En langstrakt klagen fra rustne hængsler ridsede i stilheden, da Madame Simonnet åbnede gitterlågen ind til kirkegården. Hun trådte ind og fortsatte ind mellem gravene hen mod kapellet efterfulgt af Virginie og Waeward. Overalt i skoven omkring dem lyste ildfluerne som bavne fra en anden verden men ikke en eneste vovede sig ind på kirkegården.
   Waeward læste navnene på gravstenene de passerede: Nadine Ledoyen. Pénélope Arcenau. Gwenaëlle Brun. Agnés Landry. Céleste Petit. Elodié Marceau. Henriette Gillet. Ingen mænd, udelukkende kvinder, og alle var de døde inden for en periode på blot nogle få måneder fem år tidligere. De yngste lod til at have været i sekstenårsalderen, de ældste først i tyverne.
   "Hvem var disse kvinder?" spurgte Waeward. Selv om han talte behersket, kom hans stemme til at lyde høj og påtrængende i den fredfyldte lysning.
   "Mine søstre," sagde Virginie lavmælt. "Vi kom hertil sammen for fem år siden fra Paris. Vi blev lokket med løfter om et nyt liv i Den Nye Verden fuldt af perler og smykker og respektable mænd, som savnede kvinder de kunne ægte, men da vi kom til La Rochelle, tog de vores tøj og vores ejendele fra os og stuvede os sammen som slaver i lasten på et skib. Vi så ikke himlen i en måned og fik kun fordærvet mad at spise og råddent vand at drikke. Vi blev næsten alle sammen forfærdeligt syge. Gravene tilhører de af os, som ikke blev raske igen."
   Waewards lod sit blik vandre rundt på de mange grave omkring ham. "Og da I var ankommet, tvang de jer til at sælge jer selv."
   Virginie rystede på hovedet. "De behøvede ikke at tvinge os til noget. Da de tog alting fra os, gav de os ingen anden mulighed. Det var det samme som hvor vi kom fra."
   "Og ægteskab?"
   Virginies skar en grimasse. "Med pirater?"
   "Det er ikke alle mænd på øen, der er pirater. Efter sigende skulle selv guvernørens søn have været på frierfødder."
   "Vi er ikke interesserede," svarede Virginie. "Ikke længere."
   De nåede kapellet, en lille stenbygning med stråtag og røde klatreroser voksende op ad murene, og Madame Simonnet fandt en nøgle frem fra sin kjole. En dyb alvor stod malet i hendes ældede ansigt, da hun satte den i låsen og åbnede døren.
   Kapellets indre bestod af et enkelt rum med nøgne stenvægge. Månens stråler faldt gennem vinduerne og aftegnede skævvredne firkanter af hvidt lys på gulvplankerne. Den eneste udsmykning i rummet var et falmet krucifiks i udskåret træ, som hang ved siden af et ildsted i den ene ende af rummet.
   Madame Simonnet trådte hen til krucifikset, tog fat i dets nederste ende og trak ud i det. Der lød to klik samtidig, et fra krucifikset da det gav sig en håndsbredde og et fra ildstedet. Madame Simonnet bukkede sig ned og løftede op i ildstedets bund, som viste sig at være en hemmelig lem, hvorunder der gemte sig en stentrappe, som førte ned i jorden. Kun de første trin var synlige, resten fortonede sig i mørket.
   "Følg med," sagde hun og begav sig ned ad trinene.
   Waeward fulgte efter hende, og efter ham kom Virginie. Der lød en rungende lyd, da hun lukkede lemmen bag dem. Luften i den snævre skakt var kølig og klam, nedkølet af de groft tilhuggede stenvægge. Trinene var stejle, og Waeward måtte føle sig frem med fødderne i bestræbelserne på at følge efter kandelaberens lys, som forsvandt dybere og dybere ned i mørket foran ham.
   For foden af trinene afløstes stenene af jord, og en tunnel fortsatte videre frem. Tykke træstolper afstivede væggene som i en minegang, og her og der hang gardiner af tynde trærødder ned fra loftet. Da de havde gået et stykke begyndte flammerne i kandelaberen at blafre let, og Waeward mærkede duften af hav i sine næsebor. Der var en luftstrøm i tunnelen, men den var så vag, at den ikke kunne mærkes mod huden. De var stadig et stykke fra kysten, så hvis tunnelen førte derud, måtte der være et stykke at gå endnu.
   De havde imidlertid ikke gået mange skridt, før de nåede til en svær jernbeslået egetræsdør uden håndtag og omgivet af massivt murværk. På dens ene side hang en fakkel, og da Madame Simonnet tændte den, fik Waeward i det kraftigere skær øje på et lille, rundt hul på væggen under den, næppe mere end to tommer i diameter.
   Madame Simonnet pustede kandelaberens lys ud, greb den ved foden og drejede rundt, indtil den var skruet løs. Da hun trak de to dele fra hinanden, kom en lille jernstang med profil og takker til syne for enden af kandelaberen. Hun førte stangen ind i hullet i væggen og vrikkede den lidt frem og tilbage, indtil den kunne komme helt i bund. Så drejede hun den rundt ved at bruge kandelaberens arme som håndtag, og der lød en modvillig rumlen inde fra væggen, som fra en jernkæde, der bliver drevet rundt. Efter to eller tre omgange lød der en tung, dump lyd, da kandelaberen ikke kunne komme længere. Madame Simonnet lod kandelaberen sidde, greb faklen på væggen og skubbede til den tunge dør, der langsomt gled op.
   Et svælg af mørke kom til syne i døråbningen. En dansende tunge af lys fra faklen faldt på gulvet derinde og afslørede, at det ikke længere bestod af jord men fast klippegrund. Et sted i mørket hørtes lyden af klukkende vand. Luften, der strømmede ud var friskere end i tunnelen og duftede dels af hav, dels af en kvalm blomstret eller krydret duft, som Waeward ikke kunne placere.
   De trådte ind gennem døråbningen. Også væggene var klippe, og de fulgtes ikke længere parallelt i en tunnel men skiltes og fortonede sig i mørket i hver deres retning. Waeward fornemmede, at det var et større rum, de befandt sig i. På væggene til begge sider hang der fakler. Madame Simonnet tændte dem en efter en og lidt efter lidt oplystes rummet.
   De befandt sig i en højtloftet klippegrotte, omkring halvtreds alen lang og det halve bred. I grotten var der opmagasineret rigdomme i et omfang, Waeward ikke kunne have forestillet sig muligt. Der var stabler af guldbarrer, kistevis af dubloner, sølvdollars og pund, kirkekar i massivt guld og smaradgprydede guldkors smedet af indianere. Der var prægtige gyldne bægre, masker af jade, eksotiske broderier af silke og satin, fade med smykker besat med perler og ædelsten. Der var flasker med parfume, tønder med peber, kakao og kanel og kasser med elfenben. Der var kostbarheder af enhver tænkelig slags.
   I den fjerne ende af hulen var der et vandbassin. Faklernes lys reflekteredes i vandoverfladen, guldet og ædelstenene og dannede et forunderligt lysspil i hulens loft.
   "Her ser De sandheden om Tortuga," konstaterede Madame Simonnet tilfreds. "Alt det bytte, som piraterne opbringer. Det er her alting ender."
   Waeward trådte forbløffet nærmere. Han gik rundt mellem egetræskister og jernfade, lod sine fingre løbe igennem bunkerne af smykker og guldmønter og duftede til parfumen og krydderierne. Det var ikke livet og kirkegården de to kvinder havde hentydet til, men selv om svaret på gåden var langt mere jordisk, var det ikke mindre ærefrygtindgydende.
   "Hvordan...?" spurgte han.
   "Monsieur Waeward," sagde Madame Simonnet. "Mine døtre blev bragt hertil for at tilfredsstille mænd, og det er det, de gør. Piraterne hærger og plyndrer ethvert skib, som besejler strædet, og fylder deres lastrum op med guld og sølv og perler og alt andet, de kan få deres fingre i. Når de går i land, har de lommerne fulde, og de bruger byttet på, hvad der end falder dem først ind. Måske det er mine døtre, måske det er terningespil eller druk, det gør ingen forskel. Før eller siden havner byttet hos en mand, som vil have en kvinde, det er den sikreste ting i verden, og når det sker, får han lov at betale, og så ender det her, for vi ødsler det ikke væk."
   Waeward kneb øjnene sammen. "Værdier af denne størrelse forsvinder ikke bare...de må da undre sig over, hvor det bliver af."
   For første gang lurede antydningen af et smil i den gamle dames mundvige. "Alle mennesker har en religion, monsieur. Noget de underkaster sig uden at stille spørgsmål. Piraterne her på øen bekender sig til den, der prædiker kødets bud, og som har mine døtre som præstinder. Offergaverne er rigelige, som De kan se."
   "Ikke underligt at byen er så forfalden," sagde Waeward.
   Madame Simonnet nikkede. "D'Ogeron vakler på randen af ruin, men det er kun begyndelsen. Snart kommer han til at betale for, hvad han har gjort, det kommer de alle sammen til."
   "Hvad har De tænkt Dem at gøre?"
   "Det er vores lille hemmelighed. Men vær vis på dette: Der vil komme en dag, hvor Tortuga aldrig mere vil være den samme, og hvor mine piger aldrig mere vil skulle lyde en mands ord, hvis hun ikke selv ønsker det. Til slut vil vi være de stærkeste, fordi kvinder forstår at holde sammen. Mænd spilder deres kræfter på at ødelægge hinanden."
   Waeward kom til at tænke på maleriet i Madame Simonnets lille stue, på Salome og hendes mors list, på kongen af Galilæa, som var blevet bragt i knæ, og på Johannes Døberen, som havde mistet sit hoved.
   "Så det er derfor, I ikke gifter jer," sagde han.
   "Præstinder er tro mod noget, som er højere end dem selv," sagde Madame Simonnet. "Forskellen på skøgen og den hellige jomfru er ikke så stor, som man kunne tro. Tænk på det næste gang De folder Deres hænder."
   Waewards blik faldt på den del af varerne, som ikke var guld eller ædelsten - elfenbenet, blåtræet, indigoen, alle de andre ting. "Men I får vel trods alt betaling i mønter, ikke i tønder med kanel."
   "Javist, vi får betaling i mønter - eller smykker eller perler - men for det vi tjener, køber vi alt, hvad vi ikke får som betaling i første omgang." Madame Simonnet lagde hånden på en balle med silke. "Det vi betaler for varerne kommer tilbage til os ad samme vej som første gang."
   "Og guldbarrerne?"
   "Vi har brug for betalingsmidler, ikke naturalier. Alt, hvad der ikke er ædelstene eller ædelmetal, sælger vi videre for en rimelig pris i guld."
   "Sælger? Hvordan bærer I jer ad med at få det afsat?"
   Madame Simonnet nikkede over mod vandbassinet i hulens modsatte ende. En fladbundet pram lå fortøjet ved et lille bolværk. På bredden stod en mindre lastekran. Fra bassinet førte en lavloftet kanal ind under klipperne i retning mod kysten. Aflejringerne på bassinets sider fortalte Waeward, at der var tidevand, og at kanalen derfor måtte stå i forbindelse med havet.
   "Når ebben indtræffer, kan prammen passere ud til havet," sagde Madame Simonnet. "Varerne bliver samlet op af en hollandsk smuglerkaptajn."
   "En, som er til at stole på forhåbentligt," sagde Waeward.
   Madame Simonnet tav. Et øjeblik var der en antydning af bedrøvelse i hendes ellers uforsonlige øjne, som om et dunkelt sorgfuldt minde trængte sig på, inden hendes blik igen blev hårdt. "Lad os nu ikke spilde tiden på snak. Hvis De skal finde Deres nøgle, må De hellere komme i gang. Der er ikke længe til morgengry."
   Heldigvis var alting pertentligt sorteret, så alle mindre sølvgenstande - øreringe, armbånd, halskæder, løst bestik, knapper, støvlespænder, små kors og figurer - lå for sig i store jernfade, men der var mange af dem, og det ville tage tid at gå dem igennem. Virginie og Waeward startede i hver deres fad og gennemgik omhyggeligt indholdet.
   De stod længe og ledte. Der var et betydeligt antal nøgler, og hver gang Virginie fandt en, viste hun den til Waeward, som hver gang rystede afkræftende på hovedet. De første fade blev gennemset, og de gav sig i kast med de næste. Den eneste lyd, der hørtes i grotten, var metallets rene klirren, og vandet, der klukkede lavmælt i bassinet. Selv om Waeward var dybt forundret over den enorme samling af rigdom, følte han alligevel, at det ville være et mirakel, hvis hans nøgle skulle være endt her af alle steder i verden. Alting, havde Madame Simonnet sagt. Han forsøgte at tro hende.
   Der var tolv fade i alt. Waeward blev færdig med det sjette og gav sig i kast med det syvende. De fandt nøgle efter nøgle mellem smykkerne og alt det andet, men ingen af dem var hans.
   "Er det denne her?" spurgte Virginie og holdt endnu en op.
   Waeward så op fra sit fad, kneb øjnene sammen og rakte ud efter den. Han lagde den i sin håndflade og stod lidt og betragtede den.
   De to kvinder så afventende på ham.
   "Det er den," sagde han langt om længe og holdt nøglen op mellem sin pege- og tommelfinger. "Det er min fars nøgle. Jeg havde næsten glemt, hvordan den så ud."
   Virginie samlede hænderne foran brystet og smilede til ham.
   "Jeg fandt den," sagde Waeward.
   "Skulle du så ikke se lidt glad ud?" spurgte Virginie.
   "Det er jeg," sagde han uden at smile, mens han blev ved med at stirre på den lille, blanke genstand.
   Virginie fandt et lille kors, som var bundet i en lædersnøre i et af jernfadene, bandt lædersnøren op og bad Waeward række hende nøglen. Så bandt hun den i snøren, og Waeward bøjede hovedet, så hun kunne hænge den om halsen på ham. Hun lagde sin hånd på hans arm og gav den et lille klem.
   Madame Simonnet fortrak ikke en mine, hverken af overraskelse eller lettelse, men så ud, som om dette var præcis, hvad hun havde ventet. "Husk nu," sagde hun. "De må forlade Tortuga, De vender aldrig tilbage, og De fortæller aldrig nogen om, hvad De har set."
   Waeward så ind i hendes øjne, mørke som brønde, og i deres bund spejlede sig billedet af Johannes Døberens ansigt, fortrukket i smerte, selv i døden, og med øjnene vendt mod himlen, bønfaldende om en barmhjertighed, som ikke havde været der.
   Waeward bukkede let som afsked. "De har mit ord, madame."