Min tidligste barndom

Jeg kom til verden som et ønskebarn en dejlig sommeraften i juni 1942.

Når jeg betegner mig som et ønskebarn er det i hvert fald gældende for min mors vedkommende. Hvordan min far havde det med at blive far, ved jeg ikke rigtigt. Det er kun lidt jeg ved om ham, og det meste af det lidt, jeg ved, har jeg fra min mor.

Som min mor fortæller det, var han ikke særlig interesseret i det barn, der nu var kommet ind i familien. Hvorfor? Svaret blæser i vinden, og min mor er ikke særlig meddelsom, når jeg forsøger at få mere at vide om hans forhold til sin førstfødte søn.

Fars manglende interesse for mig var vist også gengældt fra min side. For mor har fortalt, at jeg ikke ville passes af ham. En gang i mellem ville hun gerne have en friaften til f. eks. en biograftur, hvor hun så lagde mig i seng og sikrede sig, at jeg var faldet i søvn. Men lige så snart hun listede sig ud af døren, vågnede jeg og begyndte at græde højlydt, indtil hun igen var hos mig.

Det lidt, jeg har kunnet få at vide, giver mig en fornemmelse af, at jeg for min far måske kom i vejen. Der var ikke mange penge i hjemmet, og pludselig var der en mund mere at mætte.

Men min mors lykke over mig har der aldrig været tvivl om. Der har altid - og også nu 62 år efter, jeg kom til verden - i hendes beretning om min ankomst til verden, lyst en glæde og begejstring i hendes øjne, som ikke efterlader nogen tvivl om, at det var en stor, lykkelig og epokegørende begivenhed i hendes tilværelse at blive mor.

Måske har min ankomst efter 6 års ægteskab også haft den virkning, at han kan have følt sig forsømt - pludselig var der et barn, som tog hendes fulde opmærksomhed. Har der været jalousi med i det spil? Jeg ved det ikke - som nævnt blæser svaret i vinden, og der bliver det nok. Og alt ser ud til at kilderne efterhånden er tørret ud. Mors lyst til at uddybe emnet bliver mindre og mindre med tiden.

Min mors fortid kender jeg meget til. En vanskelig barndom, hvor hun mistede sin mor som 3 årig. Faderen magtede ikke at tage sig af hende og måtte sætte hende i pleje hos en landbetjentfamilie, som vist nok mest tog imod et plejebarn med henblik på at redde et ægteskab, som var ved at gå i opløsning. Her fik hun en streng opdragelse, indtil ægteskabet blev opløst, og hun sammen med sin plejemor flyttede til Horsens.

Tidligt var hun også ude at arbejde - havde forskellige både gode og dårlige pladser som pige i huset.

Fornøjelser har der ikke været mange af. Men en aften, hun havde set sit snit til at komme i byen, mødte hun sit livs store kærlighed - for dem begge blev det kærlighed ved første blik. De blev gift, da mor var fyldt 18 år og kunne få kongebrev.

At det var ægte kærlighed er der nok ikke nogen tvivl om, for på trods af at de blev skilt 8 år efter, har jeg hørt dem begge fortælle, at kærligheden bestod, selv om de begge kom ind i nye ægteskaber.

Derimod kender jeg stort set intet til min fars fortid eller familieforhold. En periode omkring 18 års alderen var jeg sammen med ham nogle gange, men uden vi fik noget særlig nært forhold eller fik opbygget nogen tilknytning til hinanden.

Det hjem, jeg blev født ind i, var et typisk arbejderhjem. En far, som ofte var arbejdsløs og også tidligt blev plaget af en rygskade samt en mor, der måtte ud på arbejdsmarkedet og supplere indkomsten for, at det kunne løbe rundt.

Lidt uretfærdigt måske - jeg ved det ikke - men tilsyneladende var det mor, som holdt sammen på hjemmet, sørgede for, at der kom mad på bordet, og hun var den, som hen ad vejen også gjorde det muligt, at de kunne flytte nogle gange og hver gang til en bedre bolig. Som mor fortæller det, var det hende, der var finansminister, medens far var mere ustabil i pengesager.

Der kom også noget helt andet mellem dem. Far kunne ikke holde sig fra andre kvinder. Bl.a. har jeg fået fortalt, at nabokonen fik en søn, som i mistænkelig grad lignede min far. Hvad der fristede ham til at sætte sit ægteskab på spil, ved jeg ikke. Måske følte han sig - som nævnt - forsømt, da jeg var kommet til - eller måske var det en karakterbrist hos ham. Mor har fortalt, hvordan jalousien fik tag i hende, og det resulterede i, at hun blev gravid igen i foråret 1944.

Det endte også med, at mor ville skilles. Hun tog vist først til Vejle og senere til Fyn, hvor hun i december 1944 nedkom med en halvbroder til mig.

Det har dengang været svært at være enlig mor og en yderlig komplikation, at hun var i gang med en skilsmisse samtidig med, at hun ventede yderlig et barn. Det har været hårdt for hende, at jeg ville komme til at lide under de forhold, og hun bliver stadigvæk bevæget, når hun en sjælden gang fortæller om den tid.

Jeg blev så en periode passet af hendes plejemor, som jeg var vant til at blive passet af, når mor var på arbejde, og som jeg også var begyndt at kalde mormor. Men der var et stort problem. Mormor brød sig ikke om drenge. Det kunne gå an, når det blot handlede om nogle timer, men skulle hun have et barn fast, ville hun kun have en pige.

I sommeren 1944 bliver mor så opsøgt af manden til en yngre søster til den mor, min mor havde mistet så tidligt. De havde været gift i flere år uden det var lykkedes dem at få det barn, de så højt ønskede sig. Hans ærinde var, at de gerne ville adoptere mig.

Mor syntes rigtig godt om ham, som hun omtaler som et varmt og dejligt menneske. Men hun var meget i tvivl, om mosteren var den rigtige til at passe mig. Men for både mig og hende selv så mor en mulighed i, at de kunne have mig i en periode, medens hun fik mere styr på sin egen tilværelse, da det jo også var uholdbart, at jeg var hos den mormor, som godt ville passe mig ind i mellem men ellers helst ville have en pige.

Men mosteren og hendes mand ville ikke bare have mig i pleje. De stillede det ufravigelige krav, at skulle jeg bo hos dem, skulle mor underskrive adoptionspapirer samtidig med, at jeg flyttede ind. Og især fra hans side var der den betingelse, at jeg ikke måtte vide, at jeg var adoptivbarn.

Det har været nogle meget svære overvejelser for mor. Skulle hun give det barn fra sig, som hun elskede så højt? Det er sjældent, vi har talt om den tid. Men de gange, vi har været inde på det, er det tydeligt, at det stadigvæk berører hende dybt. Hendes overvejelser mundede ud i, at jeg skulle have et hjem med både en mor og den far, hun ikke kunne tilbyde mig. Den mand, som var far til den graviditet, hun gik i, var ikke på tale som ægtemand, og hun troede ikke på, at hun kunne finde lykken på ny med 2 små drenge.

Så overvejelserne endte med, at hun accepterede og underskrev adoptionspapirerne.

Så sidst på sommeren fik jeg et nyt hjem, nye forældre og skiftede mit efternavn Nielsen ud med det lige så almindelige Petersen.

Min rigtige mor, som nu pludselig ikke var min mor længere, blev af omstændighederne tvunget til, at degradere sig selv til tante.

Hvordan det gik til, har hun selv fortalt mig.

Hun savnede mig forfærdeligt og havde et stort behov for kontakt. Så hun fik lov at komme og se mig i mit nye hjem om aftenen, når jeg var kommet i seng og var faldet i søvn.

Men en aften var hun uheldig og kom for tidligt - jeg var stadig oppe, da hun trådte ind af døren. Der var ingen mulighed for tilbagetog, jeg havde set hende, og jeg stormede hende i møde, medens jeg råbte MOR.

Nu var gode råd dyre - hvad skulle hun stille op, når betingelserne var, at jeg havde fået en ny mor. Hun må have taget en dyb indånding i et forsøg på at samle sig.

Det endte med, at hun satte sig ned til mig og sagde:
   Nej - det er ikke mor. Det er tante...

Lidt betuttet har jeg kigget på hende og gentaget:
   Tante...!

Det har været svært for hende - og for mig har det været en katastrofe.

Et er, at man bliver passet af fremmede. Men noget helt andet er, at ens mor fornægter en og påstår, hun bare er tante. Jeg har bestemt - selv om jeg kun var 2 år - i min sjæls inderste vidst, hvordan det var og må have følt et svigt af de helt store. Jeg husker ikke noget bevidst om den omvæltning. Men jeg er ikke i tvivl om, at den blev lagret et sted i mit ubevidste, hvorfra den med mellemrum dukker op og lader mig fornemme lidt af de følelser, jeg dengang må have haft.

Jeg har set på det så ofte nu, at følelsernes intensitet ikke længere er så stærk omkring det, som de har været, men berører mig, det gør det.