Jeg så dig. Jeg så dig i morges. Ved stationen. Solen skinnede selvom det var bidende koldt. Du stod og sparkede ind i en snedrive. Med i hænderne i lommen. Du så mig ikke. Du så slet ikke op. Jeg ville så gerne have vinket og råbt til dig. Være kommet hen, langsomt, afslappet. Have åbnet armene, givet dig et kram. Helt naturligt, uden forbehold. Have spurt hvordan du havde det, godt, skidt? Du har det jo altid skidt, indeni. Der er ingen, der ser det. Kun mig. Men mig vil du jo ikke snakke med mere. Jeg sidder i bussen og kommer for sent til min forelæsning. Fordi jeg ikke løb hen til dig. Men i stedet blev stående og gloede bag en flok af mennesker. Gloede på dit lyse hår, uglet og blødt. Jeg ved, det er blødt. Jeg har rørt det så mange gange. Der er mange ting, vi har gjort mange gange. Nu sidder jeg i en anden bus end dig og tænker på at jeg skulle være kommet hen til dig.

Det er koldt. Sneen ligger hvid og knasende under støvlerne, mere og mere kompakt for hver fod der træder den ned. Himmelen har fået et rosa skær lige midt i den tågede solopgang. Folk ser ned mod de fødder dér. Nærmest tomme i de blanke øjne. Nøglen ligger dybt i lommen og rasler mod de andre i ringen. Hun trækker vanten af og stikker hånden ned i varmen til de glatte nøgler, trækker bundtet op og finder den længste, som hun stikker i nøglehullet. Lejligheden henligger i en tung søvn. Gardinerne er trukket for, lyset falder lummert over sofaen og det store spisebord, hvor hun plejer at sidde og tegne. Hun tager sig ikke tid til at få tøjet af, går lige hen til bordet og ser ned på de sidste to tegninger. Tager dem op, holder dem ud fra sig, kniber øjnene sammen i mørket for at bedømme dem bedre. De ænder i bunken og hun sukker irriteret over sin uduelighed mens halstørklæde, hue og vanter ænder i en død bunke på gulvet og hendes egen krop under tæppet i sofaen. Hun er lysvågen selvom hele natten har været hektisk og fuld af alkohol. Det ligner hende ikke. Så rejser hun sig uroligt og laver the, som bliver skyllet ned foran vinduet, nu med gardinerne trukket fra. Kulden angriber i samme sekund stoffet fjernes fra de frostbesatte ruder. Uroen har boet i hende, længere end der kan huskes tilbage, for livet før den, var et andet liv og nu er et nyt begyndt. Et nyt liv med konstant uro og derfor kan hun ikke huske andet end uroen fra dette livs mange dage. Der findes også meget mørke i dette liv og hun må derfor tappe fra andre lyskilder som f.eks. solen og sneen. Så ligger hun nede på græsset og ser op i himmelen og føler næsten D-vitaminen suges ned i hendes krop. Der gnaves i hendes indre. Som et desperat dyr efter mad og frihed. Hun lader det være og sætter let it be på anlægget, mens hun rydder op i lejligheden og tænder stearinlys. Hun kaster tøjet af sig og stiller sig under den varme bruser. Vandet er alt for varmt og hun elsker følelsen af næsten at blive kogt. Det er farligt at tage for varme bade. Det er en last, en tendens hun har måtte slæbe med sig hele det nye liv, for den vil ikke lades tilbage. Måske er følelsen ensom. Det er ikke svært at forestille sig, der er nok ikke så mange der kan lide at blive røde og ophævede efter et meget langt og meget varmt bad. Hun går gennem lejligheden mens mørket lægger sig om verdenen udenfor og farver hjørnerne sorte. Store fugle flyver over taget hjem.
   Hver aften går jeg ud og ser op mod stjernerne. Jeg holder øje med den smukkeste af dem alle, den der lyser mest. Du sagde, det måtte være min, sådan som den lyste. Jeg følger dens vandring hen over himmelen. Nu er den næsten henne ved det næste tag, om lidt kan jeg ikke se den mere. Når jeg lukker øjnene, kan jeg se dig. Svagt, men det er dig. Også selvom konjekturerne flyder ud som vandfarver på papir. Jeg rækker hånden ud og rører din kind. Hvis jeg er træt nok, kan jeg mærke varmen fra din hud mod det bløde i min håndflade.


Hun går gennem byen i en iskold eftermiddag. Huen afskærmer hendes øre fra de mange lyde omkring hende. Folk der snakker ivrigt ved siden af hende, da lyset over fodgængerfeltet er rødt. En kvinde snakker manisk om en fyr. Han har vidst ikke været helt sød. Hun skynder sig videre ind i menneskestrømmen, væk fra andres problemer. Køber overmodne bananer og mælk og tager toget hjem. Selvom der er så meget, der skal læses, lader hun det ligge og tegner i stedet en nøgen kvinde, siddende med hovedet bøjet. Hun tegner hende i en sådan vinkel, at man ikke kan se øjnene. Tårer er ikke lige hendes stærkeste side. Anlægget spiller Matt Corby og hun bliver melankolsk. Uldtæppet kradser hendes nøgne hud og varmer tungt og stille, mens de store fugle udenfor skriger på deres evige leg over taget, over taget, over taget. Musikken er så tung, at der næsten bliver stille og pupillerne svæver væk til et andet land af tung vandoverflade , væk fra lejligheden og de sorte hjørner, væk fra den skrabende fornemmelse indeni.
   Jeg har kun ét billede af dig. Jeg gemmer det i et plasticchartek i den øverste skuffe i kommoden. Chartekket er efterhånden blevet krøllet i kanten af alle de gange, jeg har hevet det op for at kigge på dig. Du sidder på en bænk og griner til kameraet. Der er sne omkring dig. Du har ikke nogen hue på. Dine kinder er røde og bag de to sprækker, gemmer der sig to lædderbrune øjne. Jeg lader en hånd kærtegne det flade fotografi. Det er dig. Og så alligevel ikke. Jeg husker dig ikke sådan, alligevel kan jeg godt se, det er dig. Du grinede sjældent til mig og når du gjorde det, var det fordi, du ikke havde det godt. Jeg husker ikke dine smil. Jeg ser dit smil på fotografiet. Jeg ser ikke dig på det fotografi. Alligevel er det mit kæreste eje og tanken om at miste det, giver mig en stikkende fornemmelse, jeg ikke bryder mig om.

Hun tager på Glyptoteket om søndagen, hvor det er gratis entré. I de store, rungende rum sætter hun sig i en stol og tegner de store skulpturer, hvis gipshud er mat og hvid som kridt på en sort tavle. Hun tegner ben og arme, muskler der ses som buler under huden. Et indre landskab af liv. Hun tegner tykke hårstrå og smalle øjenbryn over mørke pupiller. Alle skulpturerne kigger tomt frem for sig, som så de også indad i stedet for udad. På samme måde som hun ser indad, når hun kryber sammen i sofaen under det stikkende tæppe. Af og til lader hun som om, tæppet er et dyr. Stort, varmt og roligt. Måske en hund eller en stor landkanin. Roligt sovende på hendes knoglede ben. Hun stryger tæppet et par gange, forestiller sig en mørk og rug pels som fingrene forsvinder i og klør en usynlig krop. Hun hiver tæppet til side og stavrer klodset ud på badeværelset for at tage et af de varme bade. Med badeforhænget trukket for tænder hun for vandet. Det er koldt som frosten i gården og hun trækker sig forskrækket tilbage med en hånd i strålen for at sikrer sig temperaturen. Strålen bliver ved med at være kold og huden strammes over knogler og muskler, rød og nubret. Hun drejer termostaten længere og længere mod den røde prik og må snart være nået langt over de 40 grader celsius. Hendes krop begynder at ryste og hun må slukke for vandet og rende i soveværelset efter noget tøj. Hun trækker en ulden trøje over hovedet og finder trusser og tykke sokker i kommodeskuffen. Så vender hun tilbage til badeværelset og afprøver endnu engang vandet stadig med samme kolde resultat. Hun render ned i opgangen og tjekker, om hun skulle have overset en seddel om lukningen af det varme vand, men finder opslagstavlen tom på nær et notat om sikkerheden ved indluk af fremmede. Hun tramper tilbage til lejligheden og lukker døren bag sig. Det er for sent at ringe efter viceværten. Det må vente til dagen efter. Hun sover uroligt, hører fuglene udenfor vinduet råbe til hinanden. Et koldt rum af cement omgiver hendes fortabte væsen, hun vågner med et sæt og stirrer ud af vinduet på dagen, der tøvende hæver sig op over hustagene.
   Når foråret kommer krybende inde under sneen, skærer du lange, dybe ridser i min mave. Jeg har altid ondt i maven om foråret. Flere gange har min læge måtte se på mig, men diverse piller har stadig ikke hjulpet på smerten og jeg har tillagt den dit ansigt, dine hænder i vanterne jeg gav dig. Solen der danner skygger i dit ansigt. En stor skov for vores fødder, et tæppe af grønt vi langsomt bevæger os ind under. Erantis og vintergækker bag vores øre. Vi har sunget så meget i denne skov, at jeg ikke husker én eneste gang, uden vores hæse stemmer slå mod stammerne. Nu går jeg her alene og der er ingen sange i mine øre. Kun hæse fugles skrig. Sorte prikker mod den blå forårshimmel og smerten bag min navle lever videre.
   Jeg husker første gang, du ikke tog din telefon og ikke ringede tilbage. Hvordan bekymringen voksede som et foster i mit indre. Hvordan uforståeligheden råbte mit navn, så jeg måtte banke hovedet ind i væggen. Der gik så mange, tunge timer under de stjerner dér. Uden dig. Pludseligt. Og jeg tastede igen dit nummer og fik igen en anonym stemme, som jeg for hver gang hadede mere og mere. Hver morgen lå min telefon upåvirket i den første stribe gul morgensol. Ingen beskeder, ingen opkald. Og jeg lagde igen min stemme på din uforstående telefonsvarer og hørte stadig ingenting. Jeg sendte dig den samme mængde beskeder som jeg plejede, dog uden dialog da du aldrig svarede tilbage. Jeg vandrede barfodet og hvileløst rundt på mine sæbevandstrængende gulve og rev mig i håret. Dyrelignende lyde fandt en vej ud mellem mine læber og jeg kunne ikke samle mig om opgaver, der skulle afleveres eller bøger der skulle læses. Jeg ville ikke affinde mig med det, der var sandheden. Det jeg kunne se var sket. Jeg var ikke i stand til at forstå, uanset hvor mange gange min vilje tvang mig til at overveje og ændre synsvinkel. Til sidst opgav jeg halvt og skrev, du aldrig ville miste mig, uanset hvad. Dagene blev mærkelig stille, men frustrationen herskede stadig i min krop som en vandvittig konge.

Hun vender sig i sengen og kan ikke sove. Hører trin runge gennem opgangen og døren der smækker unaturligt højt. Gulvet mærkes koldt som et reptil under de nøgne fodsåler. En klaskende lyd fra hvert skridt hen mod skabet. Hun tager tøj på i mørket og låser sig ud i den stadige nat. Skyer hænger tunge som våde stykker vat højt oppe over hendes øjne. Kun en enkelt stjerne glimter et sted mellem dem. Hun går efter den stjerne, denne gang alene, med hænderne begravet i lommerne og vanterne liggende på hylden i gangen. Der ligger sne i store bunker, isede på toppen, knasende indeni. Husene ligger på række, tunge og mørke. Kun enkelte steder er der tændt lys. For det meste på badeværelset. Folk ligger i deres senge rundt omkring hende. Varme og lumre af søvn. Hun er lysvågen, trasker af sted med lange skridt. Hun går, indtil solen igen kryber op over de laveste tage og farver himmelen stærk orange. Trætheden har fanget hende og tvinger hende tilbage til lejligheden med et fast greb om hendes hals. Trækker hende op af trappen til luften ikke længere når ned i lungerne. Udmattet falder hun sammen i sofaen og lukker øjnene. En stemme får hende til at fare sammen og hoppe ud på gulvet med opspilede øjne. Hun kender den stemme. Forvirret ser hun sig om i den tomme lejlighed, går fra rum til rum og kalder. Mærker en tung skuffelse rulle ind over den indre strand, da det går op for hende, at stemmen ikke er der i virkeligheden, men var et minde forklædt som drøm i en tidlig, tung søvn.
   Det er sådan, jeg husker dig; tavs og smilende. Sørgmodig, evig melankolsk. Smuk som kun du kan være det. Med solen i dit lyse hår og de brune øjne så evigt tilstedeværende mod mine. Du beder ikke om noget, skiller ikke dine smalle læber for ingenting. Kun for at grine af noget vi ser, noget jeg ikke husker, men jeg ved vi grinede meget. Også selvom det hele var så tungt omkring os. Så var det rart med al den sol, vi spiste. Siddende i det høje græs på slettebakken, tilbagelænede med åbne munde og lange, lyserøde tunger stikkende opad mod den brændende sol. Vi spiste solskin sammen og grinede mens vi trillede ned af bakken og fik græs i håret og under vores tøj. Stråene satte sig fast i huden og lignede små ar, når man pillede dem af. Mine negle blev grønne af alt det græs, vi omgav os med.

Hun tager cyklen til studiet og tager den hjem igen da hun får fri. Hun falder i ét med de andre cyklister, de er en stor slange af indpakket kød, der bevæger sig gennem byen, snoende sig om sig selv. Sveden pibler frem gennem porerne og suges op af de inderste lag tøj. Udenpå er hun kold og fugtig, luften er fyldt med sne. Hun smider cyklen ind i stativet og går ind på cafeen. Hannah sidder der allerede, fordybet i et ugeblad. Hun får en glimt af forsiden, plastret til med opfordringer til at løbe og cykle og tabe det fedt, man aldrig har haft. Hannah er glad, altid glad, helt igennem glad. Folk siger ofte, at de ikke ligner hinanden særlig meget. Hun ved ikke, hvad hun skal bruge den information til. De bestiller kaffe og store, glinsende chokoladekager. Hannah spørger og hun svarer. På vejen har hun udtænkt nogle spørgsmål, som hun prøver at fremføre afslappet. Den venstre hånd ryger hele tiden op for at fjerne usynligt hår om bag øret. Hun ser på Hannah. Hendes hår er lyst, hendes eget er mørkt. Hannahs øjne skinner som to lys, blå er de. Blå som perlehyacinter. Da de var små, ville hun have alt hvad Hannah havde. Hun ville være Hannah helt og igennem. Det vil hun ikke længere. Det er svært at være tæt på al den glæde, hun vil hellere være alene.
   Vi elskede at drikke vin. Aller helst sammen i min store dobbeltseng. Vi kunne sidde hele natten og bælle vin og se film, mens mørket omsluttede os og kun stearinlysene blafrede et omrids af os på væggene. Vi lå i en rede af puder og dyner og prøvede at lade være med at tænke. Det var så rart at kilde hinanden. Især når vinen gjorde verdenen tung og sukret. Du var mest kilden under hagen og lige ved kragebenet. Din hud spændte over knoglerne, tynd og blålig. Din vridende krop under mine hænder og fingrer. Dit høje hvin og den hæse latter, vinen havde tillagt dig. Nu drikker jeg sjældent vin. Det minder mig for meget om dig. Tårerne får drikken til at blive tynd og salt. Det smager mig ikke. Nu drikker jeg vand. Det skulle være så sundt.
   Jeg ser dagene som udtværede prikker på mit hvide lærred. De flyder sammen i en fælles, brun masse. Ikke til at skelne imellem. Jeg troede mit største ønske var at få dig tilbage, men da din stemme fandt mit øre gennem et hemmeligt nummer, var det alt andet, end det jeg ville. Du var så høflig. Takkede alt for meget for mine beskeder. Undskyldte alt for meget for alt det, du ikke havde gjort. Og jeg blev bange for at kende dig. Det borrede i brystet på mig og ordene faldt sammen som mislykkede sufflerer. Klaskede sammen og blev kolde inden de nåede dig. Jeg ville ikke kende dig mere. Du hørte et andet liv til. Jeg havde vænnet mig til det nye liv. Vænnet mig til tomrummet efter dig. Kærtegnede det som et gammelt ar efter en væltet havelåge en varm sommerdag. Overraskelsen overmandede mig og jeg stod og så mit fatamorgana opløses som en pille i et glas vand. Jeg prøvede at stoppe tiden men formåede det ikke. Ønsket om at du ikke svarede på min besked brændte i mig. Skuffelsen, som jeg sad på nåle for at se om ville udløses, var næsten en præmie, som jeg spændt håbede at vinde.
   Hun er holdt op med at tegne. Blyanterne er for hårde, hænderne mærkelig stive. De vil ikke føre blyanten i de rette cirkler, stregerne bliver nervøse på det alt for tynde papir. Bunken på bordet er kommet i en mappe og viskelædere og blyanter, tuscherne i tyve forskellige farver, de fedtede kul og limstiften i en kasse og sat ind i reolen. Uroen hersker videre i hendes krop. Som et overgearet barn kaster den sig mod hendes indre vægge og skriger uhæmmet. Den følger hende rundt i lejligheden og ud på gaden. Hen til studiet, ind i supermarkedes kaoslignende verden og hjem igen. Hun hiver papir frem igen og prøver med påtaget ro at tegne noget, men det er som vil billederne i hovedet ikke ned på papiret og hun krøller de stikkende hjørner sammen mellem håndfladerne og kaster boldene ned i skraldespanden.

Alt er sort; vejen, himmelen, fodsporene i sneen. Din skygge gennem natten, langt foran mig. Mellem mange, fremmede rygge bevæger din sig af sted. Nogle hundrede meter lægger sig mellem os og slører min identitet. Pupillerne rykker sig i et forsøg på at fange alt. Dine rygmuskler der bevæger sig langt under den tykke trøje, som jeg enagang har givet dig. Jeg kan se dens stribede hætte bevæge sig op og ned i takt med dine fødders indtagning af vejen foran os. Du må ikke vende dig om. Jeg har sagt det til dig, uden du ved det. Du vender dig ikke om. Du forsvinder. Ind gennem bussens to svirpende døre. Glider i et med andres ansigter. Jeg stopper, ser mod bussen, der vender og bliver lille i horisonten.
   Hun har sat sig i vindueskarmen og brænder hænderne på en kop the. Smerten er indbildt, siger hun til sig selv og stirrer fortsat tomt ud i verden. Folk kommer og går dernede. De ser alle sammen ud som om de skal et sted hen, som har de alle sammen travlt. Ting der skal ordnes, folk der skal ses. Hun tror ikke på det, kulissen er krøllet i kanten og viser et ikke helt realistisk billede af et vinterlandskab i bevægelse. Eller i stilstand. Hun tror ikke på de stenede ansigter, alle de par øjne der ikke har tid til at mødes, fordi andre venter på dem andre, mere spændende steder ude i verdenen eller lige om hjørnet. Der er altid noget der andet, der opsluger disse eksistensers tid og opmærksomhed. Aldrig det, der er lige nu. Lejligheden er stille. Naboens mumlen når hende gennem væggen. Øjnene flakker, allerede skræmte mod den nøgne væg. På den anden side går en anden person rundt. En mand, hun ved, han hedder Michael Phil. Hun har kigget på dørklokken, man må vide, hvem man bor ved siden af. Når man høre deres mumlen og deres stønnen og deres mange liter vand gennem afløbet, må man vide, hvad disse folk hedder. Hun har vidst det et stykke tid. Når han går på arbejde om morgenen, sidder hun i sin vindueskarm og ser ned på ham. En pæn ung mand. Michael Phil. Hun skubber sig ned fra vindueskarmen og hælder resten af theen i vasken.

Det er som at gå i en verden for sig. Skride fremad i et lukket land hvor andre menneskers stemmer og dufte bliver stoppet i tolden. Hun prøver at bryde den menneskelige tendens til at kigge kort ned på sine fødder, inden man går over fodgængerfeltet. I stedet ser hun op mod skyer og nøgne træers grene, men mærker at pupillerne flakker under de hidsigt op og nedad gående øjenlåg. Hendes blik finder sig til rette i en stiv, fremadrettet positur. Hun ønsker, en kat ville komme løbende hen mod hende og miavende sno sig om det plyssede stof på skaftet af de grå støvler, men tendensen til at holde kat, er på disse tomme villaveje ikke særlig udtalt. Hun stikker de røde hænder ned i lommerne. Åbner og lukker dem dernede i mørket for at få lidt varme i dem.

Hun står op hver morgen. Hun spiser morgenmad, for til stædighed at holde den forlangende krop i gang. Går sine vante ture langs villavejene. Ser himmelen forandre sig, blive orange til blå. Som et rosa bånd over hovederne på de tidlige vintereftermiddage og derefter sort som katten der løber foran hende. Hendes støvler sætter ubemærkede spor i asfalten oveni tusindvis af andres fodspor og hvis hun ikke gik sine ture, ville asfalten ikke savne de usynlige omrids. Husene ville ikke undre sig over hvor hun blev af. Deres familier ville ikke stå i vinduerne og vente på hun gik forbi. Hvis hun stoppede med at spise, ville hendes krop stritte imod indtil den efter hård kamp måtte give op og falde slap og tom sammen som de bunker af tøj, hun efterlader sig rundt om i lejligheden. Hun har det på samme måde, om de ligger der eller ej. Om tøjet ligger i skabet eller på gulvet kommer ud på ét. Om Hannah ringer eller ikke ringer trænger aldrig længere ind end til den spændte hud på hendes fingre, der holder røret, hvor Hannahs stemme løber ud som havregrød. Hun holder røret lidt fra øret for ikke at spilde på sit tøj. Ikke fordi det egentlig ville gøre noget, men fordi at sådan gør man, når man er menneske.
   Hvis du gik forbi nede på gaden, ville du se mig sidde i vinduet, fjern i blikket, observerende ting der ikke kunne ses fra min plads i vindueskarmen. Jeg plejede ikke at være sådan, fjern. Det er noget der er kommet i mit nye liv. Du ville ikke kunne genkende mit forandrede væsen, ville tro en anden havde bosat sig i min krop. Men jeg har tabt mig, så ikke engang den, ville du kunne genkende. Ville jeg kunne genkende dig? Jeg ved det ikke. Det er snart et år siden, jeg sidst har set dig. Jeg holdt op med at skrive til dig. Holdt op med at prøve at søge dig gennem en tom telefon. Skrigene sidder som torne i min hovedbund. Skærer lange, dybe floder af rødt, der siler lydløst over mit ansigt og gør mit blik sløret. Jeg prøver at fjerne tornene. River og kradser med skærende negle, men udløser blot en snestorm af tørre, hvide skæl. Så må jeg selv skrige. Lave en lyd der er så høj, at den overdøver de andres skrig. Lyden starter i mellemgulvet og arbejder sig opad. På vejen gennem min krops indre bjerge, samler lyden styrke. Bygger sig op som en orkan og vælter op og ud i rummet, hvor den kaster sig mod væggene igen og igen.
   Hun køber et stort stykke kød på tilbud og skærer det op. Huden deler sig under knivbladet og åbner ind til en kold, rød kilde. Kilden angriber hendes hænder og klistrer til huden. Da kødet er fordelt i poser og poserne kommet i fryseren, lader hun pølen ligge og spækbrættet suge længere og længere ned i et vakuum af blod. Hænderne er næsten samme farve, som de bliver efter en lang tur i frosten med vanterne hjemme på bordet.
   Jeg ser dig. Over hækken ser jeg dig. Du sidder med ryggen til mig og ryger. Røgen samles et sted, hvor din mund befinder sig og danner skyer omkring din ryg. Jeg står her og ser på dig. Du venter. På mig. Jeg burde være glad. Jeg burde løbe hen til dig og kaste mig om dig fordi det er så længe siden, men min krop er stivnet her på den anden side af hækken og vil ikke rykke sig. Himmelen er grå. Skyerne er tunge af væde. Snart vil de skvulpe over som fyldte glas og vælte regn ned over os. Din ryg er rolig, din hånd slap om smøgen, der bliver ført op til munden, ned igen, op igen. Jeg rykker vægten fra højre til venstre fod. Jeg ser dig. Så vender jeg mig og går. Regnen udebliver.