Mit lange hår havde fulgt mig op igennem barndommen, mens farven langsomt modnede fra hvidt til korngyldent. Men i maj måned det år jeg blev teenager, klippede jeg det af og fik i stedet en kort, drenget frisure. Min mor var grædefærdig, da jeg, hjemkommen fra frisøren, viste hende den tykke hestehale som nu lå i en pose og aldrig mere skulle vaskes eller børstes.
"Du har klippet din barndom af," sagde hun og var både stolt og vemodig på samme tid. Sandt var det, at jeg så ældre ud. Højere, mere rank og slank som et siv.
Min far havde lejet et atelierhus nær Arresø. I telefonen forklarede han mig, hvordan jeg skulle stå af ved stationen i Hillerød, tage en bus mod Frederiksværk og stå af i nærheden af Kregme. Som barn var jeg altid ængsteligt, når jeg skulle på en længere tur alene med bus eller tog. Frygtede at buschaufføren glemte at sige til, når jeg skulle af. Eller at han havde misforstået mine ord og satte mig af det forkerte sted. Det skete også på vej til huset nær Arresø. I panikken forvisning om, at jeg var kørt for langt, trykkede jeg på stopknappen og stod af midt i et landskab af grønne marker, som landevejen snoede sig igennem. Svalerne snappede efter fluer i luften over mig. Jeg spejdede efter vejnavne eller et rart udseende menneske som jeg kunne spørge om vej, mens jeg traskede afsted. En klar junidag, hvor solen stod højt på den blå himmel.
Jeg havde en del at bære på. Nyt sommertøj, regntøj, gummistøvler og alle mine perler. Min mor var på det tidspunkt kæreste med Peter, som var begyndt at importere perler, pakke dem - det gjorde jeg, formedelst 20 kroner i timen - og sælge dem videre til hobbyforretninger. Jeg købte eller fik perlerne foræret billigt og lavede kæder, armbånd og øreringe. Sidstnævnte med en vis succes. Jeg solgte til min skolekammerater. Fandt selv på nye vedhæng til øreringe. For eksempel købte jeg gennemsigte plastiklinealer, som jeg klippede i stykker. Hvert stykke brændte jeg med en lighter til plastikken krøllede. Så vaskede jeg soden af, varmede en tyk nål op og stak hul igennem stykket og satte det på en perlestav, som jeg foldede som en øsken og satte i en ørering. Dengang var det topsmart kun at have ørering i det ene øre - gerne en lang, iøjnefaldende en, så det betød ikke noget, at ingen af de små stykker krøllet lineal lignede hinanden. Optændt af min succes beklædte jeg en gammel, grøn papkuffert med stof, satte mine hjemmelavede øreringe fast på stoffet og stillede mig ved siden af de andre gadesælgere på strøget for at sælge mine varer.
Solgte jeg noget? Ikke så vidt jeg husker. Jeg husker kun, hvor mange sære spørgsmål og lumre blikke jeg fik fra granvoksne mænd, der gik forbi. Så det prøvede jeg kun den ene gang.
Det var en af de uger. Min far havde dem 4-5 gange om året. Hvor han drak og skumlede. Det var sikkert også derfor han ikke hentede mig i Hillerød. Fordi han hellere ville sidde og drikke og skumle.
Endelig fandt jeg huset. Min far havde lavet frokost. Han havde ikke drukket den dag, men hans øjne var rødskudte, mundvigene pegede lidt nedad og han mødte mig med et mildt trodsigt blik. På bordet stod der en kurv med knækbrød og rugbrød. Tykke agurkestave strøet med salt. En blåskimmelost, en bøftomat i skiver, smør og Stryhns leverpostej. En buket belle etoile jasminer i en vase på det spinkle havebord, som også havde fået en gammel, hvid dug på. Jeg smurte en leverpostejmad, som jeg spiste sammen med agurkestavene.
"Der er for meget salt på," sagde jeg. "Kan du ikke lade være med at putte salt på? Jeg kan bedre li' agurk uden."
Min far nikkede.
"Hvordan gik turen?" spurgte han.
"Fint. Men jeg kom vist til at stå af lidt for tidligt," sagde jeg og prøvede ikke at få det til at lyde særligt dramatisk.
"Men du fandt da huset," sagde min far med et lille smil og så væk.
"Det er pænt," sagde jeg. "Og vejret er dejligt."
"Jeg skal vise dig huset, når vi har spist. Du skal sove på første sal." Han kunne ikke lade være med at lyde lidt stolt. Han havde aldrig før prøvet at bo i flere etager.
Først viste han mig atelieret. Det vendte stik vest og strakte sig over stuen og førstesalen. Indvendigt førte en trappe op til en lille balkon med en dør ind til to værelser, der lå i forlængelse af hinanden. Jeg skulle sove i det forreste værelse. Min far sov i atelieret. I husets stueetage lå køkkenet, badeværelset og stuen. Sidstnævnte var meget mørk. Havens træer og et højt stengærde tæt ved vinduerne skærmede tungt for solen.
Selvfølgelig tilbragte vi tid sammen den uge. Fik besøg af en af hans veninder som havde sin datter med; hun var lidt yngre end mig. Sammen sad vi i vejkanten og prøvede at afsætte nogle af mine smykker til nordsjællænderne. Vi solgte vist kun til veninden. Jeg prøvede at ride på en pony og dagen efter sejlede vi en tur på Arresø i en lille motorbåd. Bådejeren havde min far ikke meget fidus til. I hvert fald spurgte han mig efter sejlturen.
"Syntes du også han var lidt for pågående. Sådan lidt mærkelig?"
"Ja," svarede jeg. Mest af høflighed. Jeg vidste godt, hvad min far talte om. Mænd der kunne lide børn på en grim måde. Nogle gange havde jeg fornemmelsen af at møde sådan en mand og så snerpede jeg fuldkommen sammen; fysisk såvel som mentalt. Lukkede af, i håb om at den trussel jeg fornemmede forsvandt. Jeg ved ikke, om jeg havde ret, men der skete mig aldrig rigtigt noget, så måske.
Men jeg husker egentlig tydeligst fornemmelsen af at være alene på ferie. Min far brugte meget af tiden i atelieret. Med sine pilsnere. Han havde næsten lige afsluttet en skulpturgruppe og den tomhed som det overståede projekt efterlod, fyldte han op igen med alkohol. Besøgte det der spøgte på bunden af hans sind. Ikke sjældent dukkede han op igen med nye ideer. Men det var ikke specielt rart at være sammen med ham, når han havde det sådan.
Så jeg lavede perlekæder og øreringe. Hørte Lou Reeds 'Walk on the wild side' i radioen for første gang. Og opdagede, at her var et voksent stykke musik, som jeg instinktivt brød mig om, uden at en eller anden veninde eller person jeg så op til først havde fortalt mig, at det var godt. Lou Reed var min egen opfindelse.
Haven vrimlede med vinbjergsnegle. En af dem tog jeg ind i stuen og placerede på et stykke papir. Langsomt gled den ud af sit hus og rejste de lange følehorn, mens jeg på et A4 ark skitserede dens forskellige bevægelser med en blyant. Nogle af studierne blev ganske fine. Jeg farvelagde tegningen med akvarelfarver i grønt, gråt og brunt. I gærdet foran stuevinduet lå en klynge mælkehvide snegleæg i et af mellemrummene mellem stenene. Jeg samlede også tomme sneglehuse sammen. De var på størrelse med valnødder. Jeg bad min far om en klump ler; formede snegle af leret og satte de tomme huse oven på. Bittesmå kviste gjorde det ud for følehorn og øjne.
Min far grinede finurligt da jeg viste ham dem. Han brugte tid på at studere hver enkelt lille figur.
"De er fine," sagde han og hans øjne lyste af stolthed.
Da jeg var tretten og blev spurgt, hvad jeg skulle være, når jeg blev voksen, svarede jeg;
"Hvis jeg ikke kan finde på noget andet at lave, tror jeg gerne jeg vil være kunstner."
Nu er jeg så voksen som man kan blive - og kan ikke længere finde på noget andet at lave.