15 oktober 1960 til den 15 februar 1961.
   Huset var et slot, Albin elskede at kravle op og ned af den høje trappe, men når han gjorde det fulgte farmor altid efter ham. Så kravlede Albin ind i stuen og gemte sig under spisebordet. Farmor forsøgte sig med at lægge legetøj ind til ham, små biler og trætoge. Men Albin ville ikke have noget af det, han trykkede bare Bamsebjørn tæt ind til brystet, og krøb videre ind bag stolene. Derfra stirrede han i timesvis ud, og så farmors og farfars ben gå rundt, nogen gange sad de også stille i sofaen.
   Albin forstod ikke hvorfor han skulle være der. Han vidste godt at hans far og mor var væk. Den onde trold trampede rundt i stuen og tog dem, måske spiste han dem? Albin havde ikke set det, men engang havde hans mor læst i en bog med en ond trold.
   Så da trolden larmede i lejligheden kravlede Albin langt ind i skunken mellem to gamle madrasser Bamsebjørn var med og passede på ham.
   Albins hule blev til et sørøverskib, og han var kaptajnen og styrede skibet langt ud på havet til han kom til landet med guldskatten. Albin havde sin egen skovl med og ham og Bamsebjørn gravede lige til kisten kom frem. Kisten var fuld med guldpenge, så nu var de rige og kunne købe lige hvad de ønskede sig. Albin ville købe sig en sæk fyldt med lakridskonfekt, og et stort fjernsyn til at se Cirkus Buster i. Måske skulle de også have en ny sofa, som ham og mor kunne ligge i sammen. Og mor skulle ikke falde i søvn før ham. Nej hun skulle kramme ham ligesom Bamsebjørn og aldrig være sur.
   Så faldt Albin i søvn.
   Da han vågnede var der helt stille over det hele, og han blev rigtig bange, han turde slet ikke bevæge sig eller gøre noget som helst, for tænk hvis trolden var der endnu.
   Albin fik lyst til at græde men det turde han heller ikke. Nu begyndte hans arme og ben at ryste så han tabte Bamsebjørn, og så begyndte han at skrige, han skreg og skreg til han fik ondt i halsen og i maven, hans hoved blev helt rødt og han hamrede det ind i madrassen. Hans mor kom ikke og hans far kom heller ikke.
   Albin faldt i søvn igen.

I dag var det søndag, og farmor sagde at de skulle have boller i karry, Albin elskede boller i karry.
   Farmor spurgte om han ville være med til at lave mad, det ville han gerne "Bamsebjørn skal med", Sagde Albin og så op på farmor med sine klare blå øjne mens han kravlede frem under spisebordsstolen.
   "Jamen selvfølgelig skal han da det" Farmor lo og rakte en hånd ned, han tog den ikke men fortsatte med at kravle ved siden af hende til de nåede ud i køkkenet.
   Han havde sin egen stol som farmor satte ham op i, bamsebjørn satte hun på køkkenbordet lige ved siden af. Albin fik vasket hænder og skrællede en gulerod mens farmor lavede resten, hun brugte et rivejern til at rive gulerødder og løg med. Han fik også lov at prøve, lige til hans øjne græd. Det hele kom ned i en stor skål: "Nu rører jeg rundt" sagde farmor: "Det er farsen".
   Albin vidste godt hvad fars var, det var til bollerne i karry. Det havde de lavet flere gange.
   Albins mave knurrede "Nå du er nok sulten" smilede farmor.
   Han nikkede.
   Så kom farfar ud og stod som en mørk skygge i døren og kiggede på dem, "Må jeg også være med?" spurgte han.
   "Nej", sagde farmor strengt: "Du kan gå ned og ordne vasketøjet, og bagefter kan du dække bord".
   "Ja, ja" sagde farfar og gik forbi dem. Han forsvandt hurtigt ned af trappen.
   Albin brød sig ikke om når farfar lavede skygger, men han kunne godt lide at sidde i stolen mens farmor lavede mad. Tit fik han lov at lave noget og smage det forskellige, eller farmor fortalte om dengang hun var lille, om hendes far og mor der altid var sure og skældte ud. Men man skal ikke skælde ud på børn sagde hun altid. "De voksne skal være søde ved hinanden, og børnene", og så klappede hun ham på håret.
   "Av, av", sagde Albin.
   "Men Albin", sagde farmor: "Jeg klapper dig bare".
   Når det var værst begyndte han at græde hjerteskærende og længe.
   I starten havde farmor forsøgt sig med at tage ham på skødet og vugge ham, men så skreg han bare endnu mere, indtil han blev udmattet og rød i hovedet.
   Så nu lod farmor ham være i fred, og så græd han færdig, fik et stykke papir at tørre næsen i, og det var det. Farmor lærte aldrig at lade være med at røre ved ham.
   Det var meget nemmere med farfar, han rørte aldrig ved nogen.

Betjenten der fandt Albin var stor og kraftig og det kneb for ham at klemme sig ind i skunken, men efter at have presset på et stykke tid lykkedes det endelig at fange drengen i en skruestik mellem sine store arme.
   Albin gjorde modstand, mens han skreg i vilden sky. Betjenten møvede sig langsomt baglæns men idet han kom ud i soveværelset lykkedes det Albin at bide ham i hånden. "Av for satan", skreg betjenten og gav slip. Og Albin, ja han pilede tilbage i skunken, han havde tabt Bamsebjørn i håndgemænget.
   Næste gang betjenten kom ind, var drengen underlig rolig, med øjne der stirrede tomt ud i luften klamrede han sig til Bamsen, hans krop var stiv som et bræt og svær for betjenten at transportere, men nu gjorde han i det mindste ikke modstand mere.

Farmor kogte kødbollerne i en gryde, duften af mad bredte sig langsomt i hele rummet. Albin studerede bollerne der sejlede rundt som små skibe på toppen af vandet i gryden, en efter en poppede de op og sejlede rundt.
   Farmor gav Albin koppen med karry og vand, han skulle bare røre rundt, imens lavede hun sovsen.
   "Skal vi dele en bolle", hun havde lagt en kødbolle på en lille tallerken og skåret den over, det røg fra den, som var det en skorsten. Hun stillede tallerkenen foran ham. Albin pustede på bollen, inden han stak den i munden, mmm det smagte godt.

Den første nat blev han anbragt hos farmor og farfar. Han ankom ved midnatstid i politibilen. Farmor bar ham med det samme ind i dobbeltsengen. Hans lille ansigt var grimet af gråd og snot, hun tørrede det forsigtigt med en fugtig klud, mens hun prøvede at opnå øjenkontakt, men hans øjne var som to mørke huller uden genkendelse.
   "Albin er du der?".
   Han svarede ikke, vendte sig mod væggen væk fra hende.
   Albin og bamsebjørn passede på hinanden, og Albin suttede på sin tommelfinger, til han endelig faldt i søvn.
   Næste morgen vågnede han meget tidligt, og kravlede langt ind under sengen sammen med Bamsen, der sad han og krøb sammen, da farmor og farfar vågnede, og det lykkedes dem ikke at få ham ud den dag.
   Farmor satte en skål havregrød med mælk og sukker ned til ham, som han spiste rub og stub.
   Selvom Albin var langt væk, spiste han hele tiden godt.

De sad i dagligstuen om det solide spisebord. Albin tronede i barnestolen for enden af bordet, mens han spiste lignede han næsten enhver anden lille dreng.
   Med sin ske blandede han ris og sovs sammen, pustede på skeen og guffede i sig, og den smule han spildte fangede hagesmækken. Ind i mellem smilede han skævt til farmor.

Albin ville ikke sidde med den fremmede dame ved bordet.
   Farmor prøvede ellers at overtale ham, hvis hun nu blev der og Bamsebjørnen også var der.
   Men Albin kravlede beslutsomt ind under skrivebordet og ind i det fjerneste hjørne, og så måtte damen med det sorte hår og brillerne på næsen ned på alle fire.
   "Albin", kaldte hun: "Se her jeg har noget papir, og nogle farver. Måske kan du lave en tegning til mig, en fin en af din far og mor. Vil du prøve det?".
   Albin hørte godt hvad hun sagde, men hvorfor ville hun have ham til at lave en tegning af far og mor. De var jo væk.
   Albin sad en halv time under skrivebordet, så kørte han hjem med farmor igen.
   Han fik papiret og farverne med.
   Mange uger senere tog Albin den sorte farve fra æsken og kradsede voldsomme streger på det hvide papir.
   Så kastede han resten af farverne på gulvet og trampede på dem, så de gik helt i stykker.
   Farmor ryddede op.
   Albin kom aldrig hen til damen igen.

Albin savnede sin far og sin mor. Mest sin mor.
   Mor havde fine kjoler på og dansede i stuen sammen med Albin. Så fik han rød saftevand og mor drak også noget rødt.
   Det var sjovt, men mor faldt også tit i søvn, sammen med Albin eller før Albin. Nogen gange kravlede Albin ud af sengen og fandt kassen med biler og så legede han med dem lige til far kom hjem.
   Så skreg far og ruskede i mor, og mor skreg tilbage og Albin vrælede i vilden sky.
   Når far var gået og havde smækket med døren, skiftede mor ble på Albin mens hun græd. Albin græd også, han havde ondt i numsen og var sulten.
   Mor lavede små rugbrødsmadder, og Albin fik lov at sidde på skødet af hende, når de spiste. "Min søde lille prins", sagde mor, mens hun krammede ham og bamse.
   Albin savnede mest sin mor.

Sommer 1961
   Da det blev sommer kom Albin ud i haven.
   Det var en dejligt tilgroet have, med store frugtbuske, stauder, gamle æbletræer og en velvoksen græsplæne.
   Han elskede at løbe rundt og spise af frugterne og bærrene, og endnu mere at klatre højt op i de gamle træer, langt ud på grenene op til fuglene, der kunne han blive væk i mange timer.

Farmor var som regel i køkkenhaven, hvor hun gravede, såede eller lugede.
   Ind imellem kaldte hun på ham. Hvis han gad eller var sulten nok, svarede han.
   Farfar var enten på arbejde eller ude i værkstedet med bilen, som han tit reparerede på.

Sommer 1964
   Da Albin startede i skolen havde han vokset sig til en stor kraftig og sund dreng.
   Hans krop kunne alt hvad den skulle kunne.
   Men han vidste intet om hvordan man klarede sig i en klasse.
   Når de andre børn drillede, slog han en prober næve, og når ting ikke passede ham smed han med borde og stole.
   Albin fik med tiden en plads helt for sig selv forrest i klassen, så læreren kunne holde øje med ham.
   Men da han lærte at læse, skete miraklet. Han blev som et lam.
   Og frøken Andersen, hans klasselærer, blev hans nye idol, den dag hun gav ham Niels Holgersens rejse til hjemmelæsning.
   Derefter fortsatte han med Pippi Langstrømpe, og Emil fra Lønneberg.
   Det var som en manglende brik i et puslespil, der dukkede op efter lang tids fravær og lukkede det sorte hul.
   Med den brik kunne han drømme sig væk og tilegne sig viden.

Senere samme år læste de om vikinger. Han lærte sig runer, skrev og skrev med pinde i jorden, på papir, skar det i små træstykker. Hvor ville være spændende, at være sådan en viking, gå klædt i skind og slås med sværd.
   Han lånte mange bøger om det på biblioteket. Det var det han ville, når han engang blev stor, ja så ville han være en viking med sværd.


15 oktober 2000
   Albin sad i bilen han havde lige holdt sin forelæsning om " Ragnarok i Nordisk mytologi" han fløjtede muntert for sig selv, det var gået rigtig godt med engagerede studerende og dybdeborende spørgsmål.
   Da han drejede af fra motorvejen, tænkte han over hvor meget han holdt af den rå vikingeverden, fyldt med hævn, vold og blodige kampe.
   Siden han startede i skolen havde det fyldt hans verden og var blevet han alter ego.
   Han havde læst og læst om guderne og jætterne til de blev hans verden, langt mere end den der omgav ham.
   Den interesserede ham ikke særligt.
   Jo han havde da et sted at bo, en seng at sove i, og lækker mad i køleskabet.
   Men det var i myterne han levede, derigennem alt det spændende og sjove foregik.
   Der var Albin en glad mand.

Inden han gik op i lejligheden, ville han lige tjekke posten, der var lokalbladet, en regning og et personligt brev så det ud til.
   Han lagde det hele i entreen da han kom ind, hængte frakken fra sig, mærkede hvor sulten han var, og skyndte sig ud i køkkenet.
   Han skar nogle skiver brød og laks, lagde det på en tallerken og tog det med ind i stuen sammen med en kold øl.
   Ved spisebordet nød han udsigten over Christianshavns Kanal, mens han langsomt tyggede sig gennem laksemadderne. Øllen var en fin velsmagende mellemregning.
   Så kom han i tanke om posten, han rejste sig dovent og gik langsomt ud efter den.
   Hvem mon det var der havde skrevet et privat brev til ham?
   På vejen tilbage til stuen, undersøgte han kuvertens bagside, der var ingen afsender.
   Måske var det en hemmelig beundrer? Men de fleste af den slags plejede at komme via E-mailen.
   Albin placerede sig i sin gode stol med brevet og den sidste rest øl.

Så åbnede han brevet, det indeholdt et ark papir og en gulnet kuvert hvorpå der stod "til min søn Albin." På papirarket stod der:

Til rette vedkommende Albin K. Olsen, Albin studsede over K'et men skyndte sig at læse videre.

"Jeg hedder Kirsten Kristensen, og er datter af Marie Kristensen, som døde for en uge siden. Jeg har grund til at tro, at du og jeg er halvsøskende, idet mor i et lille brev efterladt mig har anført at du blev født af hende den10 januar 1958. og at hun ønsker dette brev tilsendt dig".

Albin stirrede forbløffet ned på ordene han netop havde læst.
   Det kunne jo umuligt passe det der stod skrevet.
   Han havde altid fået at vide begge hans forældre døde, dengang han flyttede ind i farfars hus.
   Svimmelheden ramte ham som lyn for en klar himmel, hans øjne fokuserede slet ikke, papirerne i hans hånd flød sammen til tåge.
   Langt inde i hjernen rumlede en mærkelig lyd, og pludselig stod et billede klart på nethinden, Bamsebjørns brune slidte krop, den gule snude og de sorte påklistrede øjne stirrede på ham, og bag bamsebjørn et utydeligt ungt kvindeansigt, lidt rundt i det med krøllet langt gult hår, blå øjne og stærkt malede røde læber, ansigtet græd.
   Albin lagde hånden mod sin kind, billedet varede blot et splitsekund, men han var slet ikke i tvivl om, hvem det var.
   Forsigtigt greb han om brevet.

"Kære Albin" stod der, mens hans øjne langsomt fulgte stavelserne nedover siden, duggedes hans blik, som var en oversvømmelse på vej, små svedperler dannedes på hans pande, et par tårer faldt på papiret og fik blækket til at flyde ud, som blåt blod.
   Samtidig buldrede vreden gennem hans årer som en vulkan i udbrud, og da han rejste sig fra lænestolen var det med en sådan kraft, at den forlod sit trygge leje på det ægte tæppe og væltede.
   Han trampede med bjørneskridt gennem entreen, på vejen greb han bilnøglerne i skålen, og tilbagelagde trappen ned i en fart der var en marathonløber værdig.
   Adrenalinen førte ham ind i sin magiske verden, som en fugl i flugt kastede han sig på førersædet.
   Bilen lystrede, dragen var i udbrud.
   Knips så sad han udenfor lågen, foran farfars hus.
   Det var som om han nu endelig langt om længe så det som det det var. Ikke et slot i ridderstil der havde beskyttet ham mod drager, dæmoner og trolde. I virkeligheden var det blot et usselt slidt trediver hus i funkis stil. Og den virkelige drage, den som altid havde nydt hans tillid, hende hans beskytter.
   Hun var virkelighedens drage, den største hykler og løgner af dem alle.
   Hvor længe han sad i bilen, vidste han ikke, tiden som begreb betød intet lige nu.
   Hans krop rystede, som ville den aldrig stoppe, og sveden drev af ham som havde en hedebølge ramt.
   Han faldt sammen over rattet i en drømmeløs søvn. Da han vågnede var det blevet mørkt.
   Han så på uret, der var gået to timer.
   Men nu var han rolig, nu kunne han handle. Først læste han brevet fra sin mor en gang til, lige til den hjertevarme afslutning:

"Jeg kysser og krammer dig, og husker endnu hvor dejligt det var dengang "du var min lille prins"
   Med kærlighed fra mor."

Han gik mod døren og ringede på, der gik en rum tid inden hun kom. Hun var indenfor det sidste år blevet dårligt gående og svagelig.
   En lille gråhåret dame stilfuldt, påklædt i nydelige lyse bukser, med en neutral blomstret tunika over, krumbøjet bag rollatoren.
   Hun fangede omgående forvandlingen. Hans tænder klar til, at bide fra sig, og hans blik klar til at korsfæste hende.
   Og hun forsøgte at lukke døren, det var selvfølgelig ikke muligt.

"Vi skal tale sammen" sagde han og skred forbi hende gennem entreen og ind i dagligstuen.

Han slukkede for fjernsynet der stod og kørte, så gik han hjemmevant ud i køkkenet og fandt to cognacglas, og flasken.
   I stuen bag sig hørte han hendes tøvende slæbende skridt.
   Hun sad i sin lænestol da han kom ind. Det klædte hende at hun for en gangs skyld intet sagde, ikke et ord havde hun sagt endnu.

Han anbragte sig i stolen overfor hende, placerede et glas hos hende og et glas hos sig, han fyldte dem begge. Stillede flasken fra sig.

Så løftede han sit glas: "En skål for min mor" udbrød han med vred skurren inden han drak ud.

Hun sad roligt i stolen overfor, rørte ikke sit glas og sagde intet.

Han drejede det tomme glas mellem hænderne: "Hvordan kunne i lade mig leve på en løgn, holde det hemmeligt alle de år?"


Hendes stemme slog tilbage som et iskoldt piskesmeld:
   "Hun var en morder, hun stak din far i ryggen med en kniv, du så det ske. Da du kom til os, var du som en frossen isblok udenfor rækkevidde. Ødelagt næsten inden du var begyndt at leve. Det tog mange år at tø dig op.
   Hvordan skulle vi dog have gjort det anderledes?
   Vi elskede vores søn hun tog ham fra os, og så elskede vi dig, du var en del af ham. Vi tænkte kun på at reparere og beskytte dig" hun så vredt på ham
   "Det var den bedste løsning, det kunne ikke være anderledes".

Hun satte sig roligt tilbage i stolen, hendes øjne lynede

"Men hun var også min mor", han hamrede en knytnæve ned i bordet så de to glas klirrede: "Det er ikke fair, det er bare ikke fair".

"Du burde vide bedre end det", hun mødte hans blik: "Livet er aldrig fair, livet gør hvad livet vil, uanset hvad du tænker om det".

De sad i tavshed en rum tid, så rejste han sig: "Jeg går nu" sagde han: "Jeg ved ikke om jeg kommer tilbage. Jeg har mange ting at få rede på".

"Ja" svarede hun, der var en svag skælven i stemmen: "Det kan jeg forstå".