Det er en ganske almindelig onsdag aften. Klokken er godt ni om aftenen, og egentlig ville det være alt for sent at løbe nu, men det er okay, for det er sommer. Solen går først ned lidt over ti, og jeg skal kun løbe otte kilometer.
   Jeg lægger ud med et tempo, der ligger et stykke under, hvad jeg normalt løber. Fem og et halvt minut per kilometer, men det er vigtigt at tage det roligt, i hvert fald den første kilometer. Hvis man ikke gør det, kan man risikere at få en fibersprængning, eller på andre måder få bøvl med ben, led, muskler eller sener.
   Jeg sætter musikken på - Donna Lewis. Det er altid godt at lægge ud med den sang. Den bløde rytme gør, at jeg får en rolig start på løbeturen.
   Jeg har egentlig ikke helt planlagt, hvilken vej jeg vil løbe, kun at jeg vil løbe otte kilometer. Jeg sætter kursen mod Vinderup, uden egentlig at vide, om jeg når hele vejen derind.

Cykelsti. Hvorfor skal det være så svært bare at finde én, der føler det samme som en selv? Er jeg virkelig så svær at have med at gøre? Det virker ikke som om andre har de store problemer, men hvad ved jeg. I det mindste prøvede jeg, selvom det ikke førte noget godt med sig. Nu venter der en periode med pinlig tavshed før jeg, hvis jeg er heldig, kan tage mig sammen til at kontakte hende en aften i byen.
   Nu hører jeg Dire Straits. "Romeo and Juliet". Hvorfor har jeg egentlig kun smidt kærlighedssange på min iPod?
   Jeg løber stadig på cykelstien. Til højre for mig løber togskinnerne. De er ved at lægge nye skinner, så mænd i gult tøj løber rundt og laver jeg-ved-ikke-hvad. Nu føler jeg mig trods alt ikke så alene på en ellers øde cykelsti.
   Det trækker op til regn. Ensomhed. På en eller anden måde passer dette vestjyske vejr til mit humør. Mørkt og dystert. De siger at kærligheden først kommer, når man mindst venter det. Når man stopper med at lede. Men stopper man nogensinde med at lede, og hvad hvis man stopper med at lede, fordi man forventer at kærligheden så vil komme? Det passer ikke sammen. Folk fatter ikke en skid.

Gennemsnitsfart: 5:02 min/km.
   Distance: 2,5 km.
   Tid: 12:01 min.

Nu støvregner det, og foran mig løber cykelstien gennem en tæt sammenvoksning af træer. Det vil sige, at jeg skal løbe. Derind. I mørket. Jeg tager hovedtelefonerne ud fordi jeg bedst kan lide det sådan, man ved aldrig. Inde i mørket er der mange sving, men det er lige ved siden af nogle parcelhuse, så jeg er ikke så urolig. Da jeg kommer ud af mørket befinder er jeg i en slags by - eller i hvert fald noget bebyggelse. I det fjerne kan jeg høre musik. Som om der er en, der holder fest i et telt, men jeg kan ikke bestemme hvor lyden kommer fra.
   Jeg løber til venstre på den ensomme vej gennem byen. For enden af vejen strækker Limfjorden sig. Jeg kan allerede nu se, at jeg ikke når op på de fire kilometer, før jeg kan vende om. Så skal jeg i hvert fald løbe i cirkler nede på stranden, og det er hårdt. I det forsvindende sollys løber jeg forbi et hus. Der går en mand ude i forhaven, jeg nikker til ham, han nikker tilbage, men løfter også armen til en hilsen. Jeg er åbenbart så langt ude på landet, at et nik ikke kan gøre det.
   Mens jeg løber gennem byen lægger jeg mærke til, at det er en sær blanding af sommerhuse, helårshuse og industri. På denne mørke sommeraften, hvor sommeren ikke rigtig er gået i gang endnu, virker det mest af alt som en spøgelsesby.
   Da jeg kommer ud for enden af vejen, der kun stopper på grund af Limfjorden, tænker jeg på hvor godt det kunne have været hvis hun havde været her. Hende og jeg, en rigtig sommeraften med masser af liv omkring os. Glæde. På den anden side levner ensomheden, tomheden, mere plads til tankerne.
   Jeg løber ned på stranden. Jeg når nok ikke op på de fire kilometer, men det er trods alt god træning. Man skal bruge mange flere kræfter for at løbe i sand.
   Det er en rodet strand, eller sådan ser det ud. Her og der er der små bevoksninger af græs. Små sten og muslinger gør, at det ikke er behageligt at gå her i bare tæer. Til venstre for mig lyser Struer op. Det er diset på grund af regnen. Det bliver hurtigt mørkt nu. Jeg løber til højre langs stranden. En stor sten i vandkanten fanger mit blik. Den har en mærkelig form. Nærmest som et menneske. Et overvægtigt menneske.
   Da jeg kommer tættere på kan jeg se de grønne løbesko, de ternede shorts og den røde t-shirt. Så var det et menneske alligevel. Da jeg drejer op mod vejen igen kan jeg høre en hvæsende lyd, "hjæææ."
   Da jeg kigger hen mod løberen igen, er der ingenting. Det var nok bare min fantasi.
   Nu blæser det op og det er næsten helt mørkt. Jeg skal til at hjemad igen. Jeg sætter høretelefonerne i ørerne og trykker play. Der sker ingenting. Enten er min iPod gået i stykker eller løbet tør for batteri. Pyt. Nu kan jeg i stedet tænke på hende hele vejen hjem. Ensomheden levner plads til tankerne, men jeg synes nu, der er meget stille.