Kærligt vækker du mig, med et blidt kys på min kind. Forvirret ser jeg på dig, du smiler. Det smil jeg elsker, og som fortæller mig, at du elsker mig, at jeg er din mand nu. Jeg gnider øjnene, ser mig omkring og svinger benene ud over sengekanten.
Du rækker mig håndklædet og beder mig vaske mig, så vil morgenmaden være klar om fem minutter, siger du.
Badeværelset er blot et rum med en balje og et bord, hvorpå der står et fad, som min Rhea har postet varmt vand i. Et øjeblik står jeg stille og tænker med gru på nattens begivenheder. For gud ved hvilken gang har jeg igen gjort dig urolig. Vil de mareridt da aldrig høre op?
Vandets rislen ned af min krop, føles behageligt, og får for en tid mine tanker til at koncentrere sig om sæbe og shampo. Efter klatvasken klæder jeg mig på og glædede mig til den morgenmad, jeg vidste, ville stå på bordet, når jeg kom ind til dig i køkkenet, der var i forbindelse med stuen.
Vi smilede fortroligt til hinanden, som havde vi kendt hinanden i en menneskealder. Jeg var ikke i tvivl om, at hos dig havde jeg fundet den lykke, jeg havde søgt hele livet.
Som skovhugger i det nordlige Canada var min hverdag ens og triviel, og uden kvindeligt indhold. Tømmerpladserne var rene mandesamfund, hvor råstyrke og evnen til at overleve var den fremherskende værdi, der gjaldt.
Nu var jeg for gammel, mente jeg selv, til alt det hårde arbejde. Med lidt penge på lommen og efter tredive år i faget, var jeg så vandret ud i vildmarken, som jeg så godt kendte.
Der var tre ting, jeg var ekspert i, sådan i al beskedenhed, forstås. Mine våben, en colt 45, en riffel og en haglbøsse samt tre jagtknive, var i perfekt stand, og jeg var ekspert i at bruge dem.
Mit hjem, en bjælkehytte i det uvejsomme terræn på en skråning, hvor floden løb ud i søen. Den var velbygget og kunne med lethed modstå de naturkræfter, den ville blive udsat for.
Den tredje og sidste ting, evnen til at overleve i den barske og voldsomme natur blandt bjergløver, bjørne, ulve, rener og andre af naturens farlige dyr. Det var noget, jeg gennem et helt liv i ødemarken havde tilegnet mig som en naturlig balance mellem den natur der var, og så min tilstedeværelse.
Der manglede kun én ting, før jeg kunne tage herfra og fortælle Vorherre, at jeg havde haft et lykkeligt liv... En kvinde.
Min alder, 58 år gammel, var ikke just den bedste alder at finde en kvinde i. At jeg boede alene, langt fra alfarvej, var et andet minus. Men jeg havde ikke opgivet.
"Du tænker, John!!"
Jeg blev revet ud af mine tanker. Rheas smukke øjne og hendes varme smil, fik mig tilbage til nutiden. Jeg smilede til hende.
"Rhea! Jo, min pige, jeg tænker. Tænker på mit liv, før jeg mødte dig. Tomt, ensomt og uden indhold."
Hun nikkede let.
"Spis din mad, min ven, og drik din te, inden den bliver kold. Skal du på jagt i dag?"
Jeg nikkede med munden fuld af mad.
Hvor var den kvinde smuk, som hun stod der foran mig. Hun lignede noget, der var taget fra en film om Indianere i tyverne, som jeg havde set for mange år siden. Hendes tøj var som det alle indianerkvinder havde anvendt i mere end tohundrede år. Fletningerne, stramme, var som jeg huskede indianerkvinder, da jeg var barn. Smukt og kulsort hår havde hun. Hvad hun betød for mig, var umuligt at beskrive med ord. Og så var hun min hustru.
Jeg smilede til hende, spiste maden, drak min te og rejste mig op. Mine arme lagde jeg om hende og gav hende et klem. Hun sukkede tilfreds.
"Se, nu at komme af sted, dagene er lange, men derfor skal du ikke drive den af herhjemme. Husk, kun at skyde den mad vi spiser."
Hendes varme og kærlige øjne hvilede på mig. Ansigtet var skarpt markeret og med fine rynker. Et tegn på hun ikke var helt ung længere.
Jeg tog mit sommertøj på, slængte rygsækken, hun havde pakket med mad og kaffe, over den ene skulder og tog min riffel og haglbøsse i hånden. I bæltet sad to af mine jagtknive. Blidt kyssede jeg hende farvel, og gik ned til floden. Jeg svingede mod nord, og lige før jeg rundede klippen ved slugten, vendte jeg mig og vinkede. Hun stod på verandaen og fulgte mig. Da hun løftede armen til hilsen, vinkede jeg tilbage og glædede mig i mit hjerte over den kvinde, jeg nu skulle dele min alderdom med.
I skyggen af klipperne var der forbandet mange myg. Den balsam, som Rhea havde lavet til mig, var effektiv og holdt de sultne bæster på afstand, men for pokker hvor den lugtede og smagte grimt. Selv mine læber havde hun smurt ind i det fedtede stads.
Opstigningen til min jagt, på det lille plateau bag klipperne, tog ikke lang tid. Her var der dyreveksler, hvor hjort og enkelte rener i små grupper, ofte passerede forbi nordover til sommergræsgangene. Jeg satte mig i et lille skjul og ventede.
Tankerne gik tilbage til Rhea. Til den første gang jeg havde set hende, og til de mange gange efter hun var blevet alene, og børnene var fløjet fra reden. Jeg havde gjort hende min opvartning, dog uden det helt store held i begyndelsen. Hun havde haft en lille biks tæt på den nærmeste by, hvor hun levede af at købe og sælge de skind, vi skovhuggere kom med. Våben og ammunition, snus, tobak, værktøj og varmt skovmandstøj var der også at finde hos hende. For os skovarbejdere var hun en engel, der kunne skaffe næsten alt, også de pornografiske blade, som var en del af den ungkarletilværelse, vi havde i skoven. Fra tømmerpladsen var der tre timers kørsel til hendes lille biks.
Hun var altid venlig, og det var først, da hun blev alene, jeg begyndte at interessere mig for hende. Tre fire år yngre end mig og altid med et smil på læben og en rar kvik bemærkning.
Drillerierne var mange, da jeg meldte mig frivilligt til at hente post og forsyninger hos indianerkvinden, Rhea. For os var hun en uerstattelig og nyttig kvinde, og vores opmærksomhed, vores ros til hende, var hun ligeglad med, hun var sin egen.
Altid venlig og altid med et smil sendte hun sine varer med den skovhugger, der havde besøgt hendes lille butik.
Med tiden var vi blevet venner. Børnene, en dreng og en pige, var begge fløjet fra reden og havde fået gode uddannelser bag sig. Hendes nu afdøde mand havde været en god fører for turister, der ville jage eller fiske. Nu var det mig, hun var hos, og den lille butik var solgt. Den var overtaget af en hvid, som ikke nød den samme respekt hos skovarbejderne, som Rhea havde gjort.
Rhea var en moderne kvinde, men med de gamle traditioner indianerne havde. Hun holdt ceremonier, dansede og gik i det traditionelle indianertøj. Jeg kunne ikke mindes noget tidspunkt, hvor jeg havde set hende i andet. Hun ville lære mig om sit folk, som hun ærede. Ville fortælle mig om det folk, vi hvide så skammeligt havde ødelagt og underkuet, ja næsten udslettet. Rhea var indianer og levede som sådan et liv, der var langt fra det, jeg kendte. Langsomt og tålmodigt fortalte og lærte hun mig at leve som dem. Efterhånden havde jeg taget flere og flere af deres traditioner til mig og havde nu en tilværelse, hvor det var et spørgsmål om, hvem jeg egentlig var. Men jeg havde det godt med det og var glad for at leve med og i naturen, på indianernes principper og på naturens præmisser.
Alt mit tøj var fremstillet af Rhea. Jeg var klædt i skind, blødt skind, både sommer og vinter. Rhea var en dygtig kvinde, der nu levede i harmoni med den natur, vi begge elskede. Børnene var glade for mig, og for at deres mor havde fundet en mand, hun holdt af, og som forstod at respektere det liv, hun og stammens indianere levede. Når børnene var på besøg hos os, gik de klædt som indianere. Ikke de farvestrålende dragter, som filmindustrien fortalte om, men praktisk og fornuftigt tøj, der egnede sig til at bruge her i ødemarken.
En enlig ulv forstyrrede mine tanker. En strejfer, som jeg havde set før. Hans ene øre, det venstre, var skadet, manglede det halve. Slagsmål om en mage var formentlig årsagen. Nu var han gammel og strejfede rundt på må og få, men klarede sig nogenlunde. Han var mager, men ikke værre end han kunne komme sig i løbet af sommeren. Næste vinter ville han sikkert gå til. Naturen var barsk og kontant overfor de ældre og de svage. Jeg smilede. Han luskede videre ned mod floden, som jeg vidste, han ville krydse i vadestedet længere nede. Ulve elskede ikke vand, men ville han leve, måtte han krydse floden. Han vidste godt, at i nærheden af vores hytte der skulle han ikke komme, så ville han få ild i rumpen.
På en skråning langt borte så jeg en bjørn med sin unge traske mod vest. Den lille, der var fra i vinters, hoppede så godt den kunne efter moderen, der ofte så sig tilbage for at sikre, at den lille kunne følge med. Naturen var vidunderlig, jeg havde det herligt og trygt med at være midt i alle de smukke oplevelser, den gav mig og min smukke kvinde, Rhea. Her var mange dyr, og hvis jeg jagede med omtanke, ville vi aldrig komme til at mangle mad.
Mindre end halvfjerds meter fra mig trådte en buk ud af den mørke skov. Den vejrede og så mod mig, men fik ikke øje på mig. Vinden bar mod mig fra sletten, og det ville ikke afsløre min tilstedeværelse. To år gammel var den, kunne jeg se på opsatsen. Langsomt og forsigtigt løftede jeg riflen og fulgte den i mit kikkertsigte. Den så til alle sider for derefter at komme nærmere. Den var stadig i skygge af træerne, men jeg kunne tydeligt se, at den ikke havde opdaget nogen fare. Let og elegant bevægede den sig imod mig og lidt ud på sletten, stadig vejrende og meget forsigtig. Jeg holdt vejret. Ti meter mere, så ville den være synlig og stå med siden til mig. En perfekt stilling for jægeren, for mig.
Jeg koncentrerede mig og tog omhyggeligt sigte... så bragede skuddet. Det gav et sæt i bukken, så sank den sammen ramt perfekt lige bag det ene skulderblad, projektilet havde øjeblikkeligt gennemboret dens hjerte. Jeg rejste mig og gik derhen. Det sitrede stadig i den, men den var død, stendød.
På stedet brækkede jeg den. Skar den op fra halsen og til tarmåbningen, og fjernede hele indmaden uden at forurene kødet. Skar hjertet fra, takkede dyrets Ånd for den mad, det skænkede os ved at give sit liv. Jeg takkede den Store Ånd, Manitou, for jagten og bad ham hjælpe dyrets sjæl til de evige jagtmarker. Lidt derfra begravede jeg hjertet, som Rhea havde lært mig, og løftede dyret op på mine skuldre. Det med ritualer var ikke fremmed for mig mere, men jeg vidste, at hun ville spørge, når jeg kom hjem med byttet.
Jeg var tilfreds, det var et ungt dyr, og vi ville have mad til mange dage. Skindet var ikke det bedste, da vinterpelsen stadig nogle steder hang som uldne totter, men jeg vidste, at min dygtige Rhea, ville få noget ud af hele dyret. Intet måtte gå til spilde, var hendes ord til mig, da jeg engang havde spurgt. Åndeverdenen, den fattede jeg ikke helt, men følte dog en fred, da jeg traskede hjemad med dyret på ryggen.
På lang afstand havde Rhea set mig komme, og ventede da jeg rundede hjørnet af hytten. Hun roste min jagt og mit held, og smilede varmt til mig. Jeg blev glad, da hun gav mig et varmt og vådt kys på munden.
"John! Huskede du at takke og holde ceremoni?"
Jeg smilede.
"Ja, Rhea, det gjorde jeg."
Hun tog igen om mig, så mig i øjnene og sagde:
"John, jeg er lykkelig og takker på mit folks vegne for, at du forstår, hvor vigtigt det er for os at holde af den natur, vi lever i, beskytte den og holde den i balance. Tak fordi du er mig en så god mand. Du vil aldrig fortryde, du giftede dig med mig, tog mig til din kvinde. Jeg vil love dig, at jeg altid vil bestræbe mig på at være dig en værdig hustru." Hun smilede varmt og kærligt til mig.
Det gjorde mig altid lidt forvirret, når hun talte sådan. Hun var min Indianerkvinde, der forsødede mit livs efterår. Jeg ville gøre alt for, hun skulle være tryg og glad, det fortjente hun.
Efter en sen frokost, eller en noget tidlig aftensmad, gik Rhea i gang med at ordne skind og koge kød samt skære kødet der skulle tørres og røges, i strimler. Hun var en dygtig kvinde, som jeg var meget stolt af. Rhea passede sit, og jeg fortsatte med det brænde, jeg havde trukket til hytten, for at klargøre det til den kommende vinter. Om fire til fem måneder ville begge brændeskure være fulde af kløvet brænde, og vi ville kunne klare os i et par år.
Vi havde alle de redskaber, vi behøvede, samt en dieselmotor til at levere os den strøm vi måtte have behov for. Store batterier, 24v, blev to til tre gange i døgnet ladet, så vi havde til lidt lys og det køle/fryseskab, vi om sommeren benyttede. 500 liter olie om året var vores forbrug, når det var værst. Olien fik vi leveret om vinteren, hvor jeg kunne køre den på tromler på en slæde de 80 km, der var fra landevejen og til vores hytte i ødemarken. Vi havde to heste, der kunne holde til kulden, der på sine dage kunne komme ned på -35 grader celsius. Også en vindmølle, der leverede vand og lidt strøm, havde vi, samt solbatterier til at hjælpe på ladningen af batterierne.
Alt sammen havde hendes søn Joe, eller lille Puma, skaffet os og installeret. Han var ingeniør i strøm, svagstrøm, så det havde været en let sag for ham at klare hele installationen. Om sommeren brugte vi hestene til last og ridedyr, når vi var på farten, hvilket vi ofte var.
Jeg tænkte på Rhea igen. På hvordan jeg, som en anden kejtet dreng, havde spurgt, om hun kunne lide mig. Jeg havde købt et smykke til hende, og hun var blevet meget glad for det. Hun havde tårer i øjnene, da jeg en dag efter lukketid havde givet det til hende. Den dag inviterede hun til te, og vi havde en dejlig aften.
Tre dage senere tog jeg mod til mig og bad om et lille kys. Hun havde smilet og leet til mig, og de øjne hun sendte mig, fik farven i mine kinder til at bryde i lys lue. Jeg rødmede, så hun måtte tage beskyttende om mig, for at berolige mig. Derefter gik det stærkt. I timevis talte vi om vores liv.
Hun fortalte om sin afdøde mand, sine børn, og om hvad hun forventede af fremtiden. Fortalte mig endvidere, at hun godt havde set og bemærket min interesse for hende, men hun turde ikke tro på, at jeg ville kunne forstå hendes måde at leve på. Jeg var overhovedet ikke i tvivl, jeg ville have den kvindes hjerte. Ville gøre alt for at vinde hende. Men mange måneder tog det desværre, før vi blev så fortrolige, at jeg fik lov til at overnatte hos hende.
Vi var begge famlende i begyndelsen. Jeg mest fordi det med kvinder var så nyt for mig og hun, fordi hun var nervøs for at skubbe mig væk med sin tro på Ånder og sin indianske levevis.
Men vi fandt ud af det, og det var hendes datter, Supaya, der en dag havde sagt, at hun ikke fattede, vi ikke giftede os, nu da vi alligevel var så meget sammen. Det ville også give Rhea en status, at hun var gift med en hvid. I hvert fald i det hvide samfund!
Vi mærkede ikke så meget til det selv, men det skinnede igennem, når vi var i storbyen for at købe ind. Ikke mindst fordi Rhea altid gik i sit indianertøj, og jeg i det tøj hun havde syet til mig.
Men hun var mig en herlig hustru. Så blid en kvinde, jeg ikke var i tvivl om elskede mig for min skyld. Hende skyldte jeg meget. Ikke mindst mit nu efterhånden store kendskab til det Åndelige, og til de traditioner der var gældende for hendes folk, og som jeg mere end hundrede procent kunne tilslutte mig nu.
"Du drømmer, John!" Rhea stod ved min side.
Jeg så op, smilede forlegent, og så ind i et par varme sorte øjne, der kærligt og drillende betragtede mig. Hun smilede, tænderne var blændende hvide som to smukke perlerækker. Jeg rejste mig op, tog om hende, kærligt, og trykkede hende til mit bryst. Strøg hendes smukke hår, og hviskede sagte:
"Rhea, jeg elsker dig af et varmt og kærligt hjerte. Du betyder så meget for mig. jeg takker for din altid varme og smukke kærlighed, og lover dig, at jeg vil være dig en tro og værdig ægtemand."
Rhea drejede hovedet, hendes øjne mødtes med mine.
"John, sammen er vi stærke, sammen vil vi blive gamle, og sammen vil vi leve de år, vi har tilbage, i den dybeste respekt for den anden, som vi begge af et rent og oprigtigt hjerte elsker." Hun klemte mig let.
"John, jeg har lavet kaffe til dig. Kom, så stopper vi for i dag. Senere, efter kaffen, kan vi gå en lille tur sammen, og bare nyde naturen og hinanden. Er det er god ide?"
Jeg smilede.
"Ja, Rhea, det er en rigtig god ide, den er jeg med på."
Vi gik med hinanden i hånden ind i hytten, til den kaffe som Rhea havde lavet.