"Kan man da aldrig få lov at sove?"
   Niels Erik mumlede for sig selv, mens han planløst trissede omkring i stuen. Konsuluret tikkede rytmisk og pendulet svingede fra side til side.
   Klokken var fem minutter i fire. Om fem minutter var det den tid, hvor han plejede at stå op for at køre i hallen, hvor han modtog frugt og grønt fra bønder og plantageejere. En frugtgrossér måtte tidligt op, men ikke om søndagen - og det var søndag i dag.
   Nå ja ja, pigebarnet var jo nødt til at ligge i en ordentlig seng, sådan som det nu var med hende.
   Fra soveværelset lød støn og skrig.
   Stakkels lille Lone. Hun var en god pige. Hun hjalp i forretningen, om sommeren. Det var hyggeligt, når de stablede mønter op i tårne, for at tælle indtjeningen.
   Nå, ja - så synd var det vel heller ikke for Lone. Hun var ved at føde der inde og både læge og jordemoder var der jo. Og Ingrid - Lones mor og hans kone.
   Tænk at lille Lone var i færd med at blive mor. Og så i hans seng klokken fire om morgenen.
   Eller hvad den nu blev inden det var ovre.
   Lasse og Ulla sov henne hos svigermor. De havde ikke godt af at opleve, hvordan fødsler gik for sig. Lasse var tretten og troede næppe på den med storken, men lille Ulla på fem gjorde og havde lagt en sukkerknald i vindueskarmen - med et lyserødt silkebånd om.
   Ulla glædede sig meget til at blive moster. I går da hun kørte med sin dukkevogn, havde hun leget, at dukken var hendes niece. Hun kaldte den Astrid, for det havde Lone fortalt hende, at barnet skulle hedde.
   Nå ja, det var da et udmærket navn, men det kunne jo blive en dreng.
   Ham marinesoldaten, som var skyld i Lones skrigen og stønnen, ønskede sig en søn. Men nu måtte han jo se, den Københavner. Nå ja, han var såmænd flink nok og de unge var da gift. Men gutten var kun nitten og de måtte have kongebrev for at kunne blive ægtefolk. Ingrid var ganske vist også kun nitten, i sin tid, men han var da 23.
   En skinger vrælen afbrød Niels Eriks tanker. Han stoppede op midt på gulvet, glanede på klokken: kvart over fire, var den - og han var blevet bedstefar i en alder af 42 år.
   Niels Erik sank ned i den brunternede lænestol. Gudskelov, at det var et levedygtigt barn. Det var altid godt, når de nyfødte skreg.
   Han blundede lidt. Pokkers til halløj. På en søndag, kort efter juleaften...
   "Tillykke, hr. Ovesen, De er blevet bedstefar til en sund lille pige."
   En smule fortumlet, fordi han havde været på vej ind i Drømmeland, rejste Niels Erik sig og så på bylten i den halvgamle jordemoders favn. Køn var spædbarnet egentlig ikke, men hun voksede vel?
   "Dikkedik," sagde han til barnet. Det stak i et spædt vræl, der i Niels Eriks trætte ører lød som: A e strid. A e strid."
   "Du passer vist til navnet," mumlede han, så lavt at jordemoderen umuligt kunne høre det. Han mente det kun i spøg, men det stramtandede kvindfolk så ikke ud til at have humor.

Så var Astrid altså kommet til verden. Mens hendes bedstemor bryggede kaffe og drak den sammen med jordemoderen og den stolte bedstefar, sov hun. Mens bedstemor Ingrid ilede på posthuset for at sende telegram til Poul Larsen på et af flådens skibe, lå hun i sin mors favn og anede intet om fremtiden. Hun havde det bare rart og var ganske tilfreds med at have fået mere plads omkring sig.
   Lone så på sin lille datter. Alle dystre tanker, om hvordan de skulle klare sig, nu hun ikke længere kunne arbejde på posthuset, var blæst væk. Polle fik da penge som soldat og de havde et værelse, nogle få gader fra forældrene. Det skulle nok gå alt sammen. Hun smilede mod vinduet. Dagen gryede og hun så tøjet på tørresnoren blafre i svag vind, mens frostsolen skinnede ind ad ruden.
   Værtinden, der lejede værelset ud til Lone og Polle brød sig ikke om at få sin nattesøvn forstyrret.
   Desværre brød Astrid sig ikke om at sove hele natten igennem og hendes forældre kunne ikke regne ud, hvornår hun vågnede. Der var nemlig ikke samme tid hver nat.
   Det endte med, at de blev sagt op. Alle tre.
   Det var ikke til at få en lejlighed. De havde forsøgt allerede før Astrid blev født, men alt var åbenbart lejet ud.
   "Vi kan bo hos mor og far," sagde Lone fortrøstningsfuldt.
   "Der er ikke ret meget plads," mente Polle, "når Lasse og Ulla er der. Og Gertrud hænger der tit."
   "Hun hænger vel ikke."
   Lone kunne ikke lide den måde, han talte om hendes 17-årige søster på. Hun kunne heller ikke rigtig lide den måde søsteren SÅ på Polle på. Han var en flot fyr, med brune krøller og smilehuller og Gertrud fniste tit på en irriterende måde, når de sås.
   "Jeg skriver til mine forældre. Måske kan vi bo der."
   Er det nu bedre? København er en kæmpestor by og du kan jo ikke enes med din far."
   "De er blevet skilt og han er flyttet. Jeg tror gerne mor vil have at vi kommer. I kan jo godt enes."
   "Joeh."
   Lone trak lidt på det. Hun havde hørt en del om hvor galt det kunne gå, når man boede hos sine svigerforældre, men Wilma var nu ganske rar og Polle havde ikke små søskende.
   Og måske kunne Wilma godt bruge pengene, nu hvor hun var blevet alene?

Sådan gik det til, at Astrid en lun forårsdag lå i sin fine marineblå barnevogn og blev rullet ned af Strøget. Lone og Polle gik med en arm om hinanden og de frie hænder på barnevognsstyret. De var så unge og så forelskede, at en fotograf absolut måtte tage et billede til sin avis og redaktøren kunne heller ikke stå for det.
   Astrid var ikke med på billedet, så hun kom ikke i avisen, men fotograferet blev hun da. Hos den fornemme fotograf Kehlet - og de fine billeder kom både i ramme og i fotoalbum.

Lone nynnede med på " Lawdy Miss Clawdy." mens hun rørte i frikadellefarsen. Hun kom havregryn i, for så kunne der blive til to dage.
   Døren til stuen stod åben, for så kunne hun både høre Cliff Richard og holde øje med børnene.
   Polles nevø, Børge, var på besøg. Han var lige fyldt fem og var en sjov lille fyr. Han dansede til musikken.
   Da nummeret stoppede og speakeren snakkede, satte drengen sig på enden og så betuttet ud. Lone smilede til ham.
   Døren gik op og ind kom den rødhårede Ulla. Børges mor og Polles storesøster. Hun pustede og satte sig tungt i en lænestol. "Daw, tante Lone," hilste en krølhåret purk på tre år. Han hed Finn.
   "Har du allerede fri?" udbrød Lone. Ulla arbejdede på "Carlsberg" og Lone passede Børge i dag, fordi han havde haft et maveonde i morges.
   Ulla plejede ikke at få fri før klokken fem og ganske vist var den lidt over fem nu, men det tog jo også tid at nå her hen.
   Ulla sukkede dybt og det forekom Lone, at hun søgte efter et passende ansigtsudtryk.
   Det tog sin tur og bag Lone spruttede margarinen på stegepanden. Hun måtte hellere slukke for gassen, for hvis fedtstoffet blev for sort inden dellerne kom på, blev de for hurtigt brune.
   I det hun næsten vendte sig, blev hun fanget af et teatralsk blik og grønne øjne, der udsendte imaginære edderkoppespind, der holdt hende fanget.
   "Jeg er gravid!" annoncerede Ulla med en stemme som om hun introducerede en helt ny sammenblanding af tredje verdenskrig og Jesu genkomst.

"Øhm," mumlede Lone og i næste øjeblik troede hun, at hun selv havde født en djævleunge. Lille Astrid, der havde sovet på en madras ovre i hjørnet vågnede og havde vist drømt noget forfærdeligt. Hun stavrede frem mod dem og brølede som en skræmt tigerkilling.
   "Lille skat," mumlede Lone hurtigt og tog barnet op.
   I det samme bølgede sort, kvælende røg ud til dem.
   Margarinen var helt væk nu.
   "Lad mig tag hende," tilbød Ulla.

Derfor sad Astrid og faldt til ro op af faster Ullas tykke mave.
   "Jeg tror allerede han sparker," kvidrede faster, "ja, du lille. Jeg ville jo ikke helt tro det, så jeg ventede med at gå til lægen."
   Astrid så fætter Børge lægge en lille hånd mod fasters mave - og så gjorde hun det samme.
   Og tænk - hun mærkede noget. Et lille bitte puf. Hvor var det mærkeligt.
   Så puttede hun sig helt ind til faster og gennem den storblomstrede skjortebluse mærkede hun varme og liv.
   Et forunderligt øjeblik var det som om et hjerte nåede hendes, slog i utakt med det, men faldt ind så rytmerne dannede en melodi.