Egentlig vidste hun godt, at det ikke var ham.
I store menneskemængder blev han altid borte fra hende. Det var som om han smeltede sammen med og blev umulig at skille ad fra alle dem som intet betød. Hun spejdede efter ham, tiltagende forlegen, fordi han var væk; gik i et med den anonyme hob, hvis ikke de hele tiden rørte ved hinanden eller havde øjenkontakt.

Han var begyndt at undre sig, fordi hun klamrede sig til hans arm i myldret, på stationen eller i lufthavnen. Når de skulle nå flere ting og ikke havde tid nok, gav det bedre mening at skilles og dele opgaverne mellem sig. Alligevel insisterede hun på, at de gjorde tingene sammen.
For ellers var han alt for svær at finde igen.
Der var også det med hjertet. Som blev, hvor det var. I knusende ro, når hun endelig fik øje på ham, ikke uden en vis lettelse. Maven fik aldrig mere besøg af de sitrende sommerfugle. Forventningerne lå som indtørrede knoglerester spredt ud over deres forhold.

Og der var drømmen. Hun drømte, at hun trængte til en mand. Til at en mand trængte til hende. Trængte ind i hende. Hun flød i det grønlige, sommervarme vand, som fyldte hele bevidstheden og pludselig var han der. Var inde i hende. Undskyldende. Næsten som i en vittighed. Ups! Jeg gled vist op i dig. Lidt forlegen, fordi han tog hende og hun ikke rigtigt havde sagt ja. Han havde lyst, men det skulle ikke virke, som om han satte sin vilje igennem, uden også at lytte til hendes behov. Og de sank nøgne mod bunden, låst sammen i akten, han øverst, men uden at de havde aftalt, at det var nu de skulle prøve. Panikken greb hende. Hun måtte op og have luft, for selvom de havde talt om, at det kunne være dejligt at elske i havet, havde de ikke aftalt at gøre det lige nu. Under vandet. Og hun havde ikke taget nok luft ned i lungerne som var ved at sprænges, mens han tyngede hende nedad og hun mærkede den bølgende sandbund skrabe blidt mod ryggen. Hun så forbi hans krop og mod lyset over vandet. Få mig op herfra, tænkte hun.