Fødderne bærer hende gennem byens gader, Hun har gået her så tit, men synes ikke hun kender byen. Jo, hun kan finde rundt. Selv i søvne. Tror hun da; hun har ikke prøvet det. Men byen er så forandret. Kendt, men fremmed.
   "Rutebilstationen," tænker hun, men der ER ikke længere sådan en. Det er en terminal. Den er ny og den er grim. En kolos, der hånligt knejser i to etager - med butikker og caféer lige ud til gaden.
   Endnu kan hun se den gamle rutebilstation for sig - et lavt L-formet byggeri, med butikker mod en stor parkeringsplads. Sådan havde det altid set ud. Altså så længe hun kunne huske. Før den lå der en anden og den har hendes mor set.
   Sådan er det alle vegne, synes hun. Huse rives ned, butikker lukker og nyt kommer til.
   Nå, husene hun nu ser, ligner sig selv. Næsten.
   Hun drejer ned af DEN gade. Hun gør det sjældent, men i dag kan hun ikke modstå fristelsen. Det er som om lejligheden kalder på hende og hun kan lugte opgangen; den svage em af fugt, støv og mennesker. Hun ser slagterbutikken, hvor slagteren gav gratis røde pølser og værre endnu - hun ser navnet på døren; det navn, der nu pryder en gravsten. Bag navnet ser hun mennesker; ikke bare ham, der lod sit navn repræsentere dem alle - men hende, som hun endnu kan savne, så det gør ondt.
   Navnet står ikke på døren. Ikke i virkeligheden. Bag den er der fremmede mennesker. Hun hader den dør, men trykker håndtaget ned. Døren er ikke låst i dag. I opgangen, kan hun se dukkevognen under trappen og skal tisse.
   Der var fisk på væggene i det trange rum, vandet løb i cisternen og når man rykkede i en snor, blev der skyllet ud. Hjemme sad man på et bræt og der lugtede sælsomt. Om sommeren fik man selskab af fluer.
   Hun går hastigt videre. Hun skal nå en rutebil. Nåeh, nej - en regionalbus. Hun skal hjem.
   Måske? Hun skal i hvert fald der hen, hvor hendes møbler og bøger er. Der hen, hvor to unge mænd og deres kærester venter på hende. Mændene kalder hende "mor" når de vil hende noget særligt eller skal fortælle andre, hvem hun er. Nå ja, den "lille" kalder hende det nu tit, men de andre har vænnet sig til at bruge hendes navn i tiltale.
   Det gør de fleste. Og det er så nemt. Ikke noget med "fru" eller "De" som man sagde i gamle dage.
   Hun hedder Astrid. Det er ikke pænt og ikke grimt. Det er bare et navn.
   Et navn, som hendes mor har fundet på.
   Robert kalder hende sommetider noget andet. Ikke noget bestemt. Somme tider "skat" andre gange "møgkælling" og atter andre gange noget tredje. Robert venter ikke derhjemme, men det er nu bare fordi, han er på arbejde. Robert er stadig i hendes liv. Som han har været i over halvdelen af det. To tredjedele, næsten.
   Astrid stopper op og sukker. Der er rødt lys. Hun ser på sit armbåndsur. Det er analogt. Det er gammeldags. Bussen kører nu.
   Hun sukker dybere og skutter sig i kulden. Med blåfrosne hænder gemt i lommerne, drejer hun rundt og går tilbage. Hun står foran døren igen. De fremmede, lysegrønne gardiner griner af hende og signalerer, at hun ikke har noget at gøre her.
   Men det har hun.
   Det var her, det begyndte. Bag den dør.