For et par år siden meldte jeg mig til et skrivekursus hos FOF. Underviseren var forfatter og debattør. Og kvinde.
Vi var unge, ældre eller midt imellem. Kvinder. Plus to mænd. Den ene af dem lod sig ikke skræmme og fik hvad han kom efter; deadlines og feedback. Den anden var lav og senet, med fyldigt hvidt hår. Et sted i tresserne. En kvinde der måtte finde ham tiltrækkende, ville sikkert beskrive hans øjne som 'gennemborende og kloge'. For mig var de bare blå. Han kaldte sig 'hulemand'. Hans Hulemand Hemmingsen. Og da Hans Hulemand af underviseren blev spurgt om, hvad formålet med hans tilstedeværelse på kurset var, svarede han - uden at glippe med de (gennemborende, kloge) blå øjne:
"Jeg har tænkt mig at skrive en ny Fifty Shades of Grey."
Vores underviser plirrede kort med øjnene, mens jeg sad og holdt vejret. Det var vi flere der gjorde.
"Hvorfor lige Fifty Shades of Grey?" spurgte hun uskyldigt.
"Den storsælger," svarede Hans Hulemand ærligt. "Kvinder e-elsker den slags. Jeg vil gerne skrive en ny Fifty Shades of Grey til kvinder."
"Jeg er temmelig sikker på, uden dog at have læst bogen, at Fifty Shades of Grey ER skrevet til kvinder," sagde hun roligt.
"Ja, men den er skrevet af en kvinde. Det er noget andet, når en mand skriver sådan en bog. Jeg ved en masse om kvinder."
"Hvordan...?"
"Jeg er hypnotisør," sagde Hans Hulemand og skød lyn med de (gennemborende, kloge) blå øjne. Og så faldt tingene ligesom på plads.
Underviseren gav os en øvelse. Skriv et portræt af et menneske fra din fortid. Jeg skrev om Carsten som satte ild til vores skole, da vi gik i tredje klasse. Carsten der mente, at Hitler var i live og sejlede verdenshavene tynde i en gammel ubåd. Carsten som gik i søvne ind og tissede i forældrenes klædeskab, fordi han tog fejl af det og deres bakke ind-toilet.
Hans Hulemand skrev om sin eks-kone nr. et. De skiltes ikke på en venskabelig måde, forstod man på hans stemme, som dirrede en anelse, da han læste højt. Hun havde svigtet ham. På så mange måder, at portrættet hurtigt blev afløst af en nummereret liste over hendes fejl.
"...Og punkt nummer 9; Du lagde aldrig dine ting på plads og hvis du endelig gjorde, kommer vi til punkt nummer 10; du glemte at lukke skuffen eller skabet efter dig..."
"Ja, tak," afbrød underviseren. "Vi skal også nå at høre de andres portrætter. Hans Hulemand lukkede munden med en lille hul lyd.
Jeg måtte google ham, da jeg kom hjem. Og ganske rigtigt. Hans Hulemand kaldte sig Hans Hulemand og udøvede noget han beskrev som 'mavesæk-formindskende hypnose' på sin hjemmeside.
"Det er jo genialt, det der," sagde min kæreste, der så med over skulderen på mig. "Det er fuldkommen umuligt at bevise, at mavesækken ikke er blevet mindre efter hans behandlinger." Jeg gav ham modstræbende ret.
Beskriv en vigtig begivenhed. Den kan være fiktiv eller selvoplevet, lød næste opgave. Op mod deadline begyndte teksterne at dukke op i min indbakke. Vores underviser videresendte Hans Hulemands bidrag. I hate that Bitch var overskriften, hvorunder han dykkede ned i forholdet til sin ekskone nummer to, som åbenbart havde haft svært ved at forlige sig med tanken om, at de ikke længere var et par.
"Fatter du at det låser mig fast i en tidkapsel et limbo. Jeg mister dag for dag kontakten med omverdenen, men får samtidigt mere og mere kontakt med mig selv. Mig selv. Er jeg som et løg uden kærne eller er der som jeg fornemmer et center et epicenter af eksploderende essens," funderede Hans, uden at rutte særligt meget med tegnsætningen.
I min respons til hans tekst, undlod jeg at påpege, at han - strengt taget - ikke havde skrevet om en begivenhed. Andre af kursisterne var imidlertid mindre agtpågivende.
"Jeg var på vej til at skrive om det," forsvarede han sig. "Det skulle handle om min 60-års fødselsdag og hvordan vi på en måde blev venner der. Eller nedlagde våbnene, eller hvad man siger. Men det nåede jeg ikke at skrive."
"Din overskrift er meget voldsom," begyndte jeg. "Og den efterfølgende tekst er jo egentlig både funderende og modererende. Har du overvejet at ændre overskriften, så den passer bedre til teksten?"
"Den er skrevet på en følelse," svarede han stift.
På holdet gik også en ældre kvinde, som hed Rakel. Hun var meget feminin, meget smuk - og meget usikker. Hendes tekster var skrevet i tredje person og fangede slet ikke den glød, som hun demonstrerede, når hun forklarede os, hvad det var hun gerne ville skrive om. Klezmermusik. Et besøg i Auschwitz. Et foredrag med Simon Wiesenthal. Hun var smerteligt klar over, at dette kursus kun var det første spæde skridt mod at skrive andet end ligegyldige huskesedler og feriepostkort. En af hendes medkursister rådede hende til at gå i gang med at skrive dagbog. Når man lige er begyndt at skrive, kan det virke forstyrrende at have et publikum i tankerne til sine ord. Dagbogen er det nærmeste man kommer på tvangfri skrivning.
Hans Hulemand havde også spottet Rakels usikkerhed og han vejrede forretninger.
I en pause trak han hende blidt til side.
"Det er en smuk bluse du har på i dag," sagde han. Rakel rynkede brynene en smule.
"Tak," sagde hun.
"Har du tænkt på, at hypnose måske kan hjælpe dig til at få mere selvtillid? Og skrive bedre."
Hun rystede lidt på hovedet, som om hun ventede, at han ville sige noget mere. Da han blev stående afventende, mønstrede Rakel al sin værdighed og spurgte;
"Kender du da en god hypnotisør?"
"Mig," svarede Hans uanfægtet. "Jeg vil godt give dig en god rabat, fordi vi er på kursus sammen."
"Det er storartet," sagde Rakel køligt og skridtede over til vores underviser.
Der var heller ikke meget Fifty Shades of Grey over hans næste prosaøvelse. Oplægget havde lydt; skriv en kort og klar personkarakteristik på max. fem linjer. Hans Hulemands bidrag hed "Du storker mig".
Egentlig var jeg positivt overrasket over overskriften til at begynde med. Den gav nogle fine billeder - ordspillet mellem en stork med lange ben og en stalker.
Jeg bad ham om at uddybe, hvad han mente med 'storke'. Han så mildt undrende på mig, men gav sig velvilligt til at forklare.
"En storker er sådan en kvinde, som følger efter en. Sådan som min ekskæreste gjorde med mig." Han begyndte at tale ud gennem sammenbidte tænder. "Hun storkede mig. Ville ikke lade mig være i fred. Derfor hedder den 'du storker mig'."
Jeg nøjedes med at nikke til svar.
Den næste uge gik han efter Rakels veninde. En temmeligt velskrivende kvinde med sukkersyge. Sukkersygen fyldte meget i hendes liv, mærkede man. Den var det første hun beskrev ved sig selv.
"Jeg hedder Jytte. Jeg har desværre lige fået konstateret sukkersyge. Hvis jeg pludselig bliver dårlig, er det fordi mit blodsukker er faldet og så bliver jeg nødt til at spise noget med det samme. Og så kan jeg i øvrigt godt lide at skrive om stærke kvinder i svage livsformer." Jytte havde smag for melodramaet. Hun sænkede de tunge læsebriller og så rundt på os alle sammen.
"Du skriver godt," sagde Hans til Jytte i pausen. Hun lyste op i et overrasket smil og begyndte uopfordret at fortælle Hans, hvorfra hun havde fået inspiration til sin seneste novelle.
"Men hvorfor skriver du ikke romaner, når du nu er så dygtig?"
Han havde ramt en nerve. Jyttes smil blegnede. Hun kiggede alvorsfuldt på ham, med sine let udstående øjne.
"Det er svært," begyndte hun og kneb øjnene sammen. "Men hvis du tror din hypnose kan få mig til at spytte bøger ud som en anden Barbara Cartland på samlebånd, kan du godt glemme det. Det ta'r tid at skrive kvalitet."
Hans Hulemand så fornærmet ud. Som en læge der lige var blevet skoset for at ville behandle en bakterieinfektion med penicillin. Du er her ikke for at skrive Fifty Shades of Grey. Du er her for at hverve kunder, kunne jeg ikke lade være med at tænke.
Han mødte frem en enkelt gang mere. Øvelsen til denne time var at beskrive en person vi havde set på gaden og digte videre om vedkommendes liv. Hans Hulemand havde spottet en gøgler i sort kostume og med gul hat. Hans beskrivelse var egentlig ganske billedskabende. Men da han nåede til gøglerens liv, sank stemmen til et dødt toneleje.
"Jeg forestiller mig han har gået på gøglerskole. Måske var hans klassens klovn. Med et godt boldøje, til når han skulle jonglere. Jeg forestiller mig han hellere ville være i et cirkus, end stå på Strøget, med en hat til mønter på jorden. Jeg tror han havde malet en glad mund uden på sin kede af det mund."
Underviseren nikkede tænksomt.
Hans Hulemand lignede selv en, som trængte til at få malet en glad mund på sit kede ansigt. Egentlig skriver han bedre om kvinder, tænkte jeg.