Jeg skulle i hvert fald ikke være kunstner.
"Kunstnere mangler salt til deres æg," klagede min far.
Men vi har jo salt til vores æg, tænkte jeg.
"Kvindelige kunstnere får ikke nok opmærksomhed," mente min mor.
Men dronningen besøgte din udstilling, tænkte jeg.
"Næst efter våbenindustrien i fredstid, har kunsten den største overproduktion," sagde min far og blev citeret for det i avisen.
Hvad har geværer og skulpturer med hinanden at gøre? tænkte jeg.
Jeg syntes ikke det var spor mærkeligt. Ikke før jeg kom i skole og mødte mine klassekammerater som hed Jan D., Jan P., Lars, Kenneth, Kim, Peter, Anette, Heidi, Pia, Mette, Gitte og Lone. Før jeg mødte dem, var det ikke mærkeligt at hedde Olivia. Faktisk var jeg ret stolt af mit navn. Fordi folk smilede, når jeg svarede, klappede mig på hovedet og sagde;
"Sikken et smukt navn, Olivia," mens de smagte på det, som en eksotisk frugt.
Da skolen begyndte, traf jeg en ny slags mennesker.
"Hvorfor det?" ville de vide, når jeg præsenterede mig.
"Hvorfor det?" spurgte jeg bagefter min mor.
"Vi opkaldte dig efter en maler. En malerinde," rettede hun sig selv. "Som hed Olivia Holm Møller."
"Det var som selveste fugl Føniks," supplerede min far. "For hun døde ikke længe efter at du blev født."
"Hvem?" spurgte jeg.
"Olivia Holm Møller," svarede de i kor.
"Nej, det andet du sagde. Føniks?"
"Hvad er det," rettede min mor. "Fugl Føniks er et fabeldyr, der kan genopstå af asken."
"Det har jeg vist læst noget om i Anders And," sagde jeg.
Manglede vi penge? Jeg mærkede det ikke derhjemme. Men det havde konsekvenser. En brugt lammeskindsfrakke, som de drillede mig med i skolen.
"Mææh!" brægede Mette med den brede mund og tænder, der var pakket ind i bøjler.
"De driller mig med frakken," klagede jeg til min mor.
"Det er en meget fin frakke i toscanalam, fortalte ham manden jeg købte den af - og jeg fik den utroligt billigt," sagde hun. Tanken om den gode handel fik hende til at smile.
"Det er altså toscanalam," sagde jeg til Mette, da hun drillede mig igen.
"Nå. Men den passer til det der hindbær på dit hoved," fnisede hun og stak til Anette. Anette begyndte også at fnise. Hindbærret var en hjemmestrikket hue i kraftige røde, orange og lilla farver der sad tæt ind til hovedet, som en badehætte. Egentlig tror jeg den klædte mig, men det bekymrede ikke Mette.
De tog mig med til mange, rigtigt, rigtigt mange ferniseringer. Fordi det var billigere at stikke mig en slikpose, end at betale en af nabokonerne for at passe mig. Og sikkert også, fordi der ofte var andre børn at lege med. De har vel tænkt, at de gjorde mig en tjeneste. Til ferniseringerne lærte jeg noget helt fundamentalt om voksne. Nemlig at jeg ikke forstod dem. De sad og snakkede, stod og snakkede eller slentrede afsted, mens de snakkede. Hvorfor snakkede de kun? Hele tiden, uafbrudt. I stedet for at lege? Hvornår har det nogensinde været sjovere at snakke end at lege? Jeg kunne i hvert fald ikke komme på et eneste tilfælde.
Den bedste udstillingsbygning at lege i, var Den Frie ved Østerport Station. Fordi man kunne løbe hele bygningen rundt i en slags cirkelbevægelse. Fordi der var et par trin op og ned til nogle af rummene, hvor man kunne snuble eller sidde sammen med et andet barn og lege med hønseringe. Fordi der var befriende højt til loftet, hvorfra lyset strømmede gavmildt ned over de store sale. Og fordi jeg kendte alle bygningens depot- og kælderrum. Dernede hørte jeg lyden af trampende sko og knagende gulvbrædder over mit hoved. Og en brusen af stemmer fra de evigt snakkende voksne, som ingen mening gav.
Når den gærede vin, appelsinjuicen og danskvandet var drukket op og der kun var smuler af kartoffelchips og saltstænger tilbage på paptallerkenerne, gik de voksne - og nogle gange børnene - de få skridt hen til Hotel Østerport og snakkede videre. Det var som om de aldrig blev færdige med at snakke. Her smagte jeg peanuts for første gang. Og fik appelsinjuice i en flaske med stribet papir omkring. Jeg stavede mig igennem navnet, So-li-ta. Så meget jeg orkede at drikke. Der var ikke altid andre børn at lege med. Så fik jeg lov at gå udenfor og glo ud mellem tremmerne på broen over Østerport Station og se på togene, der kom imod mig - eller kørte væk fra mig. Jeg talte dem. Forsøgte at forudsige, om det næste tog kørte på det spor jeg stod lige over, eller et af de andre. Om det kom mod mig eller kørte fra mig. Råbte bandeord som druknede i larmen fra lokomotiverne.
Engang imellem gik turen fra Hotel Østerport videre til en restaurant. Krokodillen i Store Kongensgade. Jeg husker en smørblød isdessert, der smagte intenst af pære. Og en aften, hvor jeg og et lidt ældre barn følte os tiltagende frustrerede over de voksnes cigaret- og piberygning. Røgen stak i øjnene, vi hostede, blev sure, opildnede hinanden og fandt til sidst på en slagssang mod smøger og røg'er - kraftigt inspireret af tidens 'farvel og tobak' kampagne, med klistermærker der var tegnet af Ole Lund Kirkegaard. Det var svært at se, om min medsammensvorne var en dreng eller en pige; lysegul T-shirt og klapbukser, hvidblond grydehår, en smule gammelklog - hvem ved? Vi fremførte vores slagsang for selskabet, mens vi så deres beduggede venlighed visne væk, da budskabet gik op for dem. Selvom min far på det tidspunkt var holdt op med at ryge de krydrede Gauloises-cigaretter, blev det hans opgave at eskortere det vanartede pigebarn hjem i seng, så han, min mor og resten af selskabet kunne feste videre uden tilstedeværelsen af nogle former for dårlig samvittighed.
Da han smækkede entredøren bag sig, lå jeg alene tilbage i vores stue og hamrede knytnæverne ned i det persiske tæppe foran tv'et. Dybt frustreret over, hvor helt-ind-til-marven uretfærdige de voksne kunne være. På et tidspunkt blev jeg træt af at tude og gik ind og lagde mig til at sove i min mors seng. Mit tøj og mit hår lugtede af tjære.