Hun slår øjnene op og samtidig slår hjertet et slag over. Det hele er overraskende. For det er første dag i hendes liv, hvor sorgen skal give plads til hende og hun til sorgen.
Ulla og Yasmin har løftet Nora ud af sengen, nødtørftigt vasket hende, skiftet bleen, givet hende rent tøj og et par næsten nye maosko på. Ulla stikker en brik med energidrik (med abrikossmag) hen under hendes næse og fører sugerøret ind i hendes mund. Imens spreder hun fingrene på sin anden hånd.
"Jeg bliver aldrig træt af at se på mine hænder," siger hun, med en snert af lykke i stemmen.
"Engang bed jeg negle og dengang hadede jeg mine hænder."
"Jeg har aldrig bidt negle, derfor kan jeg da godt li' mine hænder alligevel," siger Yasmin.
Nora drikker langsomt. Hun følger med i deres samtale.
"Det værste ved det her job...," Yasmin sænker stemmen og skotter til Nora, som har skyndt sig at lukke øjnene, "...er at man ikke kan gå med kunstige negle. Jeg elsker kunstige negle."
"Nej, det er alt for kunstigt til mig," mener Ulla.
En slubren afslører, at Nora har drukket op. Ulla vender opmærksomheden mod hende.
"Nu kører vi dig ind i stuen til Megan. Hun venter på dig."
De sidder ved siden af hinanden, som de plejer. Demente Megan og katatoniske Nora. Deres blikke ser tilsyneladende ud af vinduet. Ud på den smalle gade. Megans tanker besøger fortiden. Mest fordi nutiden er et rod af indtryk, der ikke vil finde hinanden. Nora sidder ikke længere og rokker i stolen. Hun prøver at lave knibeøvelser og det er meget sværere, end hun havde forestillet sig. Hun når kun at tælle til otte, med spændt lukkemuskel, før hun igen må give slip og kommer til at snappe efter vejret. Megan vender sig mod hende. Nora ser et glimt af tilstedeværelse i hendes øjne og får en ide.
"Maximilian," siger hun, så højt hun kan. Megan hører ikke så godt.
Hun lyser op og undrer sig tilsyneladende ikke over, at Nora taler til hende.
"Min favorit actor," siger hun, med kraftig, engelsk accent.
"Maximilian Schell. Han spillede Hans Rolfe i Judgment at Nuremburg. Det er min favorit film. Han er så smuk, synes du ikke?"
Nora nikker, men hun kan ikke huske, hvordan Maximilian Schell ser ud.
"Jeg så filmen første gang i '62. Jeg elskede ham fra første sekund - også selvom han er tysker. Min mand lignede ham. Ja. Og da vi fik vores søn, gik Jørgen med til at døbe ham Maximilian, når vi ikke kaldte ham andet end Max." Hun smiler henført frem for sig.
"Max...?" siger Nora og rømmer sig. Halsen værker, fordi hun må tale så højt.
"Ja, han lignede jo ikke Maximilian ret meget. Han var et lille skravl og hans ansigt var helt trekantet. Det har jeg aldrig set før. Et ansigt så trekantet. Han fik et bedre kæbeparti som voksen, gudskelov. Men ikke som Maximilians. Med den der kløft i hagen." Hun tier.
"Og nu besøger han aldrig mere sin mor," Megans underlæbe dirrer.
Han var her i går, tænker Nora.
Der bliver mørkt i stuen og regnen begynder at piske mod ruden.
"Din søn elsker dig," siger Nora.
"Jeg savner duften af Bangor. Jeg savner Wales. 'Rwy'n colli Cymru'," siger Megan og synker ned i indadvendt tavshed.
Hun må have blundet. Slår øjnene op og ser lige ind i Lenas ansigt. Lena tænder for smilet og retter sig op.
"Hvordan går det i dag, Nora?"
Nora vil gerne give hende et præcist svar, men det bliver kompliceret, fornemmer hun. I stedet trækker hun på skuldrene. Så ser hun Lena lige i øjnene, som for at fortælle, at hun er her. Ikke mere katatoni. Lena nikker.
"Nu kører jeg dig til Andreas' kontor." Hun triller resolut afsted med Nora.
Andreas er hjemmets leder. En høj, smuk mand, med øjne der stråler af nærvær. Han er ny. Nora kan ikke komme på navnet på hans forgænger.
"Ja, Nora her (Lena klemmer Noras spinkle skuldre) er pludselig kommet ud af tågerne igen, kan man sige."
Andreas nikker. Hans svagt rødsprængte øjne borer sig insisterende ind i Noras. Hun får fornemmelsen af at falde og slå sig, hvis hun sænker blikket. De kindben er rent ud sensuelle, tænker hun.
"Derfor har jeg også ringet til psykiateren, så han kan komme forbi. Men det har jo lange udsigter. Og jeg sætter fysioterapeuten til at gennemgå hendes program. Jeg synes det er en god ide at træne hende mere. Og... jeg tænker, at vi venter med at kontakte kommunen." Det sidste siger hun med dæmpet stemme.
"Det er jo forunderligt," begynder Andreas med blød stemme. "Jeg kunne ikke forstå det, da Lena fortalte mig om det i går." Han nikker mod Lena, men slipper ikke Nora med øjnene. Til sidst slår hun blikket ned og føler sig en anelse lettet og angerfuld på samme tid. Han mener det, tænker hun. Lige her og nu mener han det.
"Kør hende nærmere," beder Andreas. Lena triller Nora helt hen til hans skrivebord.
"Ved du, hvad år det er?"
Nora nikker.
"Hvad er det så?" spørger han.
"2015," hvisker hun.
Andreas læner sig frem mod hende. Han lugter uvasket, men ikke på en ubehagelig måde. Igen låser deres blikke sig fast i hinanden. Jeg ved, hvad du tænker, tænker Nora. Så rødmer hun, da hun får et billede af to kopulerende kroppe.
"Nora. Det er godt at du er til stede igen. Denne her ændring," han gør et kast med hovedet, "skal jo følges op af handling. Fra os og fra dig. Lena foreslår, at du skal have mere fysioterapi. Er du enig?" Han kører hånden gennem sit gyldne hår.
Nora ser ned på sine armstumper og nikker med hagen ind mod brystet.
"Hvordan har du det, Nora. Hvad tænker du på?"
Hun vil gerne flå sin brystkasse op foran ham og vise ham den pulserende, smertende sorg som sidder derinde, og som hun ved, aldrig går væk.
"Smerte," hvisker hun. "Håb. Måske"
Andreas slår blikket ned.
"Jeg har selv to børn. Det er så urimeligt. Jeg kan godt forstå, hvad du har været igennem. På en måde fatter jeg ikke, at du lever endnu." Hans tonefald er medfølende. Nora mærker smerten emme fra ham. Han zapper rundt i stærke følelser, tænker hun, og undrer sig over, hvor fokuseret han er i deres kontakt, mens både vedkommende og uvedkommende billeder blander sig med hinanden bag hans øjne.
"Hvorfor tror du, at du er kommet til dig selv igen?"
Nora skutter sig, da han spørger. Bag hende står Lena og tripper.
"Det er april," svarer hun.
"Ja...?" siger han spørgende.
Nora er tavs.
Andreas ser op på Lena.
"Vil du sige noget?"
"Altså. Det er fordi. Jeg fandt jo noget energidrik, som jeg mener passer bedre til hendes blodtype. Og det bestilte jeg. Og har givet hende. En del gange, her på det sidste," forklarer hun.
"Det er dem med passionsfrugt- og abrikossmag," tilføjer hun, henvendt til Nora.
Andreas rynker brynene.
"Og det siger du, fordi..?"
"Fordi det har hjulpet! - Det er yderst vigtigt at spise efter sin blodtype," understreger hun.
Nora himler træt med øjnene, men bevægelsen gør ondt. Andreas er ikke sikker på, at han har set rigtigt.
"Du må gerne gå," siger han til Lena. Hun ser overrasket på ham. Da hun har lukket døren bag sig, siger Nora:
"Jeg vil... gerne gå igen. Tisse, spise, tage tøj på. Farve mit hår."
Andreas rynker brynene i et glimt. Så nikker han.
"Selvfølgelig skal du det. Jeg vil også have dig til samtale med psykiateren, hvis det er i orden med dig?"
"Ikke endnu," siger hun.
"Jeg vil gerne være. Stærkere." Hun er på nippet til at sige noget mere.
"I går. Lærke ville være fyldt 20." Stemmen er næppe hørbar. Andreas nikker igen.
"Vi bliver siddende lidt endnu," siger han. "Så hun tror, at vi åbner op, ikke? Deler vores hjerter." Han fniser drenget.
Nora nikker svagt.
"Spise efter sin blodtype," tilføjer han lidt efter. "Jesus Christ."
Hun sender ham et lille, indsunket smil, men han har fordybet sig i en rapport om relevante efteruddannelser til SOSU-assistenter og pludselig er hun lettet over, at være sluppet fri af sit hans intense nærvær.
Lærke! Datterens navn ringler som en fin, sprød klokke. Straks lander sorgen tungt på hendes skuldre og borer kløerne ind i hende. Hun orker ikke at græde foran Andreas og skubber af alle kræfter de indre billeder af datteren væk. I stedet prøver hun at tænke på Elias. Langsomt afløses sorgen af en rastløs irritation. Havde han været med til Lærkes begravelse? Hun er ikke sikker. Minderne derfra er så forvrængede. Tågede. Grålige, hviskende skikkelser og en lang række af kulørte buketter, der visnede tyst på kirkens stengulv.
Hun drømmer, at hun træner. Først bøjer hun begge lillefingre 15 gange. Bagefter ringfingrene. Det pusler ved hendes sengegærde og Lærke stikker sit hoved op. Hun ligner et mumificeret barn, med tomme øjenhuler. "Træn dine tanker," siger datteren og forsvinder, som ved et trylleslag. Pludselig sidder Nora bag rattet på en bil. Jeg kan køre hvorhen det skal være, blot politiet ikke stopper mig, for jeg har jo ikke noget kørekort, tænker hun, mens en tindrende fornemmelse af frihed strømmer fra hendes hænder og ud i bilens rat.