Jeg følger grusvejen langs dit kantede smil,
og læner mig ind i dine takkede tanker.
Dagen hælder mod vest,
bag bakken hvor vi bor.
Du står i døren og tager imod mine ord,
kaster med grus efter en lang dag,
skal ikke forklare hvorfor du er træt.
Mens spejlet dugger,
dræber vi djævle og dæmoner i dølgsmål,
frisætter øjeblikkets svagheder,
spiser aftensmad ved bordet.