Værten hed Mark. Det var airb'n'b. I et prisleje, hvor vi lader som om det er penge til fredag aftens - bevares - luksuriøse middag & champagne - der flyder blandt afslappede, gode venner. Næsten overflødige - og så alligevel ikke. Derfor vidste jeg også, at det var helt forkert af mig, at fortælle Mark, at vi havde lagt det beskidte linned i bryggerset og sat opvaskemaskinen i gang. Fordi han - fuld af beklagelse - var fashionably late til vores afrejse og vi måtte lukke huset ned, uden at sige personligt farvel til ham. Jeg kunne have bidt tungen af mig selv. Det var en kort påmindelse om, at vi ikke var venner, men ulige lejekammerater.
Sommerhuset var en solid bjælkehytte med håndplukket kunst på væggene. Hvert rum gav plads til sine møbler og hvert møbel lod rummet komme til sin ret. Indboet bar præg af at være samlet over tid, med tålmodighed, sans for detaljer og ikke mindst kvalitet. Over sofaen hang et smukt motiv i emalje, udført af værtens mor. Det virkede inspireret af Kandinskys trigonometriske Bauhaus-periode. Der var tavse historier bag udsmykningerne; fotografierne, litografierne, malerierne på væggene. Og bag møblerne, der var gamle, men passede til huset på trods af ulige stilarter. Der var en dybde i genstandene, som alt for mange IKEA-inficerede miljøer får dig til at glemme eksisterer.
Mark viste mig badeværelset. Som for at forvisse mig om, at vasken virkelig VAR støbt i kobber, fortalte han mig, at eventuelt ir nemt kunne fjernes med skurepulver. Selvom jeg holdt nøje øje, irrede vasken selvfølgelig ikke. D'oh. Vi var der i fire dage.
Foran huset lå den bløde græsplæne, afbrudt af små øer af frugtbuske - stikkelsbær, solbær, ribs - og små gran- og bøgetræer, hver omkranset af en cirkel af birketræskævler, der holdt hjortene væk fra de spæde skud. Selv midt i juli havde solen besvær med at hæve sig op over trætoppene før kl. 9 om morgenen og kl. 18:45 sank den atter ned bag den dybe skov. Derfor drak jeg både min morgen- og aftenkaffe på terrassen foran huset indhyllet i tæpper. Der duftede af våde krydderurter og fra Tisvilde hegn lød en spredt fuglekoncert. Et solsortepar besøgte med jævne mellemrum havens moreltræ eller hoppede omkring på plænen med næbbet fulde af orme, mens de så på os med hovedet lidt på skrå. Så flagrede hannen op i det høje birketræ, og sang en enkelt strofe, før han igen landede på plænen og trak endnu en orm op af jorden. Vi havde ikke travlt, kun inde i skoven, hvor store, sorte skovmyg landede på vores bare arme, så snart vi standsede for at plukke skovjordbær eller iagttage en gylden frø, der krydsede vejen. Så ræsede jeg afsted på min bedstemorscykel, til jeg nåede solen og stranden og svor, at når Tisvilde hegn og jeg engang mødes igen, bliver det uden for myggesæsonen.
Det var uge 29. Tisvildeleje summede af rigt afskum, der kom rullende i deres Teslaer, Audier, BMW'er, Lamborghinier. I lygtepælene hang kommunale papskilte med ordene "Sænk farten" under en naivistisk tegnet bil, som mest af alt lignede en primitiv Lada. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at et foto af en sammenkrøllet Ferrari havde ramt målgruppen bedre.
Afhængig af tidspunktet på dagen sad der enten en gruppe turister eller en gruppe fastboende foran Risteriet. Hvis Tisvilde by er en dartskive, ligger det gule kaffehus midt i bullseye. Det er muligt at skelne fastboende fra turister på flere måder. Er de for eksempel i gang med at brygge din americano, ved du straks, at en fastboende er trådt ind i forretningen, når din ordre bliver ignoreret og de ansatte i stedet begynder at brygge vedkommendes daglige macchiato. Fastboende ved desuden, hvor backgammon-spillet ligger og fisker det selvsikkert frem fra hylden bag disken. Og så sætter de sig altid helt op af vinduet ind til forretningen, gerne parvis og overfor hinanden, fordi der er skygge, og fordi pladserne giver det bedste overblik over de slanke sommermennesker som defilerer forbi.
Skråt overfor Risteriet ligger købmand Thomas. Her køber alle ind, fordi han ligger centralt. Centralt er bedre end billigt. Faktisk er billigt slet ikke en konkurrent til centralt i Tisvildeleje. Købmand Thomas har endvidere den anstændighed ikke at tage højere overpriser for sine varer, end de øvrige købmænd gør i ferie Danmark.
Jeg bemærkede, at hans tips & lottoafdelingen henstod ubenyttet og forladt. 1:8.347.680 chance for at vinde i lotto? Det er hovedrystende dårlige odds. Så hellere snurre med rouletten på Hotel Marienlyst. Eller sætte bonusser og friværdi i Tesla- eller Pandora-aktier. Meget bedre odds. Lotto er for de gamle, de overvægtige, de uuddannede. Ligesom skrabelodder. Rent ud fornedrende at se voksne mennesker kradse et askegråt lag plastik af et papstykke, hvis farver skråler højere, end gement slikpapir.
Et par dage efter, satte vi kursen mod Vestsjælland. Her landede vi midt i et strandcentrum, med fire restauranter, tilpasset klientellet. Strandkiosken har specialiseret sig i særligt fedtabsorberende pommes frites, hvortil kan tilkøbes et stort udbud af ikke mindre fede dyppelser. Ved siden af ligger den italienske restaurant, der tager sig af den grillkylling, som strandkiosken ikke har køkkenkapacitet til at tilberede og desuden flere forskellige slags dybstegte pizzaer. Over for den italienske ligger bistroen. Det hedder den, fordi de serverer en såkaldt hjemmelavet burger, som københavnere håber smager ligesom deres favoritter fra Halifax eller Haché. Sandt er det, at bøffen er saftig og ligner det den er; en klump oksekød som er trykket flad med omhu og bagefter rillet med en kniv. Men bollen er masseproduceret, ligesom det øvrige fyld og pommes fritterne smager som dem fra strandkiosken, når man lukker øjnene. Bortset fra, at de altså hedder pommes grandes. Fordi de er bredere.
"Ha-ha," sagde en dreng ved nabobordet og pegede på sin far. "Du har mayo under næsen." Bagefter lo familien af den utilsigtede vittighed.
Den fjerde restaurant er ny. Vietnamesisk. Modigt, tænkte jeg. Og vi har endnu til gode at se kunder i deres forretning.
"De burde leje nogle gæster til at sidde og spise og se glade ud," sagde kæresten og tænkte straks i forretningskoncepter. "Man kunne bygge en tjeneste, som nye restauranter tilmelder sig. Så tilbyder de deres første fem kunder et billigt eller gratis måltid hver aften. Når der allerede sidder nogen, går det meget nemmere med at lokke flere til." Men ingen af os havde lyst til være de første og agere lokkeænder for efterfølgende gæster. Den ligger der nok ikke til næste år. Binh Long. Not for long.
Selvfølgelig afspejler maden klientellet. Der er ikke ret langt mellem dem med et BMI over 30 og hos den velassorterede købmand, som kun sælger store portioner af alting; 2 kilo gulerødder, 5 kilo kartofler, 12 æg, 1 liter olivenolie; ingenting i løsvægt, undtaget slik - står man altid i kø, selvom butikken er mere end halvtom. For her skal der gambles. Alle spiller. Lotto, tips, oddset, skrabelodder i flere prislejer. Når den enlige kunde foran mig lægger en liter mælk eller en pose slik på indkøbsbåndet, hiver jeg straks telefonen frem og tjekker mails og avisforsider. For jeg ved, at han skal have tjekket gamle kuponer og eventuelt have vekslet en lillebitte gevinst til nye, farvestrålende drømme.
Vores sommerhus er gult. Og tørt. Gult, udtørret træ, som den salte vestenvind har fejet hen over i 25 år. Tæt ved kysten lægger vinden alt ned; buske og træer hælder demonstrativt væk fra vandet og borer deres rødder dybere ned i de sandede jorde, så de overlever den næste storm. Huset ligger midt på en frimærkegrund, og arealerne rundt om, dur kun til at placere en liggestol mest optimalt i forhold til solen.
Huset som min farfar byggede i 1954 står der endnu. Det ligger lige foran vores gule udlejningshus. Nu forlænget med hele tre tilbygninger og malet i en besynderlig, lysebrun farve, der mest af alt minder om varm kakao (uden flødeskum). På den karseklippede plæne, løber en lille, hvid bichon frise, som lystrer navnet Basse. Det var netop sådan en hund min farfars to hidsige fox terriere, Hof og Top, en sommerdag i 1975 bed sig fast i, den ene i snuden, den anden i halen, og ikke var til at vriste løs igen. Kræet overlevede, men farfar måtte betale en klækkelig dyrlægeregning.
Visse ting har ikke ændret sig. Tårnfalken hænger stadig over strandengen, indtil tusmørket falder på, og når vinden lægger sig, synger gulspurven di-di-di-di-di-di-diiit. Omkring os flagrer dompapper, blåmejser og musvitter og solsorten sidder oppe i en af de nærliggende graner og skræpper advarende, når katten lusker omkring i nærheden. Nogle af husene har ligget der i flere menneskealdre. Nu med tilbygninger og tilslutning til kommunale kloakrør. Men mange har bygget massive typehuse midt på de diminutive grunde. Det er - mildt sagt - ikke et harmonisk syn og bevirker desuden, at folk ikke rigtigt er udenfor længere. Der er varmere og mere komfortabelt indenfor, de smalle plæner rundt om husene egner sig ikke til boldspil eller anden leg, så sønnen og jeg spejder forgæves efter legekammerater på vores ture til og fra stranden. Det er sørgeligt, at han glæder sig til at komme tilbage til storbyen. Men det er også forståeligt, når der ikke er mulighed for selskab på hans egen alder.
Jeg møder gamle bekendte. Ansigter, som det tager tid at placere. Forleden spillede drengen og jeg bold på vejen foran huset og vi gav plads for en familie på fire, som gik forbi os. Den ældre dame sagde et eller andet venligt og jeg så ind i hendes brune øjne og genkendte hende straks. Men kunne ikke placere hende. Var det Helles bedstemor? Jeg turde ikke spørge, for jeg havde hørt, at Helle døde i 1988. I togulykken ved Sorø. Jeg ønskede ikke at rippe op i sorgen. Men da jeg tænkte efter, var hun for ung til at være bedstemor dengang. Så slog det mig. Det var ejendomsmæglerens kone. Helene. Hun hed Helene. Deres søn hed Jesper og selvom han var et par år ældre end mig, legede vi sammen flere somre i træk. Men da var de væk. De kom ikke samme vej tilbage, selvom vi fortsatte med at spille foran huset, sønnen og jeg.
Vi gik ture forbi dukkehuset. Som tilhørte Charlottes kulørte mormor. Altid pink læber, grangrøn øjenskygge med perlemorseffekt og store, gnistrende lavaperler om den røde hals. Nu gik en kvinde på min egen alder og lugede ukrudt foran huset. Vi hilste på hinanden, som man gør i dette homogene område. Og så genkendte jeg hende. Charlotte. Min barndoms plageånd, som ikke ville dele vores fælles veninde Susanne. Charlottes og Susannes forældre kom godt ud af det med hinanden (mødrene var begge hjemmegående og fædrene henholdsvis elektriker og elektroingeniør). Charlotte havde en lillebror, der kunne lege med Susannes lillebror. Mens jeg var enebarnet med de excentriske, nøgenbadende kunstnerforældre. Den slags var selvfølgelig et plus i visse kredse - men de var ikke særligt rigt repræsenterede ved Stillinge Strand.
Måske er det dumt af mig at vende tilbage til området, hvor jeg tilbragte mine barndoms- og ungdoms somre. Kiler af dyb vemod rammer mig, på samme overvældende måde som julisolen. For sommeren er en kortvarig forblindelse, præcis som de første, flygtige årtier af tilværelsen.