrbidte ansigt gjorde det med ham.
   "Jeg er ikke kaptajn," sagde Waeward, som svar på hendes hilsen.
   Kvinden kastede et ugenert blik op og ned af ham. "Du kunne ellers godt ligne en kaptajn," sagde hun, stadig med det samme smil på læben. "Jeg tror, du bliver kaptajn en dag."
   Hendes stemme var blød og sødmefyldt og mindede Waeward om fløjl og ferskner. Der var noget ved den, som fik ham til at føle sig tryg selv her på dette fremmede sted. Han kunne ikke undertrykke et smil over hendes smiger, selv om han udmærket kendte dens formål.
   "Mit navn er Virginie," fortsatte hun ufortrødent sin melodi.
   "Mit er Thomas Waeward."
   "En fornøjelse at møde dig," svarede Virginie. "Hvad bringer dig til Tortuga? På udkig efter lidt eventyr?" Hun blinkede indforstået til ham.
   "Ikke ligefrem. Jeg er her i forretningsøjemed," sagde han.
   Hendes på en gang blide og førende væsen rørte ved noget i ham, men han vidste, at den vej hun ville lede ham, ikke var en vej han kunne følge. Bevidstheden om det fik en grå og kejtet følelse til at sprede sig i hans krop.
   "Forretningsøjemed," gentog hun langsomt, som om hun smagte på ordet. "Det lyder meget alvorligt." Hun så ham i øjnene. "Fortæl mig en ting, Thomas Waeward, har alvorlige mænd aldrig brug for at slappe af og nyde livets fornøjelser?" Hun så ham i øjnene og lod med en blød cirkelbevægelse sin pegefinger svøbe ind i en af sine lange kastanjelokker.
   Han havde lyst til at gengælde hendes smil, men vidste det ikke nyttede noget. "Måske, når tiden er til det," sagde han. "Men det er den ikke nu."
   "Kom nu," hviskede hun og lagde sin hånd oven på hans. "Vær nu ikke sådan en stivstikker. Tolv guineas, du kommer ikke til at fortryde det, det lover jeg."
   Waeward rynkede brynene. "Tolv guineas? I Port Royal ville det være det kvarte."
   Virginie smilede indtagende. "Tro mig. Jeg er det værd."
   Waeward trak hånden til sig. "Tiden ikke er til det."
   Ordene faldt unødigt barske, stik mod hans hensigt. Virginie blegnede et øjeblik, og virkede pludselig yngre, men hun fandt hurtigt tilbage til den selvsikre grimasse.
   "Som du vil," sagde hun og rejste sig. "Hvis du fortryder, ved du, hvor du kan finde mig, kaptajn." Hun blinkede til ham en sidste gang.
   Waeward betragtede hende med et stik af vemod, da hun vuggede gennem rummet og gjorde et par mænd ved et bord selskab med samme selvfølgelighed, som hun havde gjort med ham.
   "Hvad er den af? Kan du ikke lide vores piger?" sagde en stemme bag ham. Det var bartenderen, som var blevet færdig med sin samtale og nu smilede høfligt til Waeward. Han var en tynd, midaldrende mand med lange lemmer og små, venlige øjne.
   "Det kan jeg bestemt," svarede Waeward. "Det er bare ikke på grund af dem, jeg er kommet."
   "Jamen, javel da. Hvorfor da?"
   "Forretninger."
   "Jamen, unge mand, det er da ingen hindring," sagde bartenderen og klukkede listigt. "Så har du da noget tilfælles med dem. Og som du kan se, er der nok at vælge imellem."
   Waeward lod sit blik vandre rundt i lokalet. Der var virkelig mange kvinder, som sad og indyndede sig blandt de grove sømænd, det lagde han først mærke til nu. Mange var unge, og de fleste af dem alt for smukke til dette lurvede sted.
   "Ypperlige, ikke sandt?"
   "Virkelig forbløffende," svarede Waeward.
   "De kommer også fra selveste kærlighedens by. Importerede hele bundtet."
   Waeward sendte bartenderen et spørgende blik. "Importerede? Hvad skal det betyde?"
   "Javist, importerede." Bartenderen nikkede med en selvtilfreds mine. "Af ingen ringere end guvernøren selv. Monsieur d'Ogeron er en yderst visionær herre, det er ikke uden grund at han er blevet guvernør, kan du tro. Da han kom hertil for et par år siden, var der ikke et kvindemenneske i miles omkreds. Han var bange for, at hele øen skulle gå op i slagsmål og sodomi, så han besluttede at udnytte sine forbindelser i Paris til at få samlet en skibsladning kvindfolk, som kunne fragtes herover. Skøger alle til hobe, men fineste kvalitet, som du kan se. Nogle påstår, at de kom med frivilligt, det har jeg nu svært ved at tro på. Rygtet går, at de blev stuvet så kummerligt sammen i lasten at halvdelen døde på vejen over Atlanten, men hvordan det end gik til, så fik monsieur d'Ogeron sit ønske opfyldt, og takket være ham har vi nu de smukkeste kvinder i hele Caribien. Over hundrede af dem."
   "Det lyder utroligt."
   "Ja, ikke? Sodomitter har vi ingen af, men slagsmålene hjalp det ikke på. Guvernøren havde håbet, at de kunne få mændene til at falde til ro og stifte familie, men der tog han fejl."
   "Hvorfor dog?"
   "Det er en gåde for os alle sammen," sagde bartenderen og slog ud med armene. "De er blide som engle, men når det kommer til giftemål, nægter de pure. Ikke en eneste af dem har kunnet overtales. Selv ikke guvernørens egen søn har kunnet finde nåde, og han er ellers en yderst præsentabel ung mand."
   "Det lyder godt nok usædvanligt," medgav Waeward. "Men heldigvis er jeg her ikke på frierfødder. Jeg leder efter nogen, måske du kan hjælpe mig. Det er en sømand. Lemieux er navnet."
   "Kender ham ikke," sagde bartenderen og rystede på hovedet.
   "Jeg ved, han holder til her på Tortuga. Jeg ville tro, at han var en hyppig gæst på et sted som dette."
   "Se dig omkring. Der er mange hyppige gæster. De drikker noget rom, taber nogle penge ved terningespil, finder sig en skøge og går igen. Måske kommer de igen, måske falder de i havnen i en brandert eller ryger i galgen, inden de kommer så langt."
   "Så vidt jeg ved, sejler han under en kaptajn ved navn Lyotard. Sådan var det i hvert fald for et halvt års tid siden."
   Bartenderen rynkede brynene. "På La Railleuse?"
   "Det hed skibet, ja."
   Bartenderen så sig omkring, som for at sikre sig at ingen lyttede med, og lænede sig så hen mod Waeward. "Hør her," sagde han lavmælt. "Du virker som en god knægt. Jeg ved ikke, hvad dit ærinde er med denne sømand, og jeg kender ham ikke, men jeg kender udmærket det skib, og jeg kender udmærket dets kaptajn og tro mig...Tortugas sømænd kommer aldrig ligefrem til at flokkes om himmelporten, så meget er sikkert og vist...men Lyotards bande...ren djævleyngel, det siger jeg dig, så tag imod et godt råd: Hvad end dit ærinde er, så glem det og tag tilbage hvor du kommer fra. Du kommer til at leve længere på den måde."
   Waeward rystede på hovedet. "Jeg bliver nødt til at finde ham." Han fandt en toguinea frem fra sin læderpung og holdt den frem mod bartenderen. "Enhver hjælp ville blive modtaget med taknemmelighed."
   Bartenderen gned sig i sit ubarberede ansigt og så tøvende på guldmønten. "Sig ikke, at jeg ikke advarede dig," sagde han så.
   Waeward rystede på hovedet.
   Bartenderen tog mønten fra Waewards hånd. "Kan du se ham den kraftige fyr derovre?"
   Waeward fulgte bartenderens blik og fik øje på en stor mand i en rød sømandsjakke, som sad for sig selv ovre ved kaminen og bakkede på en hvid lerpibe.
   "Hans navn er Auguste Moreau," sagde bartenderen. "Han var Lyotards styrmand indtil for nogle år siden. Han sidder der i den samme stol hver aften og stirrer ind i flammerne i timevis uden at tale med nogen. Måske han kender din mand, men pas på hvad du siger til ham. Han har et iltert temperament."
   Waeward takkede bartenderen og gennede sig vej gennem lokalet og over til manden.
   "Auguste Moreau?" spurgte han.
   Den store pirat svarede ikke, men fortsatte blot med at stirre ind i ilden. Det var som om, hans opmærksomhed var rettet mod en fjern fortid, som han så udspille sig i de knitrende flammer. Han hørte tydeligvis ikke, at der blev talt til ham. Han lignede en vildmand med sit tjavsede skæg, filtrede hår og koppearrede læderansigt, men i hans øjne var der en dyb, tankefuld sørgmodighed, som modsagde indtrykket.
   Waeward lagde mærke til, at der stod en krykke op ad væggen, og at Moreaus ene ben lå stift udstrakt på en skammel foran ham.
   "Undskyld...?" sagde Waeward, denne gang med hævet stemme.
   Piraten bakkede roligt på sin pibe. "Hvad vil du?" gryntede han uden at fjerne øjnene fra ilden.
   "Auguste Moreau?" spurgte Waeward.
   "Hvem spørger?"
   "Mit navn er Waeward. Jeg leder efter en. Bartenderen mente, at du måske kender ham."
   Moreau rystede på hovedet. "Stik du hellere af med dig, knægt."
   Waeward havde ikke råd til at lytte til den advarsel, som lå gemt i piratens tonefald. "Det er en sømand," sagde han. "Han sejlede med Lyotard om bord på La Railleuse."
   "Hørte du ikke hvad der blev sagt?"
   "Hans navn er Lemieux," fortsatte Waeward.
   Moreau tav et øjeblik og kløede sig i skægget med sine korte, tykke fingre. "Lemieux, hva'?" sagde han. "En af dine kammersjukker?"
   Waeward mærkede at det var en prøve. "Tværtimod."
   Moreaus svar var en dyb, brummende lyd.
   "Han er kommet i besiddelse af en af mine ejendele," sagde Waeward. "Jeg har i sinde at skaffe den tilbage."
   Moreau bakkede igen på sin pibe. Genskæret fra ilden flakkede i hans øjne. "Finde Lemieux, hva'?" sagde han. Han fjernede blikket fra ilden og tog bestik af Waeward. "Og hvad har du så tænkt dig at gøre, når du finder ham?"
   Waeward trak på det.
   "Nuvel," sagde piraten. "Det er alligevel godt det samme. Det er længe siden, jeg har fået et godt glas brandy. Skaf mig en flaske, så kan jeg vel fortælle dig en ting eller to."
   Waeward hentede skyndsomt brandyen og slog sig ned på en skammel ved siden af piraten. Moreau tog en slurk, dvælede ved smagen, og udstødte et veltilfreds suk. "Ikke værst," sagde han og tørrede sig om munden med håndryggen. "Slet ikke værst."
   "Så du kender Lemieux?" spurgte Waeward.
   "Javist, jeg kender Pierre Lemieux. Havde det ikke været for den køter, havde jeg stadig kunne bevæge mit ben," sagde Moreau. "Vi var bedste venner engang for længe siden. Voksede op sammen i gaderne i Saint Malo. Hårde tider, ikke meget mad. En nat sneg vi os om bord på en handelsmand, som skulle til Martinique. Siden kom vi til Tortuga og påmønstrede La Railleuse. Med tiden blev jeg kanonér og Lemieux bådsmand og kvartermester. Det gik fint, indtil vores styrmand blev ramt af gul feber og døde."
   "Hvad skete der ?" spurgte Waeweard.
   "Kaptajnen forfremmede mig til styrmand. Lemieux var rasende. Vi havde begge to troet, at forfremmelsen ville tilfalde ham og fra den dag kunne vi ikke længere sammen. Til sidst talte vi kun sammen, når pligten bød det.
   "På et tidspunkt havde vi ligget og krydset nogle uger ud for Santiago. Lastrummet bugnede, det havde været et godt togt indtil da. Vi havde både et kvantum sølvbestik og en kiste med gulddubloner, vi havde erobret fra en spansk bark et par måneder tidligere om bord. Men nu var det, som om heldet begyndte at svigte os. Dag efter dag gik uden sejl i horisonten. Mandskabet begyndte at blive utålmodige. Vi havde været længe på havet, og de var ivrige efter at vende hjem og afsætte byttet, men kaptajnen lod sig ikke rokke. Han var fast besluttet på at blive til søs en tid endnu.
   "Det blev værre og værre efterhånden som dagene gik. Folkene turde ikke andet end at udføre deres daglige pligter, for de var rædselsslagne for kaptajnen og det med god grund, men deres blikke var trodsige, og der var murren i krogene. Jeg lagde mærke til, at Lemieux begyndte at indynde sig hos dem. Tiskede og smiskede som en gammel sigøjnerkælling gjorde han."
   Moreau rystede på hovedet og tog en slurk af brandyen. "Jeg skulle have set det komme, jeg gamle fjols. Lemieux havde altid været en fej hund, helt siden dengang i Saint Malo. Altid var det mig der stjal og ham, der holdt udkig.
   "I stedet for at udfordre mig til duel, som reglerne foreskriver, lod han en anden udføre sit beskidte arbejde. En tidlig morgen hvor kaptajnen var til køjs, og jeg havde vagten på dækket, blev jeg pludselig råbt an af en af besætningen. Ung knøs, knap et dun på hagen. Han kaldte mig en kujon og krævede mig afsat på stedet. Han var så fuld, at han knap kunne holde sig oprejst, men alligevel bævede hans stemme så meget af frygt, at han knap kunne få ordene frem. Jeg ville gribe fat i kraven på ham og give ham en dragt prygl, han sent ville glemme, men knægten havde skjult en pistol på ryggen, og inden jeg fik fat i ham, havde han sat en kugle i hoften på mig."
   Moreau rettede på sit stive ben og skar en grimasse. "En eller anden havde drukket den stakkels fyr fuld og sat ham op til det, det var åbenlyst, men det kunne enhver af de forbandede rotter have fundet på. Det satans ved det var, at mandskabet kun havde lov at bære våben, når der var blæst til klart skib. Resten af tiden var alle våben låst inde i våbenkammeret, det var kaptajnens ordre. De eneste, der havde nøglen, var kaptajnen, jeg selv og kvartermesteren."
   "Lemieux," indskød Waeward.
   Moreau nikkede. "Kaptajnen idømte knægten fyrreogtyve slag med den nihalede kat. Det var Lemieux, der stod for at afstraffelser om bord, og han holdt ikke igen. Har du nogensinde set en mand blive pisket? Det er ikke noget kønt syn, når de hænger der, udspændt og fastbundet på risten, mens katten stryger deres ryg. Så længe de skriger, ved man, at de klarer den. Når de først holder op, er det ikke til at vide. De hældte knægten overbord samme eftermiddag."
   Moreau kiggede opgivende ned i brandyglasset. "Lemieux fik hvad han ville have, gjorde han, den djævel. Han fik skaffet sig af med sit eneste vidne og overtog posten som styrmand, mens jeg måtte afmønstre på grund af mit ben. Jeg fik udbetalt min andel af byttet, men det holdt ikke længe. Det ene øjeblik styrmand på et af de mest berygtede skibe i Caribien, det næste en forarmet, gammel krøbling."
   "Forarmet?" spurgte Waeward. "Med alt det bytte gennem årene?"
   Moreau gryntede affærdigende. "Man kan ikke spare op på Tortuga. Alt, hvad man har, forsvinder mellem fingrene på en, uden at man helt forstår, hvor det er blevet af."
   "Og Lemieux?" spurgte Waeward. "Er han stadig med Lyotard?"
   "Mon ikke han er."
   "Til søs?"
   Moreau rystede på hovedet. Antydningen af et smil viste sig i Moreaus sørgmodige læderansigt.
   "Ved du, hvor jeg kan finde ham?" spurgte Waeward.
   "Du har heldet med dig, knægt. Han har ellers ikke været her i månedsvis, men jeg så ham for et øjeblik siden. Han hev fat i et af tøsebørnene og trak af sted med hende."
   "Her?" udbrød Waeward. "Ved du, hvor han tog hende hen?"
   "Dengang vi sejlede sammen, plejede han at slæbe dem med op til en gammel udkigspost, som ligger et stykke op af kysten, mon ikke han stadig gør det. Hvad det skal gøre godt for, ved jeg ikke, han foretrækker det åbenbart sådan."
   "Hvordan finder jeg derop?"
   Moreau forklarede, hvordan han skulle til den modsatte ende af byen, hvor en sti førte videre op gennem terrænet og til sidst igen ud mod kysten, hvor en smal passage ledte frem til udkigsposten.
   "Når du kan se havet, er du tæt på," sagde han.
   Så tømte han glasset med brandy, nikkede kort til Waeward, som tegn på at samtalen var slut. Waeward rejste sig og takkede ham for hans hjælp, men der kom intet svar. Piratens blik var rettet mod flammerne i kaminen og den store vildmand med de sørgmodige øjne var allerede tabt for omverdenen.